SATC, en serie der bød på nytænkning tilbage i slutningen af sidste årtusinde og et par år ind i det nuværende.
En serie der helt sikkert har fået nogle til at snerpe munden lidt ekstra sammen, grundet series fire kvinders handlinger.
Til trods for at Danmark (sammen med vores skandinaviske søskende) har været langt fremme i skoene i forhold til kvindesyn og kvinders frihed, så serien fik ikke øjenbrynene løftet helt så højt da den kom frem.
Det er ikke mange år siden at jeg så serien første gang, længe efter sidste afsnit var rullet over skærmen – jeg fik “skoæsken” i julegave da jeg lå lige på kanten af 30’erne og dermed ramte SATC-alderen.
Som jeg er kommet ind i 30’erne så er der flere og flere elementer der vækker genklang, det vi kan kalde omverdenens forventninger og billeder på hvordan man bør være, opfører sig osv.
Selv i et land som Danmark, hvor kønnene er utroligt lige, rammes kvinder af hvordan man bør være på et givent alderstrin.
Eksempelvis fik jeg at vide at jeg hverken lignede eller opførte mig som en i 30’erne – det første vidste jeg godt og det “problem” har jeg haft i mange mange år. Nummer to, det med opførslen var ny for mig.
Men når jeg tænker over det, så kommer det ikke bag på mig – for det er okay for en mand at være lidt af en drengerøv, mens kvinder skal være.. ja, jeg har ikke noget ord for det udover at det er det diametralt modsatte af drengerøv.
Det er bare et område, og ja det er nede i detaljerne – men det irriterer mig, at jeg ikke må være mig.
Et andet eksempel, og det er her hvor man har garanti for at jeg ryger op i det røde felt, og begynder at tælle til 1000 (ofte med en maske klæbet godt fast).
Kirsten Gifteknive, de der uopfordrede Kirsten Gifteknive (af begge køn) som er desperate på ens vegne, fordi de antager at det er det eneste der kværner rundt i hovedet på en, og man gider ikke diskutere at det så er det står ufattelig langt nede på ens liste, sådan cirka nede omkring: “A snowballs chance in Hell” – så er det vist skåret ud i pap.
Jeg har endda været ude for, at jeg lovede et aftryk af mine ene hånd på kinden hvis man rørte mig.
Noget andet der er tankevækkende, er at der er langt mellem snapsene på film/tv/scenen når det gælder stærke kvindelige karakterer. Det er forsat lettere at se de hjælpeløse kvinder, de bløde moderlige typer og jeg er ærlig talt ved at kaste op. Når der endelig dukker en karakter op som er stærk og selvstændig, så befinder karakteren sig helt over i den modsatte grøft og det bliver lidt for karikeret – hvilket SATC også lider under.
Det er nu nogle kvinder begynder at sige: “Det er også mændenes skyld!”, og her er mit svar til dem: “NEJ!”
Det er os kvinder selv der er nogle røvhuller, ja undskyld mit franske, men det er os der flår hinanden ned og fortæller hvordan man bør være.
Mit bedste eksempel er da jeg havde en bluse med en almindelig udskæring, dvs. den var ikke nedringet – men fordi jeg tilhører dem der stor forrest i køen på det punkt, så skal der ikke meget til før end, at der er bare det mindste udsyn til kavalergang – og her udtalte en kvinde at jeg var for nedringet og det kunne være forstyrrende overfor mændene (og nej, det var ikke i jobsammenhæng). Jeg var ærlig talt målløs, skulle jeg være mere tildækket skulle jeg være iklædt en bluse der slutter tæt til i halsen.
Jeg har tidligere berørt “kvinde, er kvinde værst”, men emnet er vigtigt for mig og det er blevet vigtigere for mig, som jeg er kommet ind i 30’erne, for det er som om at det er her at det er mest tydeligt.
Hvorfor ikke bruge energien til noget konstruktivt, i stedet for at pille hinanden ned.
– og nej, jeg er på ingen måder hellig, men jeg forsøger virkeligt at have en konstruktiv tilgang, fordi disse ændringer starter hos os selv, som enkelte individer.
