Jeg er ikke vegetar og ville hellere ikke kunne blive det frivilligt, da jeg sætter meget stor pris på bacon ikke mindst en god bøf, men hvis man nu har et gabende tomt køleskab, så ville det ikke gøre noget hvis der blandt i tørre basisvarer var noget der på under en time kunne fremtrylles til et fantastisk måltid.
Her kommer linser ind i billedet, de er så fantastiske at de ikke skal udblødes i halve og hele døgn, men blot lige skylles for urenheder.
Denne opskrift indeholder mere eller mindre udelukkende basisvarer – der kan opbevares på en køkkenhylde.
Så lige en lille oplysning, den er ufattelig mild, så ingen ild ud af ørerne her.
Men prøv den også selvom du skulle være lige så stor “baconlover” som undertegnede.
4 portioner (3 hvis man er meget sulten)
- 100 g røde linser
- 1 løg
- 1½ spsk madolie
- ½ tsk sennepsfrø
- 1½ tsk friskrevet ingefær
- ½ tsk gurkemeje
- 1 tsk finthakket rød chili
- 1½ tsk stødt koriander
- 1 dåse hakkede tomater (400 g)
- 4 dl vand
- 700 g bagekartofler
- 1 dåse kokosmælk light (eller ½ dåse af den fuldfede og så spæde op med den tilsvarende mængde vand)
- Saften af ½-1 lime (eller citron – det sidste brugte jeg)
- Salt
- Frisk koriander eller persille
Fremgangsmåde:

Mål først de tørre krydderier af og saml det i en lille beholder (sennepsfrø, gurkemeje og stødt koriander) her i kan de friske krydderier tilsættes (chili og ingefær).
Det mindsker risikoen for røg i køkkenet.
Herefter kommes linserne i en sigte og de skylles med koldt vand, sæt dem til afdrypning, mens linserne drypper af hakkes løget fint.
I en gryde opvarmes olien og løgternene ristes ved svag varme indtil de er møre, når de er det tilsættes krydderierne og linserne.
Rist det af i 1-2 min.
Hæld vand og tomat over, rør rundt og sæt låg på gryden.
Lad det koge i omkring 15 minutter.
Skræl og skær imellem tiden kartoflerne i mindre tern og tilsæt det til gryden efter de 15 minutter.
Tilsæt evt. ekstra vand, hvis du vurderer at der er for lidt væske til kogning af kartofler.
Lad det koge videre i omkring 10 min ved svag varme, eller til når kartoflerne er møre.
Tilsæt kokosmælk og lad retten koge igennem, inden servering smages retten til med lime/citronsaft, salt og frisk koriander/persille.
Her til kan retten serveres med ris, eller hvis man ikke er til kartoffel på ris kombinationen, fyre ekstra grønt i selve retten, selvfølgelig i passende stykker.
Næste gang jeg vil lave det, kunne jeg finde på at smide gulerod, blomkål og peberfrugt i.
Jeg anvendte glaskartofler her, så skulle man have kartofler i overskud fra aftenen i forvejen – så kan kogte kartofler sagtens bruges, dog behøver det ikke koge nær så længe i sidste ende hvis kogte kartofler anvendes.
(Tak til spisetidskortene fra Kvickly )