Alle der har haft Old i gymnasiet, har sikkert stiftet bekendtskab med Ate, eller som hun blev kaldt af min Oldlærer i sin tid: Rullegardinet Ate, pga. hendes evne til at sløre sindet/at se verden uklart.

Jeg har siden 1. februar i år vidst at min stilling ville være en tidsbegrænset en af slagsen, dvs. med en udløbsdato. Først var datoen 1. august men inden sommerferien, for alle andre end mig, fik jeg forlænget ansættelsen til årets udgang, hvilket jo nærmest er i morgen.

Selvom jeg har vidst dette, så har jeg skudt det fra mig, da tanken om dagpenge, systemet og alt hvad der følger med, inklusiv den offentlige gabestoks modpoler.

Først den 4. december og jeg gentager den 4. december klapre rullegardinet Ate op og det går op for mig, at jeg har ikke længe tilbage på arbejdesmarkedet, før jeg igen hænger på de ugentlige aftaler med jobnet.dk.

For lige at komme på forkant med tingene, da min a-kasse næppe har folk på arbejde de få dage mellem jul og nytår, så ringer jeg der ind for at høre: Hvordan står jeg.

Læs også mig

Et år i Coronaland – del 2

Svaret jeg fik gav mig med det samme knaldende hovedpine, kvalme og tårerne der  stod ud af øjnene på mig, som var det Niagara vandfaldet.
Svaret var: Du har 22-24 ugers dagpenge tilbage uanset om de hedder dagpenge eller feriedagpenge. SLAM!!
Fed besked når man gik og troede at de seneste 11 måneders fuldtidsarbejde talte i regnskabet direkte og ikke på en lukket bankkonto, der først tages i brug når timebanken når de forjættede nittenhundrede og en sjat timer, jeg mangler et sted mellem 150 og 200 timer.
Det er meget meget meget få timer, der skiller mig fra at have omkring 24 uges dagpenge tilbage før Kontanthjælp til at have 2*52 uger på dagpenge.
Da jeg spurgte ind til muligheden for en akutsamtale i første eller anden uge af januar, lød svaret at der jo var mange andre der stod i samme båd som jeg.

Men da min dagpenge udløber inden 1. juli er jeg med i suttekludspuljen Akutjobkandidat – woo-fucking-hoo!
Rettere: Woo-fucking-BOO!
For de steder der leger barmhjertig samritaner og har akutjobfolket som første prioritet, (blandt KBH kommune, Staten og sikkert også en lang række andre offentlige instanser), der er jeg først med i puljen når jeg rammer skærelinjen: “Du har nu kun 13 uger tilbage” og så vil der ryge et automatisk brev ud fra min a-kasse og jeg kan søge dem om at få papir på, at den er god nok, jeg er akutjobkandidat.

Akutjob er vel nok en dejlig opfindelse, en fin lille sutteklud som politikerene kan klappe sig selv på skulderen over og sige: Hvor er det dejligt at gøre noget godt.

Indtil da: Jeg kan søge jobbene med mærkatet og blive positivt overrasket, når altså det drejer sig om de offentlige stillinger.

Så på en eller anden måde, har jeg følelsen af at have spildt 11 måneder, dog ved jeg godt at de 11 måneder plus de 6 foregående i løntilskudsstilling giver noget på erhvervserfaringskontoen og jeg rent faktisk kan noget – det skal jeg så forsøge at overbevise mig selv om, når selvtilliden dykker til det absolutte nulpunkt.

Så jeg ved godt hvad jeg skal bruge tiden på allerede fra nu af: Søge job, søge job, søge job og finpudse CV’et – det er jo kun et lille år siden at jeg sidst var i den situation.

For jeg o-r-k-e-r ikke dagpengesystemet!