Kagemonsteret slår til igen!
Ingen opskrift i denne omgang, men det er netop den manglende orden i indlæg der har fået tagget ‘opskrift’ der er sagens kerne.
For efter fire år, så er der kommet en del opskrifter til min online opskriftsamling, den der skulle gøre det lettere for mig at genfinde opskrifter, frem for at bladre febrilsk igennem 2…,7…,11 forskellige kogebøger. Så jeg satte mig ned med mine analoge redskaber (pen og papir) og skrev indholdet ned på samtlige indlæg der har ‘opskrift’ klæbet på sig.
Her fandt jeg blandt andet ud af, at jeg i øjeblikket er i gang med at opfinde den dybe tallerken, altså bakset med en opskrift jeg allerede har tastet ind.
Så et ordenligt index er vist helt på sin plads, nu kommer så udfordringen at få et index, som jeg er tilfreds med – mest af alt fordi bloggens udseende generelt godt kunne trænge til en opfriskning.

Det sjove ved at kigge tilbage i arkiverne er at se hvordan jeg har udviklet mig på disse fire år, selvom indlæggene blot er nogle små glimt, så sætter de tankerne i gang om hvordan jeg har rykket mig på madfronten, i det jeg er både mere nysgerrig og langt mindre kræsen.
Sidstnævnte kan muligvis skyldes at jeg har taget tingene i eget tempo, ingen der tvinger noget i halsen på mig, dog har jeg forsat nogle ting jeg nødigt rør, nogle er prøvet af og det er ikke mig, andre ting skal der tages tilløb til og måske jeg tør disse ting en dag?
Men først et index.
Nu hvor jeg har været så ond at poste et billede af en cheesecakebrownie, så må det vel være på sin plads at lave netop denne igen, så jeg kan få den ind i min online opskriftsamling (som du der måtte komme forbi er velkommen til at kigge i).