Søndagsoverspringshandlinger

Posted by Sacha in Bloggen, Odense, tankestreg | Leave a comment

Facebook 280118

Sådan skrev jeg for et par timer siden på min (private) facebookprofil, for i dag har jeg endnu engang været i selskab med fynske bloggere og instagrammere.
Jeg er yderst taknemmelig for at få lov at være med i det selskab, selvom kanalen her er mikroskopisk og min IG-konto stikker i en helt anden retning end andre her på ø’en.

Jeg endnu engang at tage fra et arrangement med masser af inspiration og langt mindre dårlig samvittighed, fordi jeg er ikke den eneste med en hulens masse indlæg liggende som kladde.

Ikke mindst fik jeg opklaret et spørgsmål angående Instagram og Facebook, hvilket betød at jeg langt om længe fik nosset mig sammen til at få genoplivet mailadressen der står her på siden, og når jeg siger nosset sig sammen, så mener jeg det seriøst.
For tilbage i juni 2017 blev jeg gjort opmærksom på at den ikke virkede.
Det havde den positive sidegevinst, at jeg fik rettet op på hotmails latterlige indstilling, som splittede min indbakke op i to.
Jeg fik det samlet på ny, så det kan godt betale sig at bruge lidt tid på ens mail (hvis man har en hotmail/outlook) en gang imellem.

Hvorfor skulle adressen genoplives? Jo, jeg skulle have ændret min IG-konto til en virksomhedskonto, for at få den til at tale sammen med min Facebookside og jeg har ikke den store lyst til at smække min private mailadresse ud på min IG-konto.
Nu har jeg endelig to sidekanaler der taler sammen, så jeg slipper for at skrive det samme to gange, når jeg poster mine LEGO-billeder og Hurra for det!

Dagens tema til debat drejede sig om følgere, engagement og vejen der til.
For få at få følgere og engagement, så kræver det at man selv engagerer sig og giver noget ud selv.
For: “There is no such thing as free lunch”

PS: Bolledejen er sat til hævning i køleskabet.

18. Januar 2018: At finde sig til rette

Posted by Sacha in Jobsøgning, Samfund, tankestreg | Leave a comment

Som jobsøgende har man reelt al den tid til rådighed man vil have, man kan arbejde med jobsøgning 24/7, lægge arbejdsdagen hvornår det passer en, så længe man overholder de regler der er.
Regler der på den ene side er blevet mere forenklet end de var i 2010 og på den anden side mere krøllede.
Der er lidt gyngerne og karrusellen over det, men det går efter min mening den rigtige vej.

Fordi man har fuld bestemmelse over arbejdstid, så skal man finde en indre selvdisciplin frem, for hvis man skal kontakte en virksomhed, så er man nødt til at være klar ved telefonen mens kontaktpersonerne burde være på jobbet.

For mig har det især krævet tilvending at at holde mig til en normal arbejdsuge, fordi jeg bliver så opslugt af det jeg sidder og arbejder på, så der er dage hvor jeg har siddet og nørklet med enten CV’et eller ansøgningen frem til klokken 22, og jeg gør det fordi jeg kan.
Det er en af de ting, som jeg arbejder på – at få arbejdsugen ned på max 40 timer, og at holde weekenden fri, dvs. holde lørdagen fri, da min ugentlige dates med jobnet og joblog finder sted søndag.

Hvordan er status så på min jobsøgning?
Der har allerede nu været to opslag, hvor kontaktpersonerne er nogen jeg er rendt forbi igennem årene, og min indre kylling gjorde at jeg kun fik ringet på det ene af opslagene.
Men skal jeg vende den om, så er en ud af to, bedre end slet ikke at ringe.

I dag fik jeg endelig sendt ansøgningen til det job, jeg rent faktisk ringede på, efter at have brugt det meste af ugen på at nørkle med CV og ansøgning.
Da jeg endelig fik ramt ‘send’, fik jeg så mange sommerfugle i maven, at jeg fik voldsom kvalme.
Fordi nu er det ude af mine hænder, og jeg kan ikke gøre andet end at vente på jobopslaget udløber og jeg skal glemme ansøgningen og komme videre til den næste.

Åh.. det her er et af disse opslag, som bare måtte ud som tankerne kom kravlende, simpelthen for at give plads til nye tanker, omhandlende den næste ansøgning, det næste blogindlæg, det næste billede.
Åh.. alle de ting man burde have tid til, hvis man arbejdede max 40 timer om ugen.

Uge 1: Creativity

Posted by Sacha in Hobby, LEGO, tankestreg | Leave a comment

Udover tredje år med min lego365-udfordring, som dog er kommet lidt skævt fra start, sagde jeg også ja til at deltage i StuckinPlastic’s 52 ugers udfordring, med nyt emne hver uge.
Hvilket jeg har skrevet lidt om.

En ting er at skyde billedet, måske redigere lidt i det og poste det på Instagram, noget andet er de tanker der lægger bag.
For når man har fået udstukket et bestemt ord at arbejde med, så er det naturligt at tænke lidt over ordet og hvordan man kan visualiserer det.
Nogle af ordene på listen finder jeg noget lettere at arbejde med end andre, for eksempel var jeg glad for at “Creativity” var første ord.
Man kan gå rigtig mange veje med sådan et ord, skal man grave lidt i sig selv, eller skal man tage de observerende briller på og betragte andre?
I samme post skrev jeg lidt om at koge 52 ord ind til fem, noget jeg endnu ikke har været i stand til.
Jeg blev ved med at kredse rundt om begrænsning og mig selv, og den bedste måde at få gjort op med den begrænsning, var at skyde et billede med min sigfig (signaturfigur) og med nogle af de ting, som jeg har rodet rundt med igennem tiden.
Symaskinen som repræsentant for håndarbejde,computeren som repræsentant for de sociale medier, kameraet – giver vidst sig selv, læbestiften henviser til både makeup, men også mine mange tegninger og kruseduller.
Tilsidst er der tøjet: Jeg er kemiker af baggrund og har en gang haft tylskørt og neonfarvede strømpebukser på til et par laboratorietimer, min kittel var faktisk så lang at jeg mindede lidt om en blotter med neonfarvede ben.
Nå ja, legodelen giver vist helt sig selv.

Creativity

Nogle vil sikkert mene at jeg skulle stifte bekendtskab med begrænsningens kunst, for man kan ikke være god til alting.
Men jeg kender alt til begrænsningens kunst, men det eneste sted jeg ikke vil lade mig begrænse, er når det gælder kreativitet.

Et alternativ til kopnudler: Laks og Avokado i skål

Posted by Sacha in Mad, tankestreg | Leave a comment

Det er let at falde over de lette løsninger, især når man render rundt i supermarkedet og er småsulten.
Forleden da jeg kiggede ugens tilbudsaviser igennem, falder jeg over et billede i nettoreklamen med en henvisning til deres hjemmeside.
Dovenskaben længe leve, for jeg gad ikke slå op på nettet, selvom både computer og telefon var lige ved siden af.
Billedet viste en simpel udgave af sushibowl og jeg kunne slet ikke slå billedet ud af hovedet, da jeg en time senere stod i netto, men da jeg stod i netto med posen med ris i hånden, orkede jeg end ikke i tanken at risene skulle koges.
Så jeg faldt over nudlerne.
Laksen i skiver blev byttet ud med en røget peberlaks.

Hjemme igen, smed jeg nudlerne i en omgang kogende letsaltet vand.
Mens det hyggede sig, kunne jeg passende skive avokadoen (som for en sjælden gang ramte plet) og røre en dressing sammen af en rest pulverdip, samt løsne nogle “flager” af laksen.
Da nudlerne var kogt, var det blot at samle hele herligheden og drysse lidt (af den gigantiske pose med) sesam over til sidst.

An IG-friendly Bowl of food.

Således opnåede jeg en skål med mad, som for en sjælden gangs skyld var instagram værdigt, meget godt at man ikke kan se at skålen har fodboldprint på ydersiden og fodboldbaneprint under maden…

Det er ikke sidste gang jeg har ladet dovenskaben overfalde mig i denne form, måske jeg næste gang skulle tilsætte lidt mere grønt af hensyn til de famøse 600 gram om dagen.

 

2. Januar 2018: Gensynet med dagpengeland

Posted by Sacha in Jobsøgning, tankestreg | 3 Comments

Historikken

Jeg har blogget i en menneskealder, eller sådan føles det.
Men der er en ting, jeg ikke rigtigt har skrevet om, og det er tilværelsen som jobsøgende, det tiltrods at jeg blev færdiguddannet da finanskrisen kradsede dybt og det derfor var ualmindelig svært at komme ind på arbejdsmarkedet som nyuddannet.
Siden jeg blev færdiguddannet har jeg været igennem to projektansættelser, adskillige tilskudsjobs, været på diverse jobsøgningsforløb, hos både jobcentret og anden aktør.
Jeg har endda været der, hvor jeg måtte klare mig for min opsparing.

Nu er jeg her igen, efter endt projektansættelse i en stilling langt fra mit eget fagområde.
At være i sådan en ansættelse lærer en, hvad ens generelle faglige og personlige kompetencer er.
Samtidigt er det vigtigt at se på hvad man tager med fra sådan et job, så det ikke bare bliver fyld og tidsspilde på et CV.

Forberedelsesfasen
Allerede i slutningen af november tog jeg kontakt til A-kassen, for at høre om jeg havde optjent de famøse 1924 timer, noget der var vigtig for mig at vide, da min tidligere ansættelse bestod af 6 mdr. projektansættelse, en forlængelse på 3 mdr. og endelig en 1 årig projektansættelse som sidste forlængelse, og ingen af dem var 37 timer/ugen.
Ærlig talt, så tror jeg ikke at sagsbehandleren havde oplevet en kommende arbejdsløs, forberede sig på tiden efter endt projektansættelse.

Lige før jul tog jeg igen kontakt til A-kassen, for at blive meldt til workshops inden jeg ramte systemet. Tænk nu, hvis de var blevet overtegnet inden årsskiftet!
Igen, blev sagsbehandleren vist overrasket over en der forsøgte at forberede sig på dagpengeland.
Men det lykkedes, og jeg fik tre workshops ind i kalenderen.

Genindtræden i dagpengeland
Da klokken skiftede til 00:00 1. januar 2018 da vidste jeg at nu var der ingen vej uden om, kontrakten var udløbet og der skulle udfyldes elektroniske blanketter hos både jobnet og A-kassen, sidstnævnte kunne jeg ikke rigtigt gøre noget ved før i dag, da der var udfordringer i systemet.
Men nu er alt udfyldt, og jeg har fået tilmeldt mig det jeg skal.
Det mest positive ved genindtræden i dagpengeland, er antallet af stillinger jeg har liggende i en fane i browseren, det er den længste liste jeg har haft i meget lang tid, så jeg er fortrøstningsfuld.

Nu kommer turen til opdatering af CV og ansøgningsskabeloner, forstået på den måde at jeg har et overordnet layout i begge dele, for at undgå at teksten laver sjove indrykninger, når jeg skriver CV og ansøgning til et job, at slås med sjove indrykninger er en ting jeg ikke orker at bruge energi på.

Hvorfor så denne lange smøre, hvor jeg dykker ned i noget enormt følsomt og privat.
Jo, nu har jeg prøvet turen før og ved hvor hårdt det til tider kan være, fordi du som jobsøgende uden job, er en klump ler (som kemiker kan jeg hurtigt finde frem til hvad sådan noget ler består af).

Nogle synes det er synd for dig
Andre tror du er en universalnøgle.
Du er uden identitet, da du ikke har et job.
du skal forklare dig selv rigtig mange gange.
Nogle er overbevidst om at du er doven.

Men du lærer også noget.
At strukturere din hverdag.
At holde dig opdateret på den krøllede lovgivning, for egen skyld.
Du kan få lov at definere hvem du er.
Du er en klump ler, men ikke en universalnøgle.
Du lærer at lukke ørerne.
Du kan lægge en masse planer, for livet er det der sker, når du har lagt andre planer.

Jeg har besluttet at tage ja-hatten på denne gang, sådan en ordentlig Yvonne-på-Mallorca-solhat
At ryste på hovedet af systemet, elektronikken kan drille og lovgivningen er en omgang kluddermor.
At jeg ikke er uduelig, bare fordi jeg ikke er i arbejde – lige nu, og det gælder også dig, som hellere ikke er i job, du er ikke uduelig, og du er ikke alene.

Jeg vil skrive lidt om mine oplevelser, for at fortælle andre at de ikke er alene i verden, selvom man godt kan få den følelse ind imellem.

1. Januar 2018

Posted by Sacha in LEGO365, tankestreg | Leave a comment

Happy New Year - Year 3

Nyt år, fyldt med 365 rene sider, okay 364 rene sider. Den første side er overstreget og måske fyldt med de våde tømmermænd såvel som de moralske tømmermænd.

Et hvert take-away sted med respekt for sig selv står klar til at tage imod ramte danskere, inden de går amok i fitnesscentre og slankekure 2. januar.
Der er lidt den sidste nadver over det.

Det er sjovt hvordan December og Januar på papiret er hinandens modsætninger, selvom de er naboer på kalenderen.
Vi laver nytårsforsætter i massevis, som vi alligevel har brugt inden vi når februar (for langt de fleste).
Vi ønsker at gøre op med decembers overflod, ved at love bod i Januar – det er som om vores gamle kristne rødder stadig har et tag i os, med tanken om bod og bedring.

I dag tager jeg hul på år tre af legobilleder, hvilket er lidt vildt.
Faktisk er disse billeder det eneste nytårsforsæt jeg nogensinde har overholdt, alt andet er gledet ud i sandet.

I dag er jeg ramt, ikke af tømmermænd, men af træthed. I seng længe efter min normale sengetid og vækket igen få timer senere af vækkeuret, som ikke ved at denne mandag, ikke er en almindelig mandag, men nytårsdag.
Når man så er A-menneske, så er det at sove længe nået nær en umulighed.

Med Turélls berømte ord: “Mest af alt holder jeg af hverdagen” vil jeg byde 2018 velkommen.

 

Pejlemærker

Posted by Sacha in Aha, Bloggen, Foto, LEGO, LEGO365, tankestreg | 1 Comment

Der er en tradition for at man omkring nytår skuer i begge retninger, både på det forgangne år og det kommende.

For et par uger siden skrev Jeanette om det at have et ord som guide for året, og en refleksion over ordet for 2017, hvilket fik mig til at tænke på en lignende mental øvelse jeg havde i 2016.
Her havde jeg ikke et ord, men jeg skulle i starten tænke/skrive tre gode ting ned dagligt, og efter et par uger blev det bare til et juhu, og jeg begyndte derefter at tælle hvor længe siden min seneste såkaldte “kulkælderdag” fandt sted, den måde at tænke på, gjorde mig mere og mere positiv.
Disse tanker slæbte jeg ubevidst ind i 2017, og først da jeg læste Jeanettes ord, kom jeg igen tanke om det.

Så da SiP tilføjede en lille bonus udfordring, til fotoudfordringen, så tænkte jeg: “Hvorfor ikke?”
Udfordringen går i al sin enkelthed ud på, at man udvælger fem ord/værdier, hverken fire eller syv, men fem ord ud af en liste på 52.
Det er et meget lille antal man skal komme koge det ind til.

Jeg synes det er vildt interessant, for hvorfor vælger man lige præcis de fem ord/værdier?
Så, jeg vil gå i tænkeboks året ud, tygge lidt på tingene og så vende tilbage med mine fem ord/værdier for 2018.

– og jeg synes idéen er så interessant, det det kunne være sjovt hvis andre også ville lege med, også selvom de ikke fotograferer legetøj.
Kunne du tænke dig at være med?

Kig evt. forbi Stuckinplastic og læs mere om det (der er linket til indlægget oppe i SiP).

365 gange to plus en

Posted by Sacha in Bloggen, Foto, LEGO365, tankestreg | 2 Comments

Det er sgu lidt vanvittigt.

Selve konceptet med et billede pr dag igennem et helt år er vanvittigt, når man skærer konceptet til og siger det skal handle om LEGO, så bliver det lige en tand mere tosset og endnu mere tosset bliver det, når man laver en regel om at det skal tages med DSLR’et og ikke telefonen (andet end i yderste nødstilfælde).
Så har man givet sig selv en spændetrøjet på og tvunget sig selv til at være kreativ.
Det er tosset nok at gennemføre sådan et billedmarathon over et år, men når man liiige tager et år mere, fordi man simpelthen ikke fik nok første år.

231217LEGO365 723-365

Nu er andet år næsten gået og… jeg tager sgu et år mere.

Jep, det rabler vist, og beslutningen blev faktisk allerede taget tilbage i slutningen af august, efter at have boet i en flyttekasse i et par måneder, hvor jeg ikke havde samme mulighed for at køre temaer, men måtte bruge hvad jeg havde for hånden og billederne blev derfor drevet af eksperimenter og spontanitet.

Blandt andet nåede jeg at blive træt af at skyde billeder i vandpytter, for de nåede knap nok at tørre ud inden, en ny skylle væltede ind over landet.
Men jeg fik da leget lidt med refleksionen fra vand.

Da jeg endelig så småt blev genforenet med mine ting, skulle jeg lære min nye lejlighed at kende og finde det bedste sted at fotografere indendørs.
Det tager overraskende lang tid at finde det rigtige spot, og når det rette spot er på spisebordet, kræver det lidt rykken rundt med tingene.

Det blev også året hvor jeg fik printet mine billeder ud, og fik dem udstillet.
At se sine LEGO-billeder på print er en fed fornemmelse, og den blev ikke mindre fed da jeg fik blæst et billede op i A4.
Det sjove ved at fotografere noget så småt, er at ting der fungerer med det blotte øje ikke nødvendigvis kan gengives med et kamera.
Samtidigt med kan jeg se den udvikling, som jeg har gennemgået som fotograf, men samtidigt har jeg været meget bevidst om også at udgive de billeder jeg har været knap så tilfredse med, fordi det for mig lige så meget handler om processen, som det handler om resultatet.

071117LEGO365 670-365

Nu er der snart ikke mere tilbage af 2017, har dog lige et par billeder der skal skydes, tre til mig selv og et til min LEGOfanforening.
Så mens jeg skal planlægge de sidste fire billeder for det gamle år, er jeg gået i gang med planlægningen for det nye, og her dukkede der en lille sjov udfordring op over hos Stuck in Plastic, som er en af de “toyphotography communities” jeg følger (måske er en del af?).

240917LEGO365 634-365

Udfordringen går kort sagt ud på at der er 52 uger med hver deres ord, som man bruger til ugens billede, der er intet krav om at det skal være nyt, bare billedet matcher ordet.

Nu hvor det er tredje år, jeg går i gang med, så er det fedt med lidt at lade sig udfordre på, måske flette det sammen med temaet jeg ellers kører den pågældende uge.
Ordet kan også fungerer som en støtte de uger, hvor kreativiteten halter lidt.
Der vil være ord som er lettere at arbejde med end andre, men alting skal ikke være let.

190717LEGO365 568-365

En magisk aften med musik, og lidt om at turde

Posted by Sacha in Bloggen, Foto, Odense, Reklame | 2 Comments

[REKLAME]

For et årti siden var der en der sagde til mig: “Hvad er det værste der kan ske?“, når jeg mumlede lidt om at tale med nye mennesker, eller at indtage et rum.
Jeg forsøgte dengang at tage ordet til mig, noget der er svært for en som i bund og grund er hamrende introvert.
Det hang dog ikke ved, for samme sætning, dukkede igen op for et par år siden i arbejdssammenhæng, hvor jeg blev bedt om at lære at indtage rummet og ikke kun kravle langs panelerne.

Det seneste år har jeg igen arbejdet med den sætning, og kastet mig ud i det ukendte igen og igen.
Det er lige skræmmende hver gang, og da der dukkede en invitation op, om at høre Odense Symfoniorkester med Fynske Influencers, gik jeg mentalt 17 millioner gange rundt om mig selv, for turde jeg?
Så det var nervepirrende at dukke op nede ved Møntergården alt for tidligt, og jeg følte mig som en elefant i en glasbutik, for ville jeg passe ind?
Jeg havde dog advaret om at jeg tog en lille håndfuld LEGO med, for det er hvad jeg bruger når jeg prøver at fortælle en historie på Instagram.

Folk kom derefter trippende, nogle virkede lige så usikre som jeg og andre virkede langt mere afslappede.

Endelig blev døren åbnet ind til Kirkesalen, som for en bogelsker er et magisk sted med høje reoler fyldt med bøger langs den ene væg.
Som vi kom ind fik vi stukket et langstilket glas med bobler i hånden.

201217FynskeInfluencers1

201217FynskeInfluencers2

Herefter fik vi en kort præsentation af, hvad et symfoniorkester er og det var yderst pædagogisk, hvor jeg blev fik genopfrisket gammel viden og præsenteret for ny (med mindre jeg var mentalt fraværende da det blev forklaret i 1.G tilbage i Ruder Konges tid).
Som kommunikationsmedarbejderen forklarede, så er forskellen på et symfoniorkester og på en Rasmus Seebach koncert at hvor Seebach spiller de samme sange på en ny scene ved hver koncert, så spiller symfoniorkestret på den samme scene, men en ny koncert hver uge – sådan groft sagt.
Herefter var der Instagramvenlig hapsere, som udover at være utroligt pænt også smagte godt.
Blandt andet smagte jeg Confit de Canard for første gang og fik en helt igennem fantastisk brownie med kirsebær (jeg skal helt klart lege lidt med brownieopskrifter!).

201217FynskeInfluencers3

201217FynskeInfluencers4

Tiden fløj simpelthen afsted, og det var tid til at bevæge os over mod koncerthuset.
Jeg har en forkærlighed for akustisk musik, det kan noget som elektriske instrumenter ikke kan.
Så genhøret med et symfoniorkester var gåsehudsfremkaldende, og de numre hvor det fynske kammerkor var på, var ubeskriveligt. Kunne ikke lade være med at lytte efter hvor mange stemmegrupper der var i gang, for der var sopranerne som skærer igennem, og alterne så lå lige under og støttede sopranerne. I den anden ende brummede basserne og lod tenorerne blødgøre bassernes brummen.

Jeg kunne ikke lade være med at kigge på musikerne, for nogle lod til at føle musikken og være i et med deres instrumenter, virkelig fascinerende at kigge på.
Aftenens vært, en tenor med en helt igennem fantastisk stemme, fik introducerede de forskellige musikstykker og sange med humor og et glimt i øjet.

201217FynskeInfluencers5

Nakkehårene rejste sig for alvor og hjertet slog en galop under fællessangene, for hold op hvor lød det smukt, tænk sig at få lov at synge sammen med et helt symfoniorkester, især på sidste vers når messingblæserne stemmede i.

201217FynskeInfluencers6

201217FynskeInfluencers7

Som med et trylleslag var aftenen forbi, og det var på tide at tage hjem.
Men jeg havde det som Eliza efter ballet, jeg var slet ikke træt.

Nu ved jeg godt at der står reklame i toppen, og man kunne tro at jeg kun ville skrive rosende ord pga. det, men jeg har mange gange overvejet at tage ind for at høre en koncert.
Men koncerten mindede mig om dengang jeg sammen med mit gymnasiekor, og alle andre (?) fynske gymnasiekort sang Carmina Burana med Odense Symfoniorkester dengang årtusindet var dugfrisk.

Vi er en tid hvor musikken vi eksponeres for er lette popsange, og filmmusik er der hvor symfoniorkestre leverer underlægningsmusikken, prøv selv næste gang at lytte til underlægningsmusikken og se om du kan gætte på hvilke instrumenter der anvendes.

Jeg er dybt taknemmelig for at opleve lidt julemagi en mørk onsdag lige før jul.

It twas the night before… winter solstice

Posted by Sacha in Aha, Bloggen, tankestreg | Leave a comment

Hvor  fa’en blev december af, det er som om at jeg kun lige blinkede med øjnene og så siger kalenderen den 21. december om mindre end en halv time (og er helt sikkert den 21. december når du læser dette).
Jeg har tre julekalendere, en med (Kinder)chokolade og to med LEGO, okay tre med LEGO, hvis jeg medregner 24 i 1.
I følge dem burde det være mellem den 5. og 12. – chokoladen er den jeg er længst fremme med… *ahem*.
Men vi skriver altså den 21. december lige om lidt, årets korteste dag og uden at blive for tekniske så falder solhvervet 17.28 dansk tid og for skavboerne (dem i Skagen), så betyder det at natten er 17 timer og 28 minutter lang og for dem i Kjøwenhawnstrup er natten “kun” 16 timer og 59 minutter og på Fyn siges det at natten er vor egen.
Tak til de kloge hoveder hos DMI.

Utroligt at man i tanken starter et sted, men lige tager nogle kringelkrogede veje mod målet.
For i dag trodsede jeg mit introverte jeg, og alt det som normalt kræver tilløb, jeg mødtes med en del kvinder som også er en del af fynske influencers, eventet skal jeg nok vende tilbage til i sit helt eget indlæg.
Men det at mødes med mennesker man er bumpet ind i på de sociale medier, ude i den virkelige verden er fantastisk.
Det gav mig ny inspiration til kanalen her, for indrømmet, så har jeg forsømt stedet her og brugt mest krudt på Instagram.
Måske fordi jeg har blogget i (for?) mange år, lige siden dengang det var lidt kikset, henover modebloggernes indtog og til nu, hvor hypen har lagt sig og en blog er blevet hverdag.
Så kan man (jeg) godt føle at man (jeg) har været hele vejen rundt, hvilket ikke er helt sandt.
At mødes med disse mennesker, som i øvrigt er vildt søde, gav mig noget gejst – for hvad kan jeg bidrage med?
Hvad jeg blev inspireret til opsummeret: Hvem er jeg og hvad står jeg for?

Man bliver så pokkers filosofisk efter et par glas vin på en (knap så) højhellig onsdag, aftenen før årets korteste dag/længste nat her på den nordlige halvkugle.