For det gør jeg åbenbart ikke og hvorfor så ikke?

• Jeg skriver ikke kun om en ting, det er både mad, tøj, oplevelser, mig, mig oooog mig.
• Min grammatik er forfærdelig, punktummer og kommaer, samt sætningssammensætninger er langt fra min stærke side.
• Jeg bruger sjældent på penge på andet end high street, tror faktisk ikke at jeg endnu har brugt penge på andet end high street.
• Jeg lever et leverpostejsliv, som enhver gennemsnitsdansker og jo, jeg er temmelig gennemsnitlig, for jeg tilhører en af de små årgange, som på papiret for et par år siden ikke burde kunne havne i arbejdsløshedskøen.
• Jeg kender ikke nogle rigtigt spændende mennesker, tror ikke at politikere og politikerspirer tæller som værende spændende.
• Jeg ejer endnu ikke et spejlreflekskamera, mit lille lommekamera gør det faktisk temmelig godt.
• Mit hjem kunne betegnes som et Ikeahjem, der er ikke mange spændende genbrugsfund.
• Billederne af mit kluns bliver bedst ved hjælp af spejlet, katten kan jo af gode grunde ikke hjælpe mig – den er for det første ikke høj nok og for det andet, så tror jeg ikke at den er i stand til at betjene et kamera på opfordring (hvis den overhovedet kan betjene et kamera).
• Jeg har ikke en fast rytme på hvor ofte jeg udgiver et indlæg, nogle gange går der et par dage imellem en udgivelse og andre gange ryger der flere ud på en dag.

Kort sagt, jeg er for gennemsnitlig til at det er logisk at jeg overhovedet har en blog, jeg burde nøjes med en dagbog.

Læs også mig

Et år i Coronaland – del 2

Men hvad pokker, jeg blogger fordi jeg har lyst og man behøver jo ikke være ekspert på et givent område, for at have en mening eller holdning til det.
Hvad enten det er sæsonens farve, et samfundsspørgsmål eller noget helt niogtresenstyvende.

Men hvis vi som mennesker skulle please andre og anse deres meninger og holdninger til alt, som værende langt bedre end det man selv måtte mene.
Hvor er vi så?

Det kan godt ske mit liv og mine oplevelser er leverpostejsmadder, men det er faktisk fint nok for mig.
For ønskede jeg mig at det skulle være lutter flødeskumskager, så gjorde jeg nok noget for at det ville blive lutter flødeskumskager, på den anden side, så vil lutter flødeskumskager i den lange ende, være lige så ensformigt som et liv bestående af lutter leverpostejsmadder.

Naboens græs er ofte grønnere, men vi ved ikke om han i nattens løb er ude for at male den grøn eller om han i virkeligheden er så glad for sin grønne plæne?

PS.
Jeg er faktisk temmelig ligeglad med at min blog er fyldt med flere faux pas, det morer mig faktisk at høre og læse om hvad man bør gøre som blogger, det giver mig nemlig lyst til at være Rasmus modsat 😉

PPS.
Pokkers!
Nu har mine skriblerier givet mig lyst til flødeskumskage 😀