“I want a chimichanga!”

Posted by Sacha in Hovedret, Kødfri, Mad, Opskrift | Leave a comment

En tur på Google fortæller mig at Chimichanga kan smides i puljen af Tex-mex retter, som på klassisk vis er en dybtstegt tortilla indeholdende kød(sauce), serveret med cheddar, creme fraiche og salat (evt. ris).

Tak Google.

140914_Chimichanga

Og sådan ser det ud i en kødfri version

Første indslag i madplanen for uge 32, ( I ved den plan jeg lagde for adskillige uger siden…) er netop Chimichanga, og kødfri udgave fundet i en kogebog af Louisa Lorang (vild med grønt).
Her arbejdes med bønner, hvilket kræver lidt forberedelse.
Så start med at sætte bønnerne i rigeligt vand aftenen i forvejen og inden bønnerne koges skylles de i rigeligt vand, af nogle omgange og bønner der skiller sig ud pilles fra.

Jeg har tilpasset opskriften til to portioner (= to måltider til en)

Bønne-delen

  • 1 dl Pintobønner (udblødt natten over)
  • ½ løg skåret i både
  • 1 hvidløg, grofthakket
  • ½ chili, befriet for kerner groft snittet
  • 1/4 dl madolie*
  • ½ tsk stødt spidskommen*
  • ½ tsk stødt koriander*
  • salt
  • vand

Samling/servering af chimichanga

  • 2 hvedemelstortillas
  • 75 g cheddar (revet)
  • Madolie til stegning
  • Iceberg, snittet
  • salsa (det fra tex-mex hylden)
  • creme fraiche eller lignende (jeg bruger fromage frais)

Hæld de skyllede bønner i en gryde sammen med løg, hvidløg og chili, hæld vand på og sørg for at der er rigeligt med vand.
Lad det koge i 1 time og 15 min. evt. mere indtil bønnerne er møre.
Hæld vandet fra gryden og over i en kande.
Mos bønneblandningen groft og tilsæt evt lidt af kogelagen.

Hvis man laver til 1 person/portion tages halvdelen af bønnemosen fra og overhældes med lidt kogelage, det skal ikke svømme, blot være fugtigt. Put det i en beholder og sæt det på køl til næste dag.

Hvis man kun laver til en portion, bør man muligvis halvere mængden af det stjernemarkerede.

Varm olien op på en pande og steg bønnerne, tilsæt evt. lidt af kogelagen og smag til med spidskommen, koriander og mere salt end du umiddelbart tror.

Nu er det tid til at samle din chimichanga.

Tag en tortilla og fordel den stegte bønneblanding på halvdelen, drys osten over og fold den anden halvdel over.

Tag den varme pande fra før, tør den evt. med lidt køkkenrulle for bønnerester.
Hæld olie på og varm op.
Når olien er varm vippes tortillaen over på panden, hvor den steges på begge sider.

Server den rygende varm på en tallerken med snittet iceberg, salsa og fraiche og evt mere ost.

Efter min smag er der for lidt grønt fyld ved siden af i forhold til mæthedsfølelsen, så en god fyldig salat vil ikke skade her.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.