I lørdags drog jeg en tur til Dronningens København, der hvor nogle tror at verden ender ved S-togets endestationer (eller endnu værre ved Metroens endestationer).
For jeg skulle ind at se Into the Woods.
Jeg havde ingen forventninger til forestillingen, andet end at den startede pokkers tidligt: Hvilket vil sige klokken 12.
Lynhurtigt går det op for mig, at dette er ikke en forestilling for børn – med mindre man har et stort brændende ønske om at forklare nogle af de ting der bliver sagt/gjort mellem linjerne.
(Nok ikke lige der forældrene havde lyst til at fortælle om blomsterne og bierne).
Jeg sad flere gange og var flad af grin lydløst, hvor jeg sad og krammede knæet.
På hjemturen var stemningen en helt anden blandt os fem kvinder, og det var her jeg lærte endnu en ting.
Man kan hurtig blive stemt hjem, hvis man ikke er til Ryan Gosling – jeg er godt klar over at mange, rigtig mange sukker over ham.
Men jeg kan altså ikke se hvorfor – så hent høtyvene for jeg forstår absolut ikke hypen omkring ham.
Jeg er i mindretal her, jeg ved det.
Skulle du spørge: Hvem så?
Så er mit svar: Me too know, and you not to find out 😉 – pjat, men det er en anden snak.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme igennem sommeren uden mine tapladies, for hold nu op hvor kan vi grine sammen og bakke hinanden op, når man synes man er absurd dårlig til et trin/trinkombination.
