Efter over et års fravær fra Bloggen, så er jeg tilbage.
2020 har været et mærkeligt år for de fleste mennesker, med et pennestrøg en dag først i marts, begyndt der at blive streget i langt de fleste kalendere.
Vi stod og stirrede ind i uvisheden, vi lærte nye ord som: Samfundssind, værnemidler, smittetryk.
De fleste af os med kontorjobs blev sendt hjem med pc’en under armen, hvorefter vi måtte prøve at indrette en kontorplads i hjemmet.
For mig betød den nye kontorplads i hjemmet, at min egen bærbare røg i skammekrogen, og den kom sjældent frem, for jeg orkede ikke at se på min bærbar når jeg havde fri.
Sommeren kom, og sommeren gik, pludselig var det efterår og jeg begyndte at få lyst til at støve bloggen af, jeg blev introduceret til Bloggers By Heart af en af mine odenseanske medbloggere/medinstagrammere.
Jeg lurede lidt på det, og mens jeg tyggede lidt på tingene, lukkede landet ned endnu engang, og i samme periode som landet lukkede ned, ændrede jeg lidt på hjemmekontorpladsen.
Jeg havde taget en beslutning, bloggen skulle genoplives.
Årsagen skal findes i min notesbog, for den var med et spækket med idéer, som jeg måtte have ned på skrift, og hvor Instagram ikke er det rette medie.
Da Bloggers By Heart afholdt fire dages Masterclass, måtte jeg med, og det endte med at jeg meldte mig ind i dette netværk.
Jeg skiftede kort og godt med motionsmedlemsskab ud med et blogmedlemsskab, for med den lille virus i blandt os, så ville der gå længe, inden jeg ville komme i motionsklubben igen.
Så her er jeg nu, en måned inde i år 2021 og genopliver min blog.
Jeg har, synes jeg selv, en masse spændende ting på programmet for mine forskellige sociale medier, og jeg håber at du vil kigge med her i 2021.