Fredag efter kristi himmelfart var jeg i biografen med en veninde hvor vi så The Hunger Games.

Mit kendskab til filmen var mildest talt meget begrænset, det eneste jeg havde opfattet at det skulle være afløseren til Twiligt-sagaen, med det i baghovedet forventede jeg endnu en fantasyfilm med unge mænd, som teenagerpiger sukker over med et Team den ene eller Team den anden i et trekantsdrama.

Jeg har ikke set twiligt, netop pga dette teenagepigehalløj, måske en anelse fordomsfuld…

Anyway, The Hunger Games overraskede temmelig positivt, bevares der var en dosis kvalmende candyfloss trekantsdrama under opsejling.
Men det var ikke det så vakte min interesse, næh det var hele set-uppet, for det sendte mine tanker i retningen af hammer og sejl, og det der engang var Sovjetunionen, hvordan historier har fortalt hvordan oprør er blevet slået ned, hvad der skete for nogle af de som forsøgte at flygte.
Der er meget samfundsfagligt guf i den, at den i mine øjne sagtens kunne bruges i samfundsfagsundervisningen.

Læs også mig

Et år i Coronaland – del 2

Lige pludselig var det mere end blot en film.

I forhold til handlingen, så havde jeg flere steder en fornemmelse af at bogen måtte have en uddybende forklaring, som der ikke var plads til på det store lærred.
Så nu har jeg fundet mig nogle nye fantasybøger der skal læses, ikke mindst pga. referencerne omkring undertrykkende regimer.

Måske jeg en dag når til Twilightserien?