For nylig krængede jeg indersiden ud og åbnede for den mindre lyserøde side af undertegnede, nemlig mine år med det tre hovedet monster. I torsdags var der et arrangement hvor jeg ud fra beskrivelsen, ikke helt kunne bedømme hvad det ville omhandle, andet end noget med at tale.
Normalt er denne type arrangementer præget af oplæg og så efterfølgende spørgsmål.
Det var så ikke tilfældet denne torsdag, for der lød opgaven på elevatortalen, eller det var ikke det ord der blev brugt.
Til de der ikke ved hvad en elevatortale er, så er det en tale på 1-2 minutter, hvor talen starter det øjeblik hvor du møder modparten og så gælder det om at få budskabet ud, klart og tydeligt.
Hvis der er noget der noget der kan bringe mig tilbage til det tre hovedet monster, så er det ting som at tale for en forsamling og ikke blot føre en samtale.
Nå men jeg fik griflet lidt på talen, der som udgangspunkt skulle handle om hvorfor vi hver især var konservative.
De af de tilstedeværende der har mødt mig mere end et par gange, har set mig gå fra at være sprudlende til at være ligbleg og meget stille.
Som vi kom igennem de forskellige talere, inkl. de tips og råd de fik med på vejen, både fra oplægsholderen og fra os andre, så kunne jeg mærke at min tale skulle være om noget helt andet – nemlig om mit monster, og det jeg har været igennem, for at komme ud på den anden side.
Talen blev skudt direkte fra hoften, fortællingen kunne jeg, da den er blevet tænkt igennem ufatteligt mange gange.
Så sker der noget ufatteligt syret, for da jeg står frem og begynder at tale, tænker jeg kun på at holde nerverne i ro, så hver gang nerverne slog kolbøtter i systemet på mig, holdt jeg pause for at trække vejret og stemmeføring samt kropssprog gled naturligt med, jeg kiggede ud på et par af tilhørerne.
Slutningen havde jeg ikke tænkt igennem, så den blev lettere fumlet.
… og tid til evaluering.
Hvad jeg så ikke helt har fattet endnu, er at jeg tilsyneladende havde fat i det, i kernen på sådan en tale.
For sagen er den at jeg fik ros, hvis jeg bruger mig selv på samme måde i taler generelt, så har jeg virkelig hånd om de taler jeg måtte holde.
Skræmmende, siger jeg bare, tænk at der er noget jeg har bøvlet med, frygtet så meget – at jeg faktisk er god til det.
Som sagt, så har jeg forsat svært ved at forstå det og tro det, for hørte jeg rigtigt?
Hvor vil jeg hen med denne fortælling?
Jo, nogle gange skal man turde at træde ud af ens comfortzone, det kunne være at man var langt bedre til den givne ting, end hvad man har gået rundt og troet.
Hvis man stinker til det? Jamen, så er det blot point til erfaringskontoen.
