30 er ikke så farligt #6

Posted by Sacha in mig, mig og lidt mere mig, tankestreg | Tagged , , , | 1 Comment

Da jeg fik idéen til rækken af “30 er ikke så farligt”, havde jeg slet ikke skænket det en tanke, at det at skulle tænke over 20’erne ville ende som en omgang gransken af mig selv – en gransken der har givet mig nogle wow!-tanker og fået mig til at grave lidt dybere i min mentale rygsæk, og ikke mindst i den del af den, som jeg helt ikke kigger i, fordi det kræver et overskud bare at gå det igennem i tankerne.

Fornemmer vi en katten om den varm grød her?…

Dette er så et af de meget personlige indlæg jeg nu varmer op til, et af de indlæg hvor jeg åbner for et emne man ikke råber op om, fordi det er meget lidt overskuds og glansbilledagtigt.

Sagen er den at jeg har døjet med eksamensangst, der blot blev et større og større frådende monster, og jeg mener vitterlig eksamensangst.
Jeg har alle dage haft eksamensnerver angående skriftlige eksamener, helt tilbage fra første skriftlige prøver i 8.-9. klasse, men noget gik galt da jeg begyndte på uni.
For på uni slog nerverne for alvor til, hvornår det gik fra grumme eksamensnerver til eksamensagst kan jeg ikke pege ud, men min stædighed fortalte mig at det var noget pjat og jeg bare skulle tage mig sammen og få styr på tingene.
Men når man (jeg) to måneder før eksamensperiodens start talte ned til “dommedag”, så er der noget galt.
Det blev rigtig sjovt, da eksamensagsten fik følgeskab af et par “gode” venner, nemlig præstations og præsentationsangsten.
Den trio er ikke ligefrem noget der booster ens selvtillid ej hellere hjælper på selvværdet.

Jeg slæbte rundt på den trio indtil jeg dumpede en eksamen 4. gang og skulle søge om en 5. gangs dispensation, hvor min underviser kigger på mig og siger noget i stil med: “Noget siger mig, at du tumler med tingene på egen hånd og tager dig af dem selv?..”
Hvad han eksakt svæver ude i forglemmelsens tåge, men det han sagde ramte plet og da jeg dagen efter havde taget kontakt til studenterådgivninge, så sendte jeg ham en mail med at jeg nu havde søgt om hjælp.

Det at indrømme at man ikke kan deale med angst på egen hånd, er dælme et skridt uden lige – det at bede om hjælp er svært.
Det blev ikke bedre da jeg efter de individuelle samtaler med en socialrådgiver blev indstillet til gruppeterapi, det var både en lettelse at få den melding men samtidigt var det svært ikke at tænke rundkredspædagogik.

Jeg kom til dette gruppeterapi og allerede 2.-3. gang i rundkreds stod tårerne ud af øjnene og der blev lukket op for tingene, hvilket var en let skræmmende oplevelse at sidde der i rundkredsen og så vande høns, mens snottet løber og hele kroppen kramper sammen i dette store tudeanfald.

I hvertfald var det et vendepunkt for mig, hvor jeg krakkelerede og herefter måtte samle brikkerne op, for at bygge et nyt jeg, men jeg fik nogle redskaber som jeg kunne bruge til at gå fra eksamensangst til eksamensnerver.

Redskaberne som jeg fik, kunne jeg se anvendt i andre situationer end eksamen, faktisk anvender jeg dem forsat, i dag er de en naturlig del af min dagligdag.

Det gik op for mig for en lille måned siden at min præstationsangst/præsentationsangst også er væk, det er også forvandlet til kun at være nerver, ingen black-outs, kun lettere rysten på hænderne og andet fumlethed.

Måske tænker du: Wooow! Way too much information.

Sagen er den at alt der handler vores mentale tilstand, er noget der ikke tales om – det passer ikke ind i glansbillederne, så hvis vi ikke taler om det findes det ikke.
Men denne trio har en del af æren for mine mange ture i kulkælderen som studerende, ture der kunne være fra et par timer til en uge.

Men hvad var så det magiske trick der vendte skuden for mig?
Jo, det er i grunden meget simpelt, det handler om at tænke forløbet (eksamen) igennem.
That’s it!

Netop denne angsttrio og ikke mindst kulkælderdage har jeg ikke oplevet på samme måde i næsten et år nu, bevares jeg har da forsat dage der er mindre sjove, men de store tudetursdage har jeg haft i langt langt mindre grad, hvilket er en lettelse.

Så med dette i bagagen, så frygter jeg slet ikke 30’erne og ja, det er nok et af de allermest personlige indlæg jeg har lavet, men verden er ikke kun lyserøde sløjfer og glimmerdrys, der er også *øv-dage.

One Response to 30 er ikke så farligt #6

  1. Pingback: En lille succeshistorie | Jordforbindelse(n)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.