Første gang jeg rigtigt lagde mærke til at komælk blev lagt for had, var den gang i 00’erne hvor Kernesund var på alles læber.
Der var ikke den ting komælk var skyld i, til gengæld så var plantemælk som soya og ris de store redningsmænd.
Så dødede det lidt hen og for et par år siden da en ny bølge af kostfilosofier dukkede frem, blev nøddemælken den hippe løsning, og i samme åndedrag blev soya lagt lidt på køl, vist nok pga. nogle østrogenlignende stoffer.
Så frem med nøddemælken og hvis man ville være endnu mere hip og urban smart, så lavede man det selv. Lidt federe at sige at man har stået i sit ansigts fodsved og lavet det selv.
Nu vil jeg ikke lige frem kalde mig en first mover og de (meget få) gange hvor jeg har været det, har jeg været det helt uden at ane det, men jeg er en nysgerrig hund, så jeg har gerne ville prøve sådan noget nøddemælk selv.
Da mit køkkenskab gemte på en dåse med nødder og jeg mener her gemte, for de stod bagerst på øverste hylde, der hvor undertegnede ikke kan nå uden en stige…
Jeg fandt mandlerne frem, fandt en vejledning til at lave mandelmælk hos Valdemarsro og ja, nu skal jeg ikke kunne sige om mine forventninger var for høje, men jeg forventede en smag i retningen af mild marcipan.
Virkeligheden mindede mere om en omgang slæbemandel, dvs. hvor man har slæbt en mandel igennem et glas vand.
Så klør man sig lidt i nakken og tænker: “Er mandelmælk ikke bare lidt overvurderet?”
Så forsøger man sig med at blande “mandelmælken” op med kakaopulver, som skulle man lave varm kakao. End ikke her var det nogen succes, for smagen minder mest af alt om det kakaopulver man blander i kogt vand, med andre ord en flad fornemmelse.
Så har jeg misset et memo, er mandelmælk (eller nøddemælk i det hele taget) virkelig fantastisk og supernemt at lave, eller er det en anelse overvurderet?
For hvis jeg vil gerne blive klogere på det, sådan helt ærligt.
