Hvis der er noget der kan få opmærksomhed, så er det bryster uanset om det er i medierne eller ude i den virkelige verden blandt levende mennesker.
Hvis jeg siger: Dolly Parton, Pamela Anderson eller Linse Kessler.
Så er der nok en rimelig stor sandsynlighed for at det første mange vil tænke er: Bryster, for nogle mennesker der er det deres fortrin man husker dem for og jeg skriver men vilje mennesker og ikke kvinder, for mænd kan være “heldig” at blive husket som ham med tævepatterne – hvilken fantastisk betegnelse? Eller, faktisk ikke.
Jeg havde fredag en aftale inde i Odense og efterfølgende valgte jeg at tulle lidt rundt inde i gågaden og slog derfor vejen forbi Magasin, stedet jeg sjældent har råd til at mishandle dankortet, men elsker at gå rundt bare for at kigge.
Jeg endte i undertøjsafdelingen, for at se om de forsat havde deres “80% af alle kvinder bruger den forkerte BH”-skilte hængende, det er skilte jeg griner af indvendigt af den simple grund: Deres udvalg af BH’er er ringe hvis man ikke falder indenfor det såkaldt normale.
Jeg hader at købe undertøj, fordi butikkerne sjældent har min størrelse i en farve,model og pris jeg kan lide – alle tre skal være opfyldt for at jeg gider kaste penge efter en BH.
Jeg vil ikke nøjes, bare fordi jeg ikke tilhører normalen og undertøjsdamerne er vanvittigt gode til at prakke BH’er på mig, som sidder af Hekkenfeldt til fordi det er en af de tre eneste modeller der er ca. passer mig og det at opnå et salg er vigtigere end erkende at ingen af de prøvede modeller sidder fantastisk.
I dag var ingen undtagelse.
Jeg blev hældt i en fuldskål aka. model brynje, dvs. en model der dækker brystet fuldstædigt, hvilket er fantastisk i forbindelse med sport og kun sport.
Da jeg fortalte undertøjsdamen at den ikke kun gabte ved brystbenet (hvilket det ikke må) men også at den sluttede så højt oppe at jeg ville være nødt til at forny min gaderobe for ikke at flashe halvdelen af BH’en, så lød svaret: “Jamen, i din størrelse så er BH’erne nødt til at slutte så højt for at yde støtte”.
Hvilket er en kommentar jeg har fået før, fra en undertøjsdame og nej, brynjemodellen er ikke den eneste model derude, men det lader til at være favoritten blandt undertøjsforhandlere i Danmark.
Hver eneste gang jeg har i ført mig sådan en bynjemodel i prøverummet er mit humør dykket til ned under gulvbrædderne og jeg føler at jeg skal skamme mig over, hvad jeg render rundt med fra naturens hånd.
I forvejen tænker jeg meget over hvordan jeg klæder mig, fordi jeg ikke orker blikke eller kommentarer. For jeg vil ikke være hende med brysterne (og skulle jeg være det, vil jeg helst forsat være uvidende om det).
Eksempelvis bar jeg i meget lang tid altid et tørklæde om halsen, til at dække brystet med, andre perioder har jeg sikret mig at have en top under, som sluttede højt nok oppe over brystet.
Jeg har også gået med bluser der sluttede tæt i halsen.
De gange hvor jeg så ikke har været fuldstændigt knappet til i halsen, så er der faldet kommentarer af og det har været fra både mænd og kvinder.
En enkelt kvinde fortalte mig at jeg var alt for nedringet, da jeg var iført en bluse der sluttede lige over kavalergangen.
En mand fortalte mig en gang til en fest, at man kunne se min kavalergang og den sad han og stirrede på, igen var jeg iført en bluse der sluttede lige over kavalergangen.
Andre gange har jeg haft lyst til at fortælle at nok er jeg ikke så høj en person, men så lav er jeg hellere ikke.
Når man har fået rigeligt af sådanne bemærkninger igennem årene, så bliver man en smule følsom og tænker meget over hvordan man er klædt, og om det er tækkeligt nok.
På sin vis er det en smule ironisk at jeg skrive så lang en smøre om min barm, når jeg gerne er fri for opmærksomheden omkring den. Men jeg er ikke den eneste – det ved jeg.
For Miriam skrev et indlæg forleden dag, hvilket jeg kom i tanke om igen i dag da jeg stod der i prøverummet iført Brynjemodellerne 1, 2 og 3 og mundvigen vendte til et omvendt smil.
Så hvor vil jeg egentlig hen med det her?
Jo, bare fordi nogle kvinder gerne vil huskes pga.deres bryster – så er vi andre (og det er nok flertallet), som hellere vil huskes for hvem vi er som personer.
