Eller udgaven: “Vi har ansat en med stor erfaring”.

Det er pænt træls at søge job, for ikke sige mega træls!
Det er jo svært at komme ind på arbejdsmarkedet, hvis man skal have erfaring.
For man får jo ikke erfaring af, at sidde og lave ingenting og det er kun de færreste der har mulighed for at få relevante studentermedhjælperstillinger.

Det er frustrerende at sende ansøgninger af sted og kun få en e-mail eller brev tilbage med et afslag, jeg har endnu ikke haft chancen ved en samtale.
Det kan godt ske at jeg “kun” har trillet tommelfingre siden juli, men det er eddermukme længe, når jeg har været vant til i længere perioder at have nok at se til.

Det lille grønne misundelsesmonster tog en ordentlig luns, da jeg på en blog forleden læste at en der med en titel lidt hen af min, havde reddet sig et job kort efter endt uddannelse.
Det er svært ikke at tænke: “ØV! Hvad gør jeg galt? Skal jeg udelade halvdelen af mit CV, fordi det indeholder et politisk navn?”
For så kan jeg hellere ikke rigtigt skrive i ansøgningen omkring de erfaringer jeg har gjort, for så står der ikke noget bevis for det.

Læs også mig

Et år i Coronaland – del 2

Det er svært ikke at føle sig enormt dum, taber og intet værd, nå ja og som arbejdsløs har man masser af tid og ingen stress (Liar liar – pants on fire!).

Man har hellere ikke så meget at fortælle, hvad man går rundt og laver, for man laver sådan set det samme dag ud og dag ind.

Så for at lave et eller andet, så har jeg valgt at gøre brug af de seks ugers selvvalgt kursus man har mulighed for i første ledighedsperiode, håber at det kan være med til at give et eller andet.
Selvom jeg ikke lige havde planlagt at komme så hurtigt på skolebænken igen, så er det bedre end uvished og især uvished over hvad anden aktør kunne finde på at ville sætte mig til.

Men mest af alt har jeg lyst til at få et arbejde!