Jamen… Jeg har jo intet tøj at tage på, hvem har ikke sagt/tænkt dette – mindst éen gang!?
Måske ikke mandag morgenklokken 05:57, nok nærmere fredag eftermiddag i H&M, hvor et stykke tøj har fanget ens blik og man prøver at overbevise sig selv, at man desperat mangler lige præcis det stykke tøj.
Selvom at jeg har haft så meget tøj, at jeg har kunnet nøjes med at vaske tøj en gang om måneden (af tre vaske i en industrimaskine) så har jeg lidt for tit tænkt tanken, at jeg ikke havde noget tøj.
Jeg har kunnet bilde mig selv ind, at jeg manglede tøj halvvejs i måneden, fordi halvdelen lå i vasketøjsposen.
I starten af januar, efter at have fået vasket i bund.
Tog jeg den beslutning at lave en optælling af min samling af tøj, hvilket blev noget af en øjenåbner – mildt sagt!
For man kan ikke påstå at 30 par trusser og 20-25 t-shirts/ærmeløse skriger: “Mangler tøj! NU!”
– og antallet af strømper/strømpebukser, som jeg var overbevist om, var noget jeg desperat manglede, det taler vi ikke om!

Så frem for at planlægge køb af nyt, af det jeg troede jeg desperat manglede, gik jeg i gang med at rydde ud i samlingen.
I første omgang røg der ikke meget ud, for jeg har det svært med at smide brugbart tøj ud.
Men efterfølgende er der dukket mere tøj frem fra gemmerne, hvor jeg har kigget på tingene, med Marie Kondos ord hviskende i baghovedet.
Selv mit studentertøj fra det herrens år 2002 (!) er røget ud af skabet, og ned i en pose til H&M (samme sted, hvor jeg købte det i sin tid).
Så måske 2019 er året hvor jeg endelig får begyndt på: ”hvis et styks nyt tøj skal ind, skal et tilsvarende ud”, og til en start skal der mere end et styks ud, for hvert nyt stykke tøj.
Denne noget for noget tanke i forhold til klædeskabet, har jeg haft i en hel del år, netop fordi jeg ikke bryder mig om, at smide brugbart tøj ud eller købe nyt, bare for at købe nyt.
Man plejer at sige, at hvis det ikke har været postet på nettet, så er det ikke sket.
Så, vi skriver marts, og intet nyt er kommet ind, altså undtagen af de sneakers, som erstatter et andet par sneakers.