Jeg skrev egentligt dette i en statusopdatering på facebook, selvom det muligvis mere hører hjemme her.
“Jeg bliver lige overrasket hver gang, nogen reagerer mere end almindeligt positivt på at jeg fotograferer LEGO.
Jeg gætter på at jeg ikke er eneste AFOL, som har LEGO over alt..
Teknikeren spørger om jeg sælger LEGO, hvor til jeg svarer at jeg fotograferer det, hvorefter jeg viste en bid af det jeg har skudt ind til videre.
Begejstringen over især Benny med lyskæden gjorde, at jeg tilbød at han da godt måtte få det til baggrund på telefonen.
Billedet var ikke mere end overført, før det var blevet lagt på som baggrund.
Jeg blev lidt stolt, men også temmelig benovet over det.
For jeg fotograferer jo bare, jeg bygger jo ikke store imponerende MOC’s.”
Jeg tilhører en meget lille gruppe AFOL’s (Adult Fans Of LEGO), som primært fotograferer LEGO, fremfor at bygge med det.
Hvilket betyder at sparring med andre som tilhører denne niche, primært foregår online og på engelsk, hvilket gør det til en anelse ensom affære at arbejde med LEGO på denne måde, fordi man ikke får samme feedback, som man gør når man stiller op med et imponerende byggeri (kaldet MOC = My Own Creation), samtidigt med er det svært at sparre med nogen ansigt til ansigt, fordi vi er spredt ud over det meste af verden.
Så da jeg i weekenden tog forbi en stor LEGO-udstilling som gæst, anede jeg ikke at jeg ville gå derfra med adskillelige projekter og idéer i baghovedet, det var lidt surrealistisk – for når man tilhører en lille niche indenfor en hobby, så havner man let i et hjørne.
Så da jeg i dag oplevede at en vildt fremmed, reagerede på det jeg laver, blev jeg overrasket.
For er det jeg laver interessant, det er jo bare billeder?
Det er en kunstform, og som med al anden kunst er smag forskellig, så jeg har altid paraderne oppe, når jeg fortæller at jeg fotograferer LEGO, for ofte minder folks ansigts udtryk mere om at jeg har sagt til dem: “Jeg blender fisk for at udtrykke min kunst”.
Det er jo bare billeder af LEGO…
