Først på sommeren var jeg med min far ude at købe brugt kamera, samme slags som mit.
Jeg var overbevist om at dette kamera blev solgt af en teenager, som havde overstået “alle-bloggere-har-sådan-et-fasen” og jeg havde ret.
Så han gjorde en ekstrem god handel med det kamera.
Men kunne han nøjes med det medfølgende objektiv?
Nej, så jeg var endnu engang med som teknisk support (det er som om rollerne er blevet vendt om nu), da han skulle have dette objektiv, som jeg selvfølgelig har fået lov at lege med efterfølgende.
Der er tale om en Tamron 18-200mm og hold nu op, hvor er det lækkert!
Selvfølgelig skal man lige lære det nye objektiv at kende, de første par billeder der blev skudt, blev let slørede, men det er indtil at finindstillingen ligger i fingrene.
Med et kan jeg komme tættere på naturen – helt tæt på.

Få fornemmelsen af kornet der vipper i vinden.

Læs også mig

Et år i Coronaland – del 2

Komme tæt på roser, på en en fyldig klatrerose uden kradsmærker på kroppen.

Komme helt tæt på regndråber på rosenblade, uden at ligge helt nede i rosen.

Zoome ind på de få kirsebær det er blevet til i år – tak til den sene nattefrost for det absurd ringe udbytte af kirsebær og æbler.

Komme helt tæt på dyrene på Hindsgavl (Middelfart for dem ikke lokalkendte), uden at stå lige ved siden af dem.

Sidst men ikke mindst, jeg kan komme helt tæt på fuglene på fodertårnene på behørig afstand –  nu burde det være muligt at fange dem tæt på – de små skiderikker.

Selvfølgelig har jeg også brugt det til at komme helt tæt på LEGO-figurer 😉