I månedens nummer af Samvirke er der en artikel om kræsenhed og det fik mig til at tænke: Hey! Jeg er kommer ret langt på det område de seneste 10 år.
For knap 10 år siden som nybagt student var jeg en tur i USA, og det første måltid vi i gruppen jeg rejste sammen med var omelet og fritter på en klassisk diner, som man ser dem i div. serier og film.
Sagen var bare den at æg ikke lige var blandt mine favoritter, altså det kunne spises hvis det var gemt væk i en æg’ish tilstand.
Så på den der diner på Manhatten blev omeletten sovset ind i ketchup, så meget at forholdet mellem ketchup og fedtet omelet var 2:1 til ketchuppen… (cirka – overdrivelse fremmer.. you know).
Ja, billedet her over viser vist lidt hvor langt jeg er kommet, og de der har fulgt med her på kanalen ved også at jeg i starten af 2011 var igennem to forskellige omelettyper, så man kan vist godt sige at jeg er nået et stykke vej med en fødevare på små 10 år.
Da jeg fik idéen til “30 er ikke så farligt..”, så tænkte jeg ikke over hvor meget jeg ville komme til at tænke over de ting jeg har været igennem de sidste 10 år og omelethistorien er blot en bid af den udvikling jeg har været igennem 20’erne.
Det er en lille ting, men nogle gange kan selv små skridt være store sejre, som man undlader at sætte pris på, fordi de er små.
