Jeg har aldrig rigtig set mig som typen der gik i fitnesscenter, det har været de der mænd med blæk op og ned af armene, som vandre rundt som bar de et bundt baguette under hver arm, og kvinder iklædt makeup, fikst klædt og flere størrelser mindre end mig.
Ikke mindst et sted hvor egoet er i højsæde.

Kort sagt, det diametrale af den sport jeg dyrkede i lige godt 20 år, nemlig folkedans – hvor det vitterligt er kom som du er, og hvor det sociale (forhåbentlig forsat) er i højsæde.
Hvor det eneste “krav” er et par sko, som ikke er med gummisål.

Så hvorfor begynder jeg så ikke til folkedans igen, det ville jo være det logiske?
Efter 8 års pause ville jeg gerne i gang igen og håbede på at stepdans alternativt Irsk step kunne findes i Odense, eller på Fyn.
Heldet følger ikke altid de tossede, for nærmeste stepdansehold ligger i Roskilde, hvilket med lidt hovedregning ville blive en anelse dyrt at pendle til.
Så et alternativ skulle findes, og her viste dans, i et fitnesscenter, sig at være den billigste løsning, frem for timer på en af byens danseskoler.

Læs også mig

Et år i Coronaland – del 2

Så efter et par ugers tilløb, frøs helvede til og jeg blev medlem af et fitnesscenter.

Så følg med i en fitnesscenternewbies oplevelser.