Yo Yo

Posted by Sacha in mig, mig og lidt mere mig, tankestreg, Uncategorized | 3 Comments

Det er næsten pinligt, rettere det ER pinligt.

I marts 2012 var min vægt nede under 62kg
I midten af juni 2013 er der en fejlvisning på vægten med 10kg… i den grimme retning.

Det værste er at jeg ved hvorfor det gik galt for et år siden, for det hang sammen med at jeg gik fra at arbejde 31 til 37 timer, hvilket betød en del rent mentalt i forhold til transporten til og fra arbejde. Egentlig vildt hvor meget det betød, for jeg var havde en del dage hvor jeg var utrolig mør, når jeg kom fra arbejde, hvilket gav spillerum for dårlige vaner at snige sig ind igen og som blev, efter jeg var blevet vant til de flere timer væk hjemmefra.
For det at vægten røg lidt op og holdt sig på det samme (lidt højere) trin sled på motivationen. For når vægten for 12. uge svingende mellem 64 og 66kg, uden at komme længere ned, så var det svært at holde gejsten oppe.
Til sidst forsvandt motivationen helt og den dårlige samvittighed flyttede permanent ind, for det tærede på energien at skulle kæmpe med vægten – overskuddet var væk!Det var engang i efteråret, og siden jeg sidst stod på vægten og frem til nu er der fløjet 6-7kg på, svarende til omkring 1kg om måneden.

Det er lettere uhyggeligt – rettere det er direkte mishandling af selvbilledet, selvværdet og ikke mindst kroppen. For det betyder at jeg har hældt utrolig meget møg indenbords.

Men det at genfinde motivationen er svært, især når jeg ikke har et mål, som jeg havde tilbage i 2011-2012, nemlig min 30 års fødselsdag.

Hvis jeg skal genfinde motivationen, er jeg nødt til at finde et mål – guleroden i snoren lige foran næsen, som er liiiige foran mig at jeg kan snuse til den, men ikke nå den.

Som mange andre der har tabt sig, så er det ikke vægttabet der er det sværeste, det sværeste er de to trin der omgiver vægttabet.
Der hvor man skal tage sig sammen til at gå i gang og når man skal holde vægten ved lige.
Jeg har prøvet begge dele og tabte kæden, så lige nu er jeg igen der hvor jeg skal i gang og intentionerne er der, men argumentet: “I morgen…” dukker op hver evig eneste dag.

Jeg har prøvet WW med møder og hele moletjavsen, og idéen der er som sådan fin nok, men det at gå til møde kan ind blive lidt for fanatisk eller fyldt med lidt for mange erstatningsidéer, lige fra WW-produkter til kreative erstatninger til den søde tand – hvor et æble er en rigtig fin erstatning i forhold til en marsbar (her snitter vi lige forbudt/farligt/syndigt linjen).

Jeg nåede at blive bims, fra at have et usundt forhold til mad gik jeg over til at have… tadaaa: Et usundt forhold til mad.

Hvilket nok er kernen i det hele, at jeg de sidste godt 10 år har haft et usundt forhold til mad.

Nu prøver jeg så igen at smide de overflødige kilogram, men denne gang vil jeg også prøve at få et sundere forhold til mad og ærlig talt, jeg ved ikke hvad der er sværest. Vægttabet eller mit forhold til mad.

3 Responses to Yo Yo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.