Det gør vist ikke videre fantastisk med den her kogebogsudfordring (uge 39 banker kraftigt på døren), men hva’ pokker – så minder det mig vist om hvor let det er at hænge fast i vanerne, det er den indre kogebog der er lettest at finde frem fra hylden.
I stedet for (igen) at undskylde, bukke og skrabe – hvilket vist er blevet en ret dårlig vane, så vil jeg give jer en omgang hjemmelavet müslibarer.
I den oprindelige opskrift af Nigella er tingene vejet af, men jeg har målt mit af – da jeg vist er kommet til at ødelægge min halvt år gamle køkkenvægt med vand.
Så nød lærer… I kender ordsproget – og jeg hev mine målebægere frem.
Det skal lige siges at min udgave bliver lidt løs i det, så enten har jeg hældt for meget af det tørre i eller været for utålmodig angående bagetiden.
Så værsgo, en opskrift:

Kogebogskampen #14 – Müslifirkanter
- 1 ds kondenseret mælk ca. 400 g
- 6 dl havregryn
- 2,5 dl kokosmel
- 1 dl tranebær (hakket)
- 1 dl rosiner (hakket)
- 25 mandler (hakket)
- 30-35 pistacienødder af den saltede slags (og så hakket)
Tænd ovnen på 130 C og beklæd en form på ca. 23 x 33 cm med bagepapir.
Varm den kondenserede mælk op i en gryde – hold øje med den, fastbrændt mælk er ikke sjovt (lesson learned).
Bland de andre ingredienser sammen i skål og hæld den varme mælk over og rør sammen med en dejskraber.
Bred blandingen ud i formen og glat med dejskraberen, evt. kan fugtige hænder bruges hvis det ikke er glat nok.
Bag blandingen i 1 time og lad den hvile 15 min., inden den skæres ud i mindre tern.
Det kan man vel kalde havregrød i (god) form?
(Tak til Nigella ekspres endnu en gang for inspirationen)
3 Responses to Kogebogskampen #14 – Müslifirkanter