Bullet Journal vol 2.0?

Posted by Sacha in Hobby | 2 Comments

For halvandet år siden kastede jeg mig for første gang ud i et (lettere halvhjertet) forsøg på Bullet Journaling.

Jeg lagde ud med en mægtig fin bog fra Søstrene Grene, som viste sig ikke at være egnet til andet end blyant, men med den hang jeg har til notesbøger gjorde det ikke så meget, for der ville altid kunne findes en anvendelse for den, bare ikke som kalender.

Jeg anvendte bogen i et par måneder, men fordi den ikke helt kunne klare blæk/kuglepenne og kun blyanter, så løb det ud i sandet.
Jeg kunne godt lide at alt var samlet et sted.

Men det fejlslag gjorde at jeg kiggede efter anden kalendertype, og sådan en fandt jeg.
Den kom med fortrykte to-do lister klokkeslet og flere fine felter, men her skulle dato selv skrives ind.

Den kalender har jeg anvendt indtil nu og været rimelig tilfreds med det, altså hvis vi lige ser bort fra at jeg har mine forskellige lister og andet kalender relevant spredt ud over flere notesbøger/hæfter.
Faktisk gemmes mine fotoidéer og madplaner i samme noteshæftes som mine noter til jobansøgninger.

Så nu skal det være nu!
Nu skal jeg have samlet de væsentligste elementer et enkelt sted, måske med en kalender på opslagstavlen, altså den tavle der forsat står på gulvet og endnu ikke er kommet op..

Så jeg har brugt penge, købt den “rigtige” bog, linial, stencil, et BuJO Starter kit (kan lige så godt være nede med slanget fra en start), ekstra pen og klemmer.

Bullet Journal

Hørte engang nogen påstå at det koster penge at spare penge, for hele herligheden har stået mig i 372,70kr.
Av!
Men, de der tørre penne der ligger i skuffen, som egentlig skulle ud, de ville alligevel ikke blive anvendt.

Man kan i øvrigt for et pænt lille sæt LEGO for de penge… igen, da jeg sparede på materialerne i mit første forsøg, og sådan set også i anden omgang, så ved jeg af erfaring at jeg hellere måtte pine dankortet.

Nu kommer så udfordringen, hvad skal jeg have med udover de oplagte ting, og hvordan skal jeg få sat det op på en overskuelig måde.

Det jeg allerede har skitseret i mit noteshæfte er:

  • År-kalender
  • Månedsoversigt
  • Ugeoversigt
  • LEGO-foto tracker
  • vand/væsketracker
  • Madplan
  • Motion/bevægelse
  • Bloggen
  • Fotoidéer
  • Frugt/grønt plan – den kommer faktisk fra første bog

Plus en hulens masse andre idéer hentet på Pinterest og Instagram, der er nogle ret vilde til det her bullet journaling derude.
Lige fra det temmelig stringente med punkter, krydser  og streger til det helt igennem kunstfærdige.
For mig handler dette som sagt om at få samlet alle mine forskellige lister og planer et enkelt sted, så jeg ikke skal lede febrilsk efter et notat i mine hæfter.

At sidde med sådan en uberørt bog er lidt nervepirrende, og lidt angstprovokerende for min indre perfektionist, men hvis jeg forsigtigt starter med at lave en oversigtskalender med ugenumre på for resten af året, så kan det vel ikke gå helt galt?

Er du old school med klassisk kalender, eller har du prøvet bullet journaling eller har du flyttet alt der tidligere stod i en kalender over på telefonen og er fuldkommen digital?

2 Responses to Bullet Journal vol 2.0?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.