- Tilløbet er taget – tjek!
- Sko købt – tjek!
- Hængelås til skabet købt og personificeret – tjek og tjek!
- App downloadet – tjek!
Nu hvor dankortet blev flået, forslået og forpustet, så var det på tide at få taget det næste svære skridt, nemlig det at melde sig til første time.
Så jeg beslutter mig for at klæde om hjemmefra, smider skoene i tasken og hængelåsen på min nøglesnor og begiver mig af sted i god tid for at få udleveret medlemskortet og at styr på andre praktiske ting.
Det viste sig at god tid, kun lige var til tiden, da en foran mig i køen på ingen måde havde travlt. Hvilket triggede undertegnedes “tids-tics”. For da det endelig blev min tur havde jeg kun fem minutter at løbe på.
Hvilket blev brugt på at få taget billede med et webcam, skrevet mit kundenummer på kortet og få peget i retning af hvor indtjekningsterminalerne befandt sig, sidstnævnte fordi printeren til ene af terminalerne valgte ikke at virke.
Nu kun med tre minutter til luk af tjek-ind, og spørgsmålet meldte sig: “Kan jeg finde ud af det?”
Ja, det var tryk på holdet og så håbe på at printeren ville spytte en lap papir ud, hvor efter næste spørgsmål meldte sig: “Hvad fa’en skal man bruge det til?”
Næste skridt var at finde omklædningen for at skifte sko, og et skab til sætte mine ting.
Omklædning: Done!
Hvor fa’en er så holdsalen? Jeg kan kun se et stort rum med diverse maskiner, med mennesker på nogle af dem.
Jeg spørger en kvinde om vej, og det viser sig at man skal skråt igennem maskinrummet for at finde holdsalen.
Jeg følte mig så meget som en der var faldet ned fra månen, da jeg passerede maskinerne.
Fremme ved holdsalen træder jeg ind i et rum, hvor der er grønne vinkler på gulvet, udstyr på to af væggene, vinduer på den tredje væg, og langs den anden store væg er der spejle fra gulv til loft!
Oh! Horror!
Langsomt dukker der flere kvinder op, og instruktøren beder om papirlapperne (ahh.. det er det de skal bruges til)
Tid til Zumba og instruktøren fortæller at hun er ny og at hun ikke taler, men giver tegn, heldigvis spørger hun om der er nye og en anden stikker også poten i vejret (pænt lettet over dette).
Inden vi går i gang siger hun at hun har husket at indlægge flere vandpauser -“vandpauser? Sådan noget har jeg aldrig oplevet at have behov for før”.
En, to, tre og vi er i gang.
Jeg vælger at fokusere på instruktørens neonorange sko, for at få en idé om trinnene – men fordi hun er den tavse type, så ryger jeg ud af takt konstant fordi jeg ikke kan se når hun med armene giver tegn til ændring af retning og antal gange i den retning.
Fokus er på fødderne, så mine arme dingler rundt, som to stykker slattent spaghetti – kønt kan det ikke påståes at være.
Med et forstår jeg hvorfor der er indlagt vandpause, sveden står af mig, som var jeg et springvand.
Pludselig er de 55 minutter meget meget lang tid, med 15 minutter tilbage af timen holder jeg jævntligt øje med tiden, for den manglende væske kan efterhånden mærkes – da kroppen går ned i gear.
Pludselig er de 55 minutter gået og jeg er tørstig, har taget bad i mig selv og kan mærke det øverste af mine lår.
Turen fra holdsalen og til omklædningen går tilbage igennem maskinrummet, nu med flere mennesker… Ser frem til den dag jeg er blevet vant til det.
Hvad lærte jeg så?
- Husk en vandflaske
- Ret snørebåndet på skoene
- Lad arme være arme – det kommer nok
Næste skridt er at prøve andre hold af, og jeg fik flere forslag på Instagram, som jeg nu skal kigge nærmere på – med flere centre inden for en overskuelig afstand er der rigeligt at vælge imellem.
