Der er uger hvor “obsession” har været lidt som at gribe om et hårstrå, og så er der denne uge, hvor det vist mere end rigeligt lever op til at være ” an obsession”, og det burde endda være skrevet med Caps-lock og stor skrifttype.
For jeg var sidste lørdag til koncert med Postmodern Jukebox, en koncert jeg har glædet mig til længe, faktisk glædede jeg mig endnu mere til den koncert, end jeg gjorde da jeg skulle se Bruno Mars i Forum for et par år siden. Jeg frygtede lidt at jeg måske havde fået skabt for høje forventninger til koncerten, men men men… det havde jeg på ingen måde.
Vi havde aftalt at vi skulle helt op foran scenen, blandt andet pga. tapperen der var med (ja, jeg var der med mine tapladies), dog endte vi med at stå i modsatte side mod midten.
Jeg blev blæst omkuld af både musikere, sangere og tapperen. Nåede flere gange at måtte trække vejret ekstra dybt, simpelthen fordi jeg fik kuldegys i hele kroppen.
Der var så meget energi på den scene, det virkede som om at de havde det fedt sammen og deres interaktion med publikum.
Jeg kunne ikke lade være med at kigge på Bassisten og Pianisten, især sidstnævnte kiggede jeg meget på, fordi hans fingers dans henover tangenterne mindede mig om en ældre klaverspillende dame, som jeg oplevede flere gange op igennem 90’erne og det var vildt at opleve den samme form for dans henover tangenterne.
Og nej, det var ikke Scott Bradlee der sad ved tangenterne (til de som kender til PMJ).
Det som gjorde tingene lige en tand mere nærværende, var da en som havde vundet billetter fik lov at komme på scenen, hvorefter han friede til kæresten. Kropssprog og ansigtsmimik på bandet medlemmer var vil, indtil flere hev telefonen frem og fotografere det. En af sangerinderne, som skulle på lige bagefter kom ud på scenen med våde øjne, der blev tørret af med hænderne.
Den samme sangerinde havde fået øvet sig på lidt dansk, som hun indledte sangen Thriftshop med og det tog kegler blandt publikum.
Da vi nærmede os slutningen af koncerten formåede jeg at stikke tapperen en lille LEGO-figur på vegne af os tre lokale tappere. Hvilket på det tidspunkt var vildt.
Men det blev bedre endnu, for hovedparten af bandmedlemmerne kom ud blandt publikum, inden de gik ind til at møde de få som havde købt Meet and Greet.
Blandt andet fik vi mødt omtalte sangerinde, som siger til mig: “Oh.. You are tiny” – fordi jeg smed mine stiletter, inden foto da det viste sig at hun er lige så lav som mig.
Hun var simpelthen noget af det sødeste og behagelige at tale med.
Så kom turen til pianisten, som fortæller os at havde bemærket os – det er der tankerne flyver igennem hovedet på en og man tænker: “Åh åh…” Men samtidigt fedt at få bekræftet at de ikke kun skuer ud over scenekanten, men rent faktisk ser publikum.
Og igen, håndkys og spørgen til vores navne fra et trejde bandmedlem – igen, følelsen af nærvær.
For mig vækkede det minder om mine teenageår, og natdans til folkedansestævner.
Koncerten efterlod mig med et øre til øre smil, som har været den sidste uges tid og det er lige her hvor jeg godt kunne ønske at der fandtes en replay-knap, så man kunne tage hele turen en gang til, for så fantastisk var det.
Så når de kommer til Danmark igen, uanset om det er i 2017 eller 2018, så skal jeg høre dem også selvom at det sandsynligvis er helt andre musikere og sangere, fordi det var så godt.
Link? Så skidt da: Postmodern Jukebox,og lad være med at spørge hvilket nummer jeg synes bedst om, for de er alle godt lavet.
