Udover tredje år med min lego365-udfordring, som dog er kommet lidt skævt fra start, sagde jeg også ja til at deltage i StuckinPlastic’s 52 ugers udfordring, med nyt emne hver uge.
Hvilket jeg har skrevet lidt om.
En ting er at skyde billedet, måske redigere lidt i det og poste det på Instagram, noget andet er de tanker der lægger bag.
For når man har fået udstukket et bestemt ord at arbejde med, så er det naturligt at tænke lidt over ordet og hvordan man kan visualiserer det.
Nogle af ordene på listen finder jeg noget lettere at arbejde med end andre, for eksempel var jeg glad for at “Creativity” var første ord.
Man kan gå rigtig mange veje med sådan et ord, skal man grave lidt i sig selv, eller skal man tage de observerende briller på og betragte andre?
I samme post skrev jeg lidt om at koge 52 ord ind til fem, noget jeg endnu ikke har været i stand til.
Jeg blev ved med at kredse rundt om begrænsning og mig selv, og den bedste måde at få gjort op med den begrænsning, var at skyde et billede med min sigfig (signaturfigur) og med nogle af de ting, som jeg har rodet rundt med igennem tiden.
Symaskinen som repræsentant for håndarbejde,computeren som repræsentant for de sociale medier, kameraet – giver vidst sig selv, læbestiften henviser til både makeup, men også mine mange tegninger og kruseduller.
Tilsidst er der tøjet: Jeg er kemiker af baggrund og har en gang haft tylskørt og neonfarvede strømpebukser på til et par laboratorietimer, min kittel var faktisk så lang at jeg mindede lidt om en blotter med neonfarvede ben.
Nå ja, legodelen giver vist helt sig selv.
Nogle vil sikkert mene at jeg skulle stifte bekendtskab med begrænsningens kunst, for man kan ikke være god til alting.
Men jeg kender alt til begrænsningens kunst, men det eneste sted jeg ikke vil lade mig begrænse, er når det gælder kreativitet.
