Jeg troede ikke at jeg ville indtage sushi igen, for med egne ord:“Det er sjovere at lave end at indtage!”.
Det var nemlig ikke den helt store succes, med det sushi dengang i foråret.
Det smagte lidt for meget af “lugten af fiskefoder”, det tang der var vreden om risene.

Så det var med pænt stor skepsis at jeg gik med til at indtage sushi i fredags…

Denne gang med lidt større succes, tangen hverken lugtede eller smagte som fiskefoder det lugter.
Jeg kan godt spise det, men umiddelbart tror jeg forsat ikke at det bliver noget jeg bare må have, når der fremover skal haves mad udefra (eller der skal spises ude).
Der findes ting jeg vil vælge fremfor kolde ris og fisk 😉

Men her et par stemningsbilleder:

Læs også mig

Et år i Coronaland – del 2

Min søster (og en masse sushi)

Dig in! and thumbs up! (Der var rigeligt med wasabi og ingefær)

Et keglet udtryk, mens jeg kæmpede lidt med risene og rejen (og spisepindene *ahem*)

– denne her tabte jeg IKKE i sojaen, det gjorde jeg med nogle af de andre, hvilket tallerkenen røber.

Til gengæld tabte min søster et stykke noget så grundigt, at der var soja i nakken på mig, mine bukser, på gulvet på den anden side af bordet og på sofaen…
Effektivt drop må man sige 😀