Når himlen åbner for den store hane.

Posted by Sacha in mig, mig og lidt mere mig | Tagged , | Leave a comment

Puha… Jeg er godt brugt i dag.

Det er ikke meget effektiv søvn jeg har fået denne weekend.
Natten til lørdag sov jeg i min brors seng fuldt påklædt og sov ikke specielt tungt, det må være mit indre urmenneske instinkt der har fortalt mig at jeg ikke skulle sove tungt, men være på vagt.

Natten til mandag sov ikke, nåede lige to timers søvn før midnat og så en skudefuld kaffe, for jeg skulle til Billund efter forældrene, som kom hjem fra ferie.
Jeg have fået indstillet og tjekket beregnet køretid på min allergoeste ven *host* GPS’eren, så jeg havde regnet ud hvornår jeg skulle køre hjemmefra.

Så jeg hopper glad ud i bilen med hunden som selskab på passagersædet klokken halv et, men jeg var ikke mere end lige tøffet ud af indkørslen da det begynder at dryppe lidt og blitze i det fjerne.
No problems tænkte jeg…

Men det var kun begyndelsen, da jeg er kommet omkring 7-8 km hjemmefra begynder regnen at tage til og jeg havnede bag en mælkebil som ikke kørte mere end 50 km i timen og fordi det var dobbelt optrukne linje, kunne jeg ikke overhale og det var vidst meget godt.

For med et vælter vandet ned fra oven, som om nogen blev ved med at hælde kæmpe spande med vand ud over foruden og viskerne kæmpede løs, med at skovle vand væk ved hvert eneste slag.
Der var jeg glad for at lastbilen kørte foran mig, for jeg kunne ikke rigtigt se vejens sider – så mit pejlepunkt var lastbilens baglygter.

Da det var tid til at overveje om jeg skulle ud til motorvejen af den sædvanlige afkørsel, besluttede jeg mig for at forsætte på landevejen og heldigvis for det – hastigheden jeg kørte mellem 40 og 60km i timen, det var faktisk temmelig uhyggeligt at køre 60km/t, for jeg kunne ikke se ret langt frem og det var selvom jeg sådan nogenlunde kender det vejstykke.

Ud over vandet der væltede ned, kunne jeg fornemme store blitz i det fjerne, men fordi vandets trommen på bilen og motorlarmen, så kunne jeg heldigvis ikke høre hvor tæt lyne var på mig.

Lige inden jeg når Middelfart skal jeg beslutte om jeg tør vove mig ned på motorvejen og over den nye Lillebæltsbro, eller om jeg skulle kegle igennem Middelfart og finde den gamle.
Der tikker en sms ind og jeg tænker, det kan kun være forældrene.
Da jeg ryster som bare pokker og spænder over hele kroppen, besluttede jeg mig for at holde ind lige et par minutter på parkeringspladsen ved Middelfart, lige for at få vejret og få læst beskeden.

Mine forældre viser sig så at være landet i Billund, jeg kunne kun svare tilbage at jeg var på vej og vejene sejlede i vand, så jeg kørte langsomt.

Jeg kommer afsted igen og sætter kursen mod den gamle bro, da jeg får glemt at dreje oppe i Middelfart by, stopper regnen med et.
Så jeg vendte kareten og tog satset med motorvejen – det var trods alt en noget bredere vej.

Lad mig sige det sådan, den tur på motorvejen var i-k-k-e spor morsomt, rettere det var lidt for spændende en tur.
Vejbanen sejlede og der var sidevind på turen over broen, så det var tungen lige i munden og en hastighed på ikke mere end 80km/t.

Vejret blev ikke bedre da jeg sejlede rundt på den jyske motorvej, for regnen satte tempoet op igen og vejstriberne var nærmest usynlige i det våde vejr.
Helt slemt blev det da jeg havnede på Esbjergmotorvejen, der regnede det så voldsomt at hastigheden var sølle 60km/t! De dumdristige i overhalingsbanen har kørt den “vilde” fart af 80km/t!

Så kom jeg langt om længe væk fra motorvejen og op på landevejen, hvor jeg holdt mig til mit instinkt og meget lidt til GPS’eren.
Den ville have mig af nogle småveje på vej mod Billund og nej tak, ellers tak.
Her tog regnen af og det var igen til at fornemme vejen og hvor den var henne.
Det var en stor lettelse at møde skiltet der sagde: “Billund kommune” og endnu større lettelse at se skiltet med: “Billund 11”.
Da jeg langt om længe nåede lufthavnen var det en enorm lettelse at se forældrene.
Mine hænder og knæ rystede som pokker, for turen havde været alt for spændende og endnu større lettelse var det at min far overtog rattet på hjemturen.
På hjemturen var det nærmest ikke til at se at vejene kort forinden havde sejlet.

Så inden vi var hjemme igen og mit hovede ramte puden, da var klokken halv fem mandag morgen.

Så det er måske ganske forståeligt at jeg er lidt brugt i dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.