Hvilket ikke skal forstås som jeg står plantet i et par gummirøjsere ude i noget mudder.

Nej, jeg er som bekendt jobsøgende og har i dag opgaven der hedder: “Brug telefonen!”

Hvis der er noget jeg absolut ikke bryder mig om, så er det at ringe fremmede op, men når tingene går pænt sløvt jobsøgningsmæssigt, så må man prøve noget nyt.

Så jeg har i dag ringet et sted op, fordi der var nogle ting i jobannoncen, som jeg måtte have opklaret og det var med rystende hænder og stikord til samtalen skrevet ned på papir, at jeg ringede kontaktpersonen op.
Jeg fik mine svar og vedkommende i den anden ende fik også stillet spørgsmål til mig.
Ikke mindst, så gjorde jeg noget kun et fåtal af jobsøgere gør, nemlig at bruge telefonnummeret på oplaget.

Så da jeg lagde røret på, var jeg helt høj.
For jeg gjorde noget, som jeg ikke bryder mig om, men som har rustet mig til de næste par opkald som jeg skal have foretaget.

Læs også mig

Et år i Coronaland – del 2

Nej, det er ikke glitter, glamour og cupcakes at være jobsøgende, men det er noget som mange forholdsvis nyuddannede fra de små (på papiret priviligerede) årgange har som deres dagligdag – at vente på at det er deres tur til at ryge igennem nåleøjet.