Ja, nu har ubehaget og alle de følelser der følger med ramt mig.

Da jeg i morges lige omkring klokken seks sidder i bilen på vej mod banegården, så ser jeg ud i venstre side, en bil med lige lovlig meget fart på og som ikke lignede en der havde tænk sig at bremse op, selvom at der ubetinget vigepligt på netop denne side vej.

Hvilket jeg gør min far opmærksom på, hvilket gør at han er nødt til at accelerere og sætte farten betydeligt op, for ikke at undgå at bilen på sidevejen til venstre ikke drøner direkte ind i vores bil.

Hvis jeg ikke havde registreret bilen, så havde jeg ikke siddet her i toget, men havde ligget som mos i most bil midt ude på landet.
Temmelig uhyggelig tanke, samtidigt gør det mig så edder spændt vred over billister der tror at vejene kun er til for dem, og alle andre skal holde tilbage uanset hvad.

Læs også mig

Et år i Coronaland – del 2

Jeg tænkte at jeg var nødt til at få dette skrevet ned, for at komme ud med tankerne, for at komme af med det.