Jeg vil indføre nogle små indlæg med mellemrum, af den slags hvor man tænker: D’oh!! Over sig selv.

Lad mig sige det sådan, jeg har præsteret mere end en af den slags her for nylig, men lad os tage hul på det.

Når man er til fest, så kan man godt føle at man er godt kørende uden at være stangvissen, for man er jo ikke gået kold, dagen derpå synes man ikke at have huller i hukommelsen eller have lavet noget der kunne give anledning til de vilde moralske tømmermænd…
Det varer så lige til de der dage senere, hvor man kommer til at kigge i sine sms-beskeder.

For lige der dukker der noget op, som man så ikke husker at have skrevet, om end det der intet “farligt” over det, så alligevel – for hvordan kan man have præsteret at indtaste en kammerats telefonnummer i den nye telefon klokken 2-3 stykker om natten uden at huske, at man så også har haft en sms-veksling, mens man har stået hvad der minder om maks 4-5 meter fra hinanden.

Læs også mig

Et år i Coronaland – del 2

Lige da jeg læste sms’erne, altså de her fuldkommen sorte sms’er, begyndte de små grå at arbejde på højtryk: For hvorfor pokker har vi sms’et og over hvad?

Dog er jeg imponeret over at jeg har kunne stave vedkommendes navn uden fejl, samt indtaste telefonnummeret (eller skrev vedkommende og så derefter indtastede jeg navnet??).

Selvom der intet var i det, så kunne en alkolås være en meget god idé, selv på en iPhone, som ellers er let at skrive volapyk på pga. autocorrect.

Det er der man siger: Jeg drikker aldrig mere (eller ikke før næste fest…)

Telefoner og alkohol er bare en dårlig cocktail…