Dette er et klassisk “jeg tager billeder af mig i mit tøj i et spejl”-billede, det er ikke så meget billedet vi skal ind på, men hvorfor jeg har valgt netop dette billede til 30,2 i min 30 er vist ikke så farligt, grimt, grumt og forfærdeligt igen.
I går lagde jeg ud med et skelsættende år, og 2008 var også et år hvor jeg forberedte mig på et nyt eventyr.
Faktisk blev frøet sået den weekend dette billede blev taget.
Efter at have været til politisk tamtam et sted i nordsjælland, blev jeg sat af en solrig søndag ved Kgs. Nytorv og slendrede så ned til Hovedbanen ad Strøget, som denne dag var yderst mennesketom, der var end ikke tegn på at nogen kunne have været i byen aftenen i forvejen.
Lige der på den fredfyldte gågade, da faldt jeg for København og tænkte at det måske ikke var så trist en by igen, lige der besluttede jeg mig for at mit speciale da meget vel kunne skrives her, for hvorfor ikke prøve det af.
Det var i slutningen af april 2008.

Jeg var der på vej ud i noget ukendt, noget hvor jeg ville forlade den fynske tryghed og stå på egne ben, sådan for alvor.