Husker du hvordan verden så ud før hele bloguniverset, før instagram, før twitter, før facebook – den gang hvor Messenger og myspace var de “sociale medier”? Eller endnu længere tilbage, til den gang hvor de heldige med okay netadgang kunne chatte, mens andre med den klassiske modem dutten var heldig hvis man kunne få lov at bruge en søgemaskine, fordi det kostede kassen og blokerede for telefonlinjen at være online.

En gang læste man magasiner, blade og aviser, så nyhederne og hørte radioavis, havde opslagsværker, og da sidstnævnte kom på en cd-rom, så var det på en og samme tid nyt, men også lidt skræmmende, for var det nu bøgernes endeligt?
Det lyder virkelig oldnordisk når det kommer ned på skrift, men det er reelt ikke så mange år siden at alt dette skete, bevares det skete ikke over natten. Men alligevel er det vildt hvor meget der er sket på 20 år, og man kommer til at lyde som et fortidslevn når man tænker over det og kun godt 25 år siden at den første webside så dagens lys ( i følge en nyhed fra forleden).

Læs også mig

Et år i Coronaland – del 2

For at blive i den digitale verden, kan du så huske hvordan de første blogs blev modtaget her i landet?
At tv2 havde en blogplatform der begyndte som en weblog, hvor man som seer stemte på hvem der skulle have skærmtid og hvor længe.
De politiske blogs var der respekt om, da de mindede om debatsiderne i aviserne, og ja siderne – ikke siden.
Madbloggerne var der ikke mange af, men alligevel var der en hvis respekt om det, måske fordi de skabte noget.
Alt udover det blev der løftet øjnebryn og fnyst af, disse overflødige online dagbøger.
Det at blogge var på ingen måde sejt, der var absolut intet status i det blandt bredden, måske fordi det som med alt andet først blev fundet interessant af de smånørdede, sådan meget groft sagt.

Jeg har været med de sidste 9 år, hvilket jeg synes er lidt vildt, især med den drejning det har taget, fra at være nørdet til at være noget enhver pige (eller dreng) drømmer om, måske ser som en smutvej til “noget”, samme smutvejsdrømme som talentshows lever af.

De uskrevne regler for blogs er blevet strammet, prøv at tænk på hvor lidt man ser til spejlbilleder af dagens tøj, hvilket var helt normalt i begyndelsen.
Da de første sponsorerede indlæg dukkede op i Danmark delte det vandene, nogle mente at der blev solgt ud af værdierne, modemagasinerne var hellere ikke sene til at komme med nogle kradse bemærkninger omkring modebloggerne, måske de frygtede for deres oplagstal?
I dag har hvert modemagasin med respekt for sig selv, mindst en blog tilknyttet, hvad enten den bestyres af en af magasinets egne, eller de har en platform.

Jeg synes det er vildt hvordan udviklingen er gået, fra at være noget smånørdet til at være noget, som selv kendisser har.

I dag er det sværere at finde en niche, for det er som om at alle nicher er opdyrket og det kræver noget ekstraordinært at skabe noget som er helt sit eget, både på den sproglige side så vel som på billedsiden.

Det der overhovedet fik mig til at tænke på blogs og de sociale medier generelt, var da jeg en dag sad og browsede blogs, blandt andet for at udvide min horisont, i det jeg sjældent støder på blogs, med en blogroll med blogs bloggeren selv følger.
Det slog mig hvor ens flere af dem var i opbygning, kunne nærmest ikke skelne dem fra hinanden, og om det skyldes den fælles platform eller om det var indholdet på den enkelte blog, skal jeg ikke kunne sige.

Måske det bare er mig, som ikke er en del af målgruppen, for en anden ting jeg opdagede var alderen, der var ikke mange i alderen omkring 30 og op, jeg savner lidt at læse noget af nogen, som har passeret det kvarte århundrede, jeg mangler blogs som skiller sig ud fra magasinerne, ikke at der er noget i vejen med collageindlæg på collageindlæg hvor der drømmes om Gucci, Chanel og andet der koster halve og hele månedslønninger, hvilket er noget mere end hvad man får i SU som hjemmeboende.

– og så kom jeg til at lyde sur og gammel ( hvilket jeg helt sikkert er i en teenagers øjne, har jo selv været der en gang), hvilket bestemt ikke var meningen, men det er var der sker når man ryger på tankeflugt.
Det jeg savner er nok noget mere ægthed, at man kan fornemme at der er et menneske bag, lidt lige som da blogs gik fra supernørdet til noget spændende.

Giver hele denne smøre mening? Eller er jeg blot en sur gammel dinosaur?