Nyt år, fyldt med 365 rene sider, okay 364 rene sider. Den første side er overstreget og måske fyldt med de våde tømmermænd såvel som de moralske tømmermænd.
Et hvert take-away sted med respekt for sig selv står klar til at tage imod ramte danskere, inden de går amok i fitnesscentre og slankekure 2. januar.
Der er lidt den sidste nadver over det.
Det er sjovt hvordan December og Januar på papiret er hinandens modsætninger, selvom de er naboer på kalenderen.
Vi laver nytårsforsætter i massevis, som vi alligevel har brugt inden vi når februar (for langt de fleste).
Vi ønsker at gøre op med decembers overflod, ved at love bod i Januar – det er som om vores gamle kristne rødder stadig har et tag i os, med tanken om bod og bedring.

I dag tager jeg hul på år tre af legobilleder, hvilket er lidt vildt.
Faktisk er disse billeder det eneste nytårsforsæt jeg nogensinde har overholdt, alt andet er gledet ud i sandet.
I dag er jeg ramt, ikke af tømmermænd, men af træthed. I seng længe efter min normale sengetid og vækket igen få timer senere af vækkeuret, som ikke ved at denne mandag, ikke er en almindelig mandag, men nytårsdag.
Når man så er A-menneske, så er det at sove længe nået nær en umulighed.
Med Turélls berømte ord: “Mest af alt holder jeg af hverdagen” vil jeg byde 2018 velkommen.