Mange klassiske julesange har et element af sne og knitrende frost over sig.
Så er der julen 2015, som blev noget af en våd omgang for mange af os der bor i den syddanske region, og med de mængder vand der er faldet, så er jeg på sin vis glad for at det er faldet som dråber fremfor fnug, og det er selvom det giver søer på marker (og ja, søer ikke små søde vandpytter), vand på vejen og kloakker der ikke kan følge med. Sneen ville have fået det værste frem i folk i juletrafikken tværs over Fyn, det ville være gået helt galt på Motorvejen.
I stedet faldt det som vanddråber på 2. juledag.
På tredje juledagen blev der gået en lille tur i tusmørket inden osten kom på julefrokostbordet, og turen gik langs Odense Å, eller Å og Å, den var nærmest smeltet sammen med et vandhul og gået over sine bredder, så træer stod i vand, en gangbro klarede den lige med røven i vandskorpen og der både piblede og rislede med vand i retning mod åen, hvilket gav mere smat til de i forvejen smattede stier, for vand ovenfra har det ikke manglet på den forgangne måned.
Trods det våde/godt smattede føre, så lykkedes det mig at fange naturen fra sin pæne side i mørket.
Vi kan som mennesker forsøge at tæmme naturen alt det vi vil, men naturens kræfter er alligevel de stærkeste
