Kogebogskampen #17– Julekage

Posted by Sacha in bagværk, Kage, Mad, mig, mig og lidt mere mig, Opskrift | Tagged , , , | 1 Comment

Her kommer opskriften på en julekage, som min mor fandt i et ugeblad en gang i 80’erne.
Det er sådan en tung sag fyldt med gode sager og så er den så fyldig at man kun kan spise små bidder af den af gangen.

Kagen bliver klart bedst af at stå i god tid, hvor den vædes i noget spiritus med jævne mellemrum.
Jeg har lavet den så tidligt som den 24. august for en del år siden (så det er lidt snyd, fusk og svindel at denne opskrift er med i min kogebogskamp – men det går nok alligevel).
I år bagte jeg kagen en gang i oktober og skal kagen bages og være god fugtig, så er det ved at være sidste udkald.

Inden du måtte kaste dig over kagen, så sæt lige en del timer af til det – for kagen skal have 3½-4 timer i ovnen!
Så det er ikke noget man kaster sig over klokken 18 på en hverdag, med mindre man altså er indstillet på en midnatsforestilling foran ovnen 😉

Nok snak – her er opskriften:

Kogebogskampen #17– Julekage

  • 375 g rosiner
  • 375 g korender
  • 125 g smuttede finthakkede mandler
  • 65 g hakket sukat
  • 65 g hakkede orangeskaller
  • 125 g hakkede cocktailbær
  • 300 g hvedemel
  • 1 tsk stødt kanel
  • 1 tsk muskatblomme
  • 250 g smør
  • 250 g farin
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 spsk mørk sirup
  • 4 store æg
  • ½ tsk natron
  • 1 spsk mælk
  • 1½ dl cognac eller rom

Desuden:

  • Springform 24 cm
  • Bagepapir

Hvis man ikke ønsker halve bøtter af de forskellige frugter, så kan der sagtens bruges mindre af noget og mere af andet, så længe den samlede mængde stemmer.

Bland rosiner, korender, sukat, orangeskaller, cocktailbær og mandler i en skål og drys 2 spsk af melet over og bland godt.

I en anden skål røres smør og farin cremet, tilsæt vaniljesukker og sirup, herefter røres et æg i af gangen.
Mel, kanel og muskatblomme sigtes i dejen og vend så frugterne i.
Rør godt rundt i den nu rimelig tunge dej.
Opløs natron i mælken og rør det i dejen.
Til sidst røres der så meget cognac/rom i at dejen bliver jævn og nem at røre i.

Nu til den tricky del, hvor springformen skal fores med papir.
Først lægges der bagepapir i som normalt, herefter foldes en lang strimmel der i bredden skal svare til den dobbelte højde af formen, dette er med til at beskytte dejen, så den ikke bliver for hurtig brun under den lange bagetid.
Hæld så dejen i formen og glat den ud så den er lidt højere i kanten end på midten, det vil gøre at den færdigbagte kage er noget mere jævn.

Sæt formen på en plade i nederste rille i ovnen ved 140 gr i 3½-4 timer.
Tjek om kagen er bagt ved at stikke en nål/strikkepind/kniv i den og hænger der intet ved er kagen færdig.
Kagen tages ud af ovnen og køles af natten over og befri så kagen fra papir og form.
Stænk kagen med cocnag/rom.
Herefter pakkes kagen ind og stænkes med jævne mellemrum, mens den modnes.
Kagen kan laves helt op til fire måneder før den skal spises, men kan i en snæver vending laves kun en uge før.
Dog bliver den klart bedre af at stå og blive vædet igennem med mellemrum.
Når kagen står og modner skal den pakkes ind i først film og herefter folie.
Vend meget gerne kagen og væd skiftevis top og bund, sørg for at også siderne får lidt.

Kagen er så kompakt at den spises som konfekt og der rigeligt kage til at to-tre kan slå sig sammen om den færdige kage.

One Response to Kogebogskampen #17– Julekage

  1. Pingback: Bomhuskager | Jordforbindelse(n)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.