Nå men, i tirsdags bed jeg i det sure æble og kontaktede min læge, for den der ankel så nu lidt suspekt ud.
Minimal hævelse men de farvede mærker ændrede farve i løbet af dagen.
Hvor det om morgenen var rødligt og blå-lilla om aftenen – festligt ikk’?!
Så til lægen med mig og jeg kom ind til en turnuslæge (ved godt det hedder noget andet i da).
Anyway, lægen trykkede pist og pist på foden, dommen lød: “Umiddelbart er det en kraftig forstuvning, men jeg kan ikke udelukke at der er slået en flig af.”
…
…
…
Ikke lige det svar jeg havde ventet, så lægen ville skaffe mig en henvisning til røntgenafdelingen, men fordi klokken var 15, så ville jeg skulle igennem skadestuen.
Det mente lægen dog ikke at jeg skulle spilde tid på, så min henvisning til røntgen hed onsdag morgen.

Jeg humpede hjem og kunne godt mærke at ordene: “Måske slået en flig af”; Ikke lige var hvad jeg havde  regnet med og jeg gruede derfor at anklen var mere end bare forstuvet – det kunne jeg ikke rigtig overskue konsekvenserne af.

Læs også mig

Et år i Coronaland – del 2

Så jeg mødte onsdag morgen op lettere nervøs og gensynet med OUH’s beton og gangen med de blå pile, var ikke noget jeg lige havde regnet med – seriøst, jeg får kuldegys af at være der.

Herefter fulgte en ventetid på omkring tre kvarter, hvor der var en anden før mig det første kvarter og herefter en halv times ren ventetid.

Jeg kommer ind til torturfolket – seriøst: Når man nu kommer og skal have taget billede af et led, så er det fordi man ikke kan bevæge det som normalt..
Så ordene: “Kan du lige ligge foden i den der vinkel” rejser med det samme spørgsmål, som skrevet herover.
Nå men jeg fik først taget billedet i en vinkel med hælen i pladen og i en næsten ret vinkel… æhm AV!
*klik*
Så en ny plade med foden lagt  i en vinkel til højre… No problem.
*klik*
Så det tredje billede, hvor foden skulle ligge på den venstre side… Av for… 1,2,3,4,5,6,7,8… efterfulgte af en indvendig banden.
*klik*

Ned fra briksen og ud med mig på gangen, mens lægen blev tilkaldt for at se på billederne = 10 minutters ventetid.

Endelig kom en af radiograferne ud med beskeden: Der er intet brud.

Mig: Pyh… Så er det kun en kraftig forstuvning.

Radiografen: Det ved jeg ikke noget om, ved kun at der intet brud er.

(… det var så kun en konstatering og ikke et spørgsmål…)

– og så var jeg lettet over beskeden, men de der smerter…
De er der forsat og jeg kan endnu ikke gå på flad fod (uden at se sol, måne og stjerner i smerte), vil hilse at sige at det er bare en anelse hårdt at bære al vægten på højre fod og ben, når jeg står op.
Plus der er udfordringer på tøjfronten, da jeg er pænt bundet til mine jeans, da strømpebukser er lettere umuligt at hive udover forbindingen.