Det er ikke lige frem sprog der var min force i skolen, stilene skulle der kæmpes for, så de blev længere end blot pixibogslængde – hey! Hvorfor skrive side op og ned omkring analyser hvis det kan forklares på fem linjer?
Det der med at lære sprog, puha – kan du sige hårdt?
Engelsk fik jeg i femte klasse, jesp så gammel er jeg nemlig – tilhører den årgang hvor andre skole fik tilladelse til at afprøve engelsk allerede fra fjerde.
Men jeg fik det altså først i femte, så fulgte tysk og fransk efter i syvende.
Tysk basal grammatik lærte jeg først en måned før eksamen i niende (mange problemer – tager en evighed at dissekere), et års fransk pensum blev delt over to år.
Så det var måske meget godt at jeg tog 10. klasse og ikke startede efter niende på sproglig linje (tal lige om rullegardinet Ate der slørede mine svagheder!)
I både 9. og 10. klasse fik jeg et smukt 6-tal og præcis samme kommentar, hvilket i grunden var imponerende, da jeg gik på to forskellige skoler.
Min viden om emnerne var årsagen til at jeg bestod, det var ikke mine sproglige egenskaber.
I gymnasiet, som så blev matematisk linje (tak til fysik-kemi i 10. klasse og jeg som eneste pige, der lugtede blod og derfor ikke ville stå tilbage for drengene – jeg klarede mig også suverænt bedst i kemi-delen af os 6-7 stykker der havde det).
I gymnasiet måtte jeg lide under engelsk forsætter og fransk begynder (hurra for at jeg ikke havde taget eksamen i det sidste!) og jeg er i dag forsat lykkelig over at jeg i 2.G kom op i mundtlig engelsk og ikke mundtlig fransk!
Da eksamen var overstået og jeg fik min karakter, som vist nok var 7 (gammel skala! vi skriver altså 2001 på dette tidspunkt).
Så siger min lærer til mig: “Det vil nok være en rigtig god idé for dig at tage ud og få talt/lært engelsk”.
Det havde hun fuldkommen ret i, men med til historien hører at jeg intet fik ud af engelsk i 10. da klassen var en af de klasser der havde haft det fra 4. – ergo jeg var ikke helt på niveau med min klasse.
Sommeren jeg blev student var jeg så heldig at komme en tur over Atlanten med Lions, hvor jeg tilbragte 6 uger (husker jeg rigtigt, så er det i dag 8 år siden at jeg tog afsted).
Her skete noget meget besynderligt, for jeg er en af de mennesker der lærer sprog ved at lytte og lade sproget flyde ind i gennem ørerne fremfor via øjnene og en bog.
For der gik ikke længe, så begyndte jeg at drømme på engelsk og når jeg tænkte, så var det en god del af tiden også på engelsk.
Det var faktisk en surrealistisk oplevelse, at møde en af de andre danskere efter et par uger og så ikke være i stand til at føre en samtale på dansk!
Mit ordforråd fik et kæmpe løft de seks uger, men som med som mange andre ting: Bruges det ikke, så ruster det.
Så mine år på uni bød på mange bøger på engelsk, men ikke megen samtale – ergo det rustede.
Så da jeg startede på mit speciale, kom jeg til et sted med et rimelig godt internationalt miljø, i det forskere kommer udefra for at se hvad vi laver, eller selv bruge apparaterne.
Så mit engelske blev fundet frem og pudset igen.
(Sjovt, når det ikke er skolerelateret så kan jeg sagtens skrive romaner)
I den seneste uge har jeg så været til konference i Amsterdam med mange prominente folk indenfor “mit” område og sproget der blev talt var engelsk.
Igen fik jeg den surrealistiske oplevelse at jeg begyndte at tænke på engelsk pga. den sproglige påvirkning.
Jeg synes det er lidt vildt at på trods af mine elendige evner til at formulere mig skriftligt på engelsk (og ja, jeg mener elendigt!), så går den mundtlige del langt bedre, når jeg bliver tæppebombet med gloserne.
Det giver sgu selvtillid sådanne oplevelser, det handler om at turde give slip (selvom det er møghamrende svært).
