Det er sgu lidt vanvittigt.

Selve konceptet med et billede pr dag igennem et helt år er vanvittigt, når man skærer konceptet til og siger det skal handle om LEGO, så bliver det lige en tand mere tosset og endnu mere tosset bliver det, når man laver en regel om at det skal tages med DSLR’et og ikke telefonen (andet end i yderste nødstilfælde).
Så har man givet sig selv en spændetrøjet på og tvunget sig selv til at være kreativ.
Det er tosset nok at gennemføre sådan et billedmarathon over et år, men når man liiige tager et år mere, fordi man simpelthen ikke fik nok første år.

Nu er andet år næsten gået og… jeg tager sgu et år mere.

Jep, det rabler vist, og beslutningen blev faktisk allerede taget tilbage i slutningen af august, efter at have boet i en flyttekasse i et par måneder, hvor jeg ikke havde samme mulighed for at køre temaer, men måtte bruge hvad jeg havde for hånden og billederne blev derfor drevet af eksperimenter og spontanitet.

Læs også mig

Et år i Coronaland – del 2

Blandt andet nåede jeg at blive træt af at skyde billeder i vandpytter, for de nåede knap nok at tørre ud inden, en ny skylle væltede ind over landet.
Men jeg fik da leget lidt med refleksionen fra vand.

Da jeg endelig så småt blev genforenet med mine ting, skulle jeg lære min nye lejlighed at kende og finde det bedste sted at fotografere indendørs.
Det tager overraskende lang tid at finde det rigtige spot, og når det rette spot er på spisebordet, kræver det lidt rykken rundt med tingene.

Det blev også året hvor jeg fik printet mine billeder ud, og fik dem udstillet.
At se sine LEGO-billeder på print er en fed fornemmelse, og den blev ikke mindre fed da jeg fik blæst et billede op i A4.
Det sjove ved at fotografere noget så småt, er at ting der fungerer med det blotte øje ikke nødvendigvis kan gengives med et kamera.
Samtidigt med kan jeg se den udvikling, som jeg har gennemgået som fotograf, men samtidigt har jeg været meget bevidst om også at udgive de billeder jeg har været knap så tilfredse med, fordi det for mig lige så meget handler om processen, som det handler om resultatet.

Nu er der snart ikke mere tilbage af 2017, har dog lige et par billeder der skal skydes, tre til mig selv og et til min LEGOfanforening.
Så mens jeg skal planlægge de sidste fire billeder for det gamle år, er jeg gået i gang med planlægningen for det nye, og her dukkede der en lille sjov udfordring op over hos Stuck in Plastic, som er en af de “toyphotography communities” jeg følger (måske er en del af?).

Udfordringen går kort sagt ud på at der er 52 uger med hver deres ord, som man bruger til ugens billede, der er intet krav om at det skal være nyt, bare billedet matcher ordet.

Nu hvor det er tredje år, jeg går i gang med, så er det fedt med lidt at lade sig udfordre på, måske flette det sammen med temaet jeg ellers kører den pågældende uge.
Ordet kan også fungerer som en støtte de uger, hvor kreativiteten halter lidt.
Der vil være ord som er lettere at arbejde med end andre, men alting skal ikke være let.