Mig og februar er ikke lige frem de bedste venner, og hvert år leder jeg efter noget der kan distrahere mig fra mit lave energiniveau.
Det er der hvor vinteren bruger sine sidste krafter, og ja – vinteren falder gerne i Februar, hvilket var en af de ting jeg lærte som postbud.
Normalt så falder mit lavpunkt, hvor jeg længtes efter lys og de første forårstegn den 14. februar, midt i måneden og samtidigt lidt underholdende, med tanke på at alle butikker går amok i rødt, lyserødt og hjerter den dag.
Så hvert år prøver jeg at komme på nye ting der kan distrahere mig fra mit indre batteri der står og blinker rødt og desperat forsøger at få mig til at lade mig selv op.
I år lagde februar hårdt ud, nærmest fra dag et, og det blev ikke bedre da jeg virkelig satte næsen op efter et job, rettere JOBBET! I ved, jobbet man er 110% overbevist om at man er et match til.
Jeg forsøgte virkelig at sætte forventningerne ned, hvilket var svært da jeg begyndte at drømme om det og hvordan jeg ville håndtere det.
Så da afslaget kom, rettere det er ikke kommet endnu.
Men det indirekte afslag der kom, i og med at jeg ikke blev indkaldt til samtale, og dagen hvor samtalen skulle finde sted var jeg tudefærdig.
Hvis man har prøvet at være jobsøgende, ved man hvor hårdt det kan være.
Heldigvis havde jeg planlagt ferie i uge 7 og 8, med planer hvilket betød at jeg havde noget der kunne distrahere mig selv fra mine tanker, og lave noget der kunne smide nogle point ind på selvtillidskontoen.
Her hvor hverdagen er gået i gang igen, sidder jeg endnu engang med et stillingsopslag af typen, hvor jeg matcher – ikke 110%, men ved fra tidligere jobsamtaler med lignende indhold at jeg på nogle faglige parametre rammer plet, desværre ligger jobbet i København, hvilket vil sige at der pga. udflytningshalløjet vil være en million milliard ansøgere (overdrivelse fremmer forståelsen), så jeg skal være det skarpere, for overhovedet at håbe på at ramme ja-bunken.
I øvrigt, så hjalp det at distrahere mig selv, for der hvor jeg normalt ville ramme bunden energimæssigt, blev jeg ramt af så mange indtryk at mit energiniveau blev boostet.
At jeg så også på falderebet af februar oplevede et selvtillidsboost til dans, hvor det endte med en solo time til mig, hvor jeg næsten ramte hastigheden på koreografien, nåede endda at komme foran, hvilket er imponerende når dansen går ekstremt hurtigt.
Jeg er der hvor marts bare kan komme an, hvilket er en fed fornemmelse.
