At flytte er lidt en underlig størrelse.

Først så pakker man sig selv ned i adskillige papkasser, og det er som om der bliver flere for hver gang man flytter, eller det er måske bare mig?
Har man været smart, så noterer man hvad der er i de forskellige kasser, eller også tager man det som en kæmpe overraskelse det øjeblik man åbner kasserne, måske åbner man kasserne febrilsk fordi man står og mangler vinåbneren.

Jeg er fraflyttet min lejlighed, fordi afdelingen stod overfor en større renovering og valget var derfor: Prøv lykken med permanent genhusning eller flyt midlertidigt og flyt så tilbage igen.
Jeg valgte den permanente genhusning, og var heldig at få noget til billigere penge, men også 18kvm mindre og først på den anden side af sommeren.

Det var ikke lige sådan jeg havde set fraflytningen fra lejligheden ville foregår, men jeg havde så hellere ikke regnet med at jeg ville bo der i 6,5 år.
Jeg var knap 29 år og fuld af optimisme, for jeg troede at max 1,5 år og så var jeg tilbage på Sjælland, Fyn var kun et midlertidigt stop på vejen ud i et voksenjob efter endt uddannelse (hvor jeg dog elsker den der finanskrise…).

Læs også mig

Et år i Coronaland – del 2

Nu sidder jeg her 35 år gammel, er flyttet hjem til forældrene henover sommeren, har langt fra det “voksenjob” jeg troede jeg ville have.
Min næste lejlighed er en der er billigere, for at min økonomi ikke skal være så hårdt spændt, det er ikke en lejlighed jeg har valgt af lyst, men af nød.

Det er umådelig hårdt at skulle gøre ting af nødt og ikke af lyst, overveje hvordan h**vede man får plads til alle sine ting på færre kvadratmetre, det er lidt følelsen af at være en ludobrik der er blevet losset tilbage til start.

Jeg orker virkelig ikke dette flytterod, jeg nåede at blive så træt af flyttekasser at jeg til sidst kylede ting i kasser og sagde: “Dem må jeg se på i løbet af sommeren”.
Jeg sidder på mit gamle værelse, med kasser og ejendele mast godt sammen omkring ørerne på mig, og det er frustrerende ikke helt at vide hvor alting er.

Tanken om at skulle flytte det til en ny lejlighed, pakke det ud og indrette – det gør mig også ufattelig træt, bare ved tanken.
For også den lejlighed har jeg en “det er bare midlertidigt” følelse over.
Jeg mangler virkelig den der “juhu, jeg skal indrette” gnist, måske den kommer, når indflytningen nærmer sig?