I fredags viste tv3 Da Vinci mysteriet, bevares jeg har den på dvd, men har ikke set den i meget lang tid.
Men i fredags, da rulleteksterne tonede frem på skærmen, fik jeg lyst til at læse bogen, okay.. jeg havde lyst til at lytte til bogen. Heldigt for mig havde eReolen bogen i sin samling.
Lysten til at “læse” bogen kom af, at jeg var nysgerrig på hvor meget filmen mon fulgte bogen, for er der noget som en bogelsker som mig har det anstrengt med, så er det når en film tager sig nogle lidt for vilde udflugter i forhold til Romanen.
Hvad jeg ikke havde regnet med, var at denne roman virkelig pirker ved min nysgerrighed, det er sjældent at jeg ved en bog har haft sådan et tankemylder.
I starten kunne jeg godt tøjle min indre nørd, for jeg vidste at mine fagbøger og andre opslagsværker befandt sig i reolen lige bag mig.
Jeg kunne godt holde mig fra fysikbogen, da ϕ (phi) blev nævnt, men da 10*34 blev nævnt måtte jeg simpelthen have fat i bogen, for lige præcis det der sagde mig noget.
Der var tale om 6,63*10^-34 J*s bedre kendt som Planck’s konstant, hvis brug jeg lige måtte slå op i min gamle fysikbog, fordi det sagde mig et eller andet, hvorefter jeg slog op i min gamle spektroskopibog fordi det forsat sagde mig et eller andet jeg ikke har brugt i adskillige år. Overskriften på kapitlet i spektroskopibogen hedder: “Some important results in quantum mechanics” og underoverskriften: “The evolution of quantum theory”. Hvorefter jeg lagde bogen væk – der er bare visse ting man ikke hyggelæser fem minutter over sengetid en søndag aften.
Jo, Da Vinci mysteriet vækker min nysgerrighed, og der er flere steder i fortællingen hvor jeg savnede at sidde med bogen, således at jeg kunne google de nævnte emner og nærstudere det inden jeg ville gå videre i fortællingen.
Pludselig giver det mening, hvorfor netop denne roman findes i en udgave med billeder, fordi billederne underbygger fortællingen.
Inden jeg kastede mig over dette indlæg, blev der listet en lang række navne op, herunder Nicolas Flamel, Nicolas Flamel?!
Jeg troede seriøst at det var en Rowlingsk opfindelse, en af hendes mange troldmænd, og der lærte jeg så noget nyt.
Har har skam eksisteret i virkeligheden, dog knap så meget troldmand som i Rowlings univers.
Dan Brown har seriøst skruet denne Roman godt sammen, og jeg kan godt se hvorfor den og forgængeren (som på film blev produceret senere end Da Vinci mysteriet) har fået nogle til at løfte brynene (og mere end det).
Der bliver i den grad pustet til diverse teorier og som får en til at reflektere.
Hvorfor så billedet af en solsikke i toppen af indlægget? Jo, jeg blev mindet om snakken om ϕ i bogen.
– og nu har jeg lyst snart at genlæse bøgerne om troldmanden med lynet i panden.
