Hvem kender ikke denne klassiker?
Fascinerende form for dans ikke?

Fra 1986 til 2006 gik jeg selv til dans. Som regel en gang ugen, hver onsdag for at være mere præcis, men i en periode var det op til tre gange om ugen og hen i mod slutningen, blev det noget sjældere.
Det var ikke hvilken som helst form for dans, det var folkedans med hvad der hører med af polkaer, hopsaer og… menuetter, nej sidstnævnte var ikke min kop te, hvorfor kan jeg ikke sige, syntes blot der fandtes mange mange andre sjovere danse.

Men så nåede jeg et mæthedspunkt, manglede en fast dansepartner og lidt flere dansere på min egen alder, nogen der ikke havde oplevet mig vokse op med dansen.
Da jeg så var blevet involveret i studenterpolitik, så fik jeg en naturlig anledning til at sætte dansen på pause, for det var meningen at det kun skulle være på pause, for: en gang danser – altid danser.
Pausen kom til at være flere år end jeg lige havde regnet med, nærmere bestemt hele 9 år (og nu begynder jeg sgu at føle mig lidt gammel..!)

Læs også mig

Et år i Coronaland – del 2

Jeg er dog ikke vendt tilbage til folkedansen, selvom det står mig meget nært, næh.. jeg er hoppet på stepdans.
Hvilket er en anelse grænseoverskridende, for sådan noget foregår på en danseskole og ikke bare i gymnastiksalen på en skole.
Det er rent ud sagt ukendt land, og føles en anelse forkert.

Det var en sær følelse jeg havde da jeg troppede op til åbent hus i lørdags, for at undersøge om step, nu også var stepdans og ikke den der form for step der finder sted i fitnesscentrene.
Jeg fik 15 minutters introduktion, mig i mine hippie’ish remsandaler foran spejlet, og sådan et par sandaler giver sgutte meget lyd.
Men jeg var solgt, helt og aldeles solgt.

I går (onsdag) havde jeg nerver på hele dagen, hvilket gik ud over min koncentration, for jeg skulle til min første steptime på danseskole, i en sal med spejle på den ene væg.
Her er jeg faktisk glad for at have været udsat for spejlvægge i fitnesscentrene, selvom det forsat er en uvant ting for mig, at se på mig selv i et spejl mens jeg danser, det føles enormt narcissistisk.
Timen gik forrygende godt og selvom jeg forsøgte mig i min gamle dansesko, så giver det altså ikke nok larm på forfoden.
Så nu må jeg ud på nettet efter et par ordentlige stepsko.

Men hold op, hvor var jeg høj efter timen – så fedt at kunne mærke en fremgang, det at kunne nogle af de allermest basale trin i langsomt tempo. Selvom man ved et af trinnene lidt ligner en blanding mellem en dressurpony og en der har skidt i buksere, og det lyder i øvrigt som en pony i trav.

Jeg kan i øvrigt kun opfordre voksne mennesker til at prøve noget nyt, hvorfor opgive en drøm uanset om hvor gammel den drøm er.

En ting er helt sikkert, der bliver steppet i lejligheden og hvor er jeg glad for at bo i stueetagen, men først så skal skoene bestilles.