Der er et eller andet ved fuldmåne som er fascinerende, men samtidigt også mystisk og skræmmende.
Især måneformørkelser har jeg i mange år haft det svært ved, jeg har fundet det utrolig uhyggeligt at se på en rødlig måne.
Husker en gang som barn, hvor vi kørte hjem fra et skolearrangement, det var første gang at jeg lagde mærke til en rød måne – vidste faktisk ikke at der var tale om en måneformørkelse.
Jeg blev faktisk bange og troede at noget var riv-rav-ruskende galt (så meget for at være et intelligent barn, der sad med snotten i leksikonet bare for sjov).
Hvor er det dog svært at tage et ordenligt billede af sådan en lysende klar fuldmåne, dog giver det nogle interessante billeder, alt efter lukketiden på kameraet.
Det blæste en smule den dag, hvilket forklarer de knap så knivskarpe blade, fordi jeg valgte en meget lav ISO (100) og en forholdsvis lang lukketid (2 sekunder).
Hvis det ikke var for det var for bladene på træerne, var der dømt rigtigt efterårsuhygge.
