Man skulle tro, at med syv år på universitetet og hvad der af følger af skriftlige opgaver, så burde det at skrive CV og ansøgninger være en smal sag…
… eeh… not!
Jeg har siden sidste sommer skrevet mit CV om 17 milliarder gange (plus minus et par stykker) og ansøgningerne er også blevet udformet på forskellige måder, lige fra de absolut knastørre og ufatteligt anonyme og intetsigende, til de nok lidt for kreative og tåkrummende (også kendt som de frustrerende pligt ansøgninger).
Nu sidder jeg så og har et CV, som jeg er sår’n okay tilfreds med, hvor jeg kun mangler et billede, hvilket er en udfordring i sig selv.
For enten ligner jeg en der er klar til forbryderalbummet eller er ser dybt åndet ud.
Gæt lige hvilken af de to yderligheder man finder på både kørekort og pas??
… jep, forbryderen.
Så er der ansøgningerne, hvor jeg er begyndt at nytænke den måde de skrives på og ærlig talt, det er som om når jeg skal skrive mig selv ned på “papir” (word 2007), så bliver jeg fuldkommen opløst og alt hvad der kunne minde om farve forsvinder.
Lidt trist, men samtidigt så er det skriftlige medie pokkers utaknemlig, da nærmest alt med lidt kulør kan mistolkes fordi modtager og afsender ikke kender hinanden.
Så har jeg lagt mærke til at jobs som jeg er hooked på er dem jeg har sværest ved at skrive, mens pligtansøgningerne er lettere, måske fordi de ind imellem har tendens til at være mere ja… halvhjertede (desværre, må jeg sige).
Hvad er min pointe så?
Jeg synes på ingen måde det er lettere at skrive ansøgninger og CV, for det er en helt anden måde at tænke og arbejde på.
Hvis det blot kunne skrive sig af selv – se der var lige en lille lighed i tankegangen 😉
