En sommerklassiker: Kropssynet

Posted by Sacha in kvinde, Samfund, tankestreg | Leave a comment

Hver sommer dukker det op: Kropssynet.
Uanset om det er memes med: “how to get a bikinibody – put on a bikini” eller om det er artikler om andelen af primært yngre menneskers utilfredshed med egen krop og ønsket om at lægge sig under kniven.

Måske er tingene blevet værre i dag, hvor vi nemt kan blive bombarderet med billeder via de sociale medier, og ikke som forholdsvis få år siden, kun igennem magasiner, musik og film.
Det er helt sikkert ikke lettere at være teenager i dag.
I forvejen er det ikke en fest at være teenager fordi hormonerne raser og kroppen undergår en forandring, og det er hverken sjovt at være hende der udvikler sig først eller hende der er sidst.

Jeg tilhørte første gruppe og jeg kan tydeligt huske det, især fordi jeg gerne ville blive i børnetøjsafdelingen som 14 årig, hvor andre sukkede over at de forsat måtte nøjes med selvsamme afdeling.

Tilbage til nutiden.

Det er foruroligende at usikkerheden over egen krop er så stor, at omkring en tredjedel af de unge kvinder overvejer at lægge sig under kniven.
Det er altså ikke et easy fix.
For hvad bliver det næste, når læberne ikke er fyldige nok?
– og nej, lykken er ikke en stor barm! og lige et par ekstra udråbstegn !!!
Selvom man ind imellem kan få den opfattelse, takket været de forskellige medier, realityshows og hvad der ellers er.

Det er enormt svært ikke at sammenligne sig med andre, eller finde fejl hos sig selv.
Faktisk er det utrolig nemt at finde fejl ved sig selv, uanset om man ligger rigtigt på BMI-skalaen eller ligger udenfor det grønne område.
Jeg kan nemt komme med en lang liste over ting ved mig selv jeg, som jeg ikke bryder mig om og den eksisterede også da jeg vejede 20-25kg mindre end jeg gør i dag.

Jeg læste her for nylig at ASOS har besluttet ikke at fjerne strækmærker og lignende “skavanker” i efterbehandlingen af billederne, hvilket jeg bifalder – hvis det da er rigtigt.
For hvis der er noget jeg har hørt kvinder sukke/bande over, da jeg trådte ind i et online forum som 22 årig, så var det strækmærker og det var både blandt teenagepiger, mine jævnaldrende og dem som var ældre.
Denne temmelig naturlige ting, ser langt om længe ud til at blive sat fri og ikke poleret væk på alle billeder.

Så selvom jeg har haft det fint med mine strækmærker hele vejen fra de første, som kom i 16-18 års alderen. Hvilket er der hvor 90% af mine dukkede op.
Så er jeg klar over at sådan har langt fra alle det, ellers ville det næppe være nødvendigt at lave det lille stunt som ASOS gør.

En ting jeg lige vil slå fast, for når der tales om at hylde kroppen, sker det gerne i et bias, hvor man hylder et givent BMI – og peger fingre af det BMI man finder i magasiner og modeverdenen.
Undskyld, men det er lige så sygt.
Usikkerhed over egen krop har ikke et dyt med vægt at gøre,og jeg vil på ingen måde være med til at dele kvinder op i, hvem der er rigtige og hvem der er forkerte.

Når vi som voksne kvinder omtaler os selv negativt, fortæller hvordan man skal klæde sig for at skjule de forkerte ting, så sender vi et billede ned ad om at der findes rigtige og forkerte kroppe – og disse modetips, ligger side om side med de kropspositive historier.
Tal lige om modsatrettede signaler.
– og så kan der laves lige så mange fine kampagner for statslige midler, hvis det hele kun er skåltaler, men ikke noget der bliver praktiseret.

Så skal vi ikke prøve at ændre på det?

Når man en sjælden gang er heldig…

Posted by Sacha in mig, mig og lidt mere mig, tankestreg | Leave a comment

Der er den gamle klassiker, som de fleste (mindre gode) tabere i spil hører:
“Den der ikke har held i spil, har held i kærlighed”.
Det er her man ruller øjne, måske er ved at kaste lidt op – for det er bare en hamrende irriterende sætning.
Sidst jeg fik den svarede jeg rimelig hurtigt tilbage med: “Jeg er i sort uheld på begge fronter”, fordi jeg er ret så træt af sætningen og er knap så god en taber.

Hvor fa’en vil jeg så hen med den indledning.
Jo, for i dag da jeg var ude at fotografere LEGO, så fandt jeg et genialt sted, hvor jeg dog skulle balancere lidt.
Men for at få bedre fodfæste, ville jeg træde ned på jorden igen.
Ned kom jeg, også i den grad, for jeg trådte ned i en hulning i jorden, godt kamufleret af græs og så vred jeg om på foden og baldrede måsen ind i metalrammen og glasset på drivhuset, som stod lige bag ved mig.
Jeg baldrede ruden på drivhuset – men til alt held og det her er vitterligt held.
Jeg ved ikke hvordan, men jeg undgik at få glasskår i ryggen, til trods for at jeg væltede ind i glasset – eller senere rystede jeg et lille bitte stykke glas ud af mine shorts.
Men anklen, den fik sig et vrid og mit haleben et ordenligt gok.

Jeg synes forsat det er utroligt, at jeg slap så billigt – selvom vridet i anklen gør at jeg næppe kommer ud at løbe de næste par uger, og halebenet gør at jeg næppe skal op på en cykel de første par dage.

At sove i nat bliver en udfordring, for foden har bedst af at jeg sover på ryggen, og halebenet har det bedst af at jeg sover på maven…

Men igen, jeg forstår vist at bruge mit held på de vigtige ting – nemlig mit hylster.

4.000 opslag på Instagram senere

Posted by Sacha in tankestreg | 5 Comments

"Title of your masterpiece" - you mean: 4000 post on Instagram since 29 th February 2012? Oh... I must not do statistics - must resist!

Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om 4000 opslag er vanvittigt, eller det modsatte.
Det startede den 29. februar 2012, og her kunne man så gå i statistik-mode og regne på hvor mange billeder det er pr. dag og så er man tilbage i en snak man ind imellem har omkring blogs.
Hvor mange opslag er i orden, og skal man holde igen med opslag eller skal man bare fyre løs?

Først kan jeg trække 547 billeder fra, som er mine daglige LEGO365-billeder.
Derudover er der yderligere billeder af LEGO, fra events, “bag scenen” aka spisebordet fyldt med LEGO, LEGO-byggeri.
Så er der billeder af mad, af svingende billedkvalitet.
Årstidsbilleder, lige fra sommerens krebsefarve, efterårets pis-øs-regnvejr, og vinterens få dage med sne man lige kan ane, samt jul,nytår,fødselsdag.
Nå ja, og så et opslag der fortæller at jeg nåede 2000 opslag – det gjorde jeg 10. august 2014, hvilket fortæller mig at jeg nåede de første 2000 opslag hurtigere end de 4000.

Jep, jeg sidder og bladre mine opslag igennem, mens jeg skriver dette og det er faktisk sjovt.

Det er lidt som at bladre i et klassisk fotoalbum, bortset fra at på IG er de værste billeder (som regel) er ikke-eksisterende.

Det sjove ved instagram, er hvor forskellige folks konti er. Nogle har nogle ekstremt stramme/rene linjer. Andres konti minder mest af alt om et kludetæppe.
Mit tilhører det sidste, jeg er bare ikke god til det der pæne koordinerede noget, faktisk laver jeg bevidst underlige opslag, hvis jeg synes det er blevet for pænt/koordineret at se på.

Selvom facebook har gjort sit til at ødelægge Instagram, så kunne jeg ikke forestille mig at stoppe med at bruge tjeneste lige med det første, og jeg er da også langt større fan af Instagram end jeg er af Twitter og Snapchat.
Så jeg lever med at Instagram, vælger at poste billeder/videoer i en stor rodebunke med vidt forskellige “tidsstempler” på.
Jeg har fundet ud af, at hvis jeg tjekker nok gange ind på ønskede profiler jeg følger, så dukker de også op i mit feed forholdsvis kort tid efter de er postet.

Nå men nu er turen mod de næste 1.000 billeder/videoer gået i gang – har allerede postet yderligere to opslag, da der lige pludselig sad et sort egern udenfor køkkenvinduet og guffede kerner/nødder.

700 flyttekasser og en rengøring senere.

Posted by Sacha in Bolig, tankestreg | 1 Comment

At flytte er lidt en underlig størrelse.

Først så pakker man sig selv ned i adskillige papkasser, og det er som om der bliver flere for hver gang man flytter, eller det er måske bare mig?
Har man været smart, så noterer man hvad der er i de forskellige kasser, eller også tager man det som en kæmpe overraskelse det øjeblik man åbner kasserne, måske åbner man kasserne febrilsk fordi man står og mangler vinåbneren.

Jeg er fraflyttet min lejlighed, fordi afdelingen stod overfor en større renovering og valget var derfor: Prøv lykken med permanent genhusning eller flyt midlertidigt og flyt så tilbage igen.
Jeg valgte den permanente genhusning, og var heldig at få noget til billigere penge, men også 18kvm mindre og først på den anden side af sommeren.

Det var ikke lige sådan jeg havde set fraflytningen fra lejligheden ville foregår, men jeg havde så hellere ikke regnet med at jeg ville bo der i 6,5 år.
Jeg var knap 29 år og fuld af optimisme, for jeg troede at max 1,5 år og så var jeg tilbage på Sjælland, Fyn var kun et midlertidigt stop på vejen ud i et voksenjob efter endt uddannelse (hvor jeg dog elsker den der finanskrise…).

Nu sidder jeg her 35 år gammel, er flyttet hjem til forældrene henover sommeren, har langt fra det “voksenjob” jeg troede jeg ville have.
Min næste lejlighed er en der er billigere, for at min økonomi ikke skal være så hårdt spændt, det er ikke en lejlighed jeg har valgt af lyst, men af nød.

Det er umådelig hårdt at skulle gøre ting af nødt og ikke af lyst, overveje hvordan h**vede man får plads til alle sine ting på færre kvadratmetre, det er lidt følelsen af at være en ludobrik der er blevet losset tilbage til start.

Jeg orker virkelig ikke dette flytterod, jeg nåede at blive så træt af flyttekasser at jeg til sidst kylede ting i kasser og sagde: “Dem må jeg se på i løbet af sommeren”.
Jeg sidder på mit gamle værelse, med kasser og ejendele mast godt sammen omkring ørerne på mig, og det er frustrerende ikke helt at vide hvor alting er.

Tanken om at skulle flytte det til en ny lejlighed, pakke det ud og indrette – det gør mig også ufattelig træt, bare ved tanken.
For også den lejlighed har jeg en “det er bare midlertidigt” følelse over.
Jeg mangler virkelig den der “juhu, jeg skal indrette” gnist, måske den kommer, når indflytningen nærmer sig?

Der sad fem kvinder i en bil

Posted by Sacha in mig, mig og lidt mere mig, tankestreg | Leave a comment

I lørdags drog jeg en tur til Dronningens København, der hvor nogle tror at verden ender ved S-togets endestationer (eller endnu værre ved Metroens endestationer).
For jeg skulle ind at se Into the Woods.

Jeg havde ingen forventninger til forestillingen, andet end at den startede pokkers tidligt: Hvilket vil sige klokken 12.

Lynhurtigt går det op for mig, at dette er ikke en forestilling for børn – med mindre man har et stort brændende ønske om at forklare nogle af de ting der bliver sagt/gjort mellem linjerne.
(Nok ikke lige der forældrene havde lyst til at fortælle om blomsterne og bierne).

Jeg sad flere gange og var flad af grin lydløst, hvor jeg sad og krammede knæet.

På hjemturen var stemningen en helt anden blandt os fem kvinder, og det var her jeg lærte endnu en ting.
Man kan hurtig blive stemt hjem, hvis man ikke er til Ryan Gosling – jeg er godt klar over at mange, rigtig mange sukker over ham.
Men jeg kan altså ikke se hvorfor – så hent høtyvene for jeg forstår absolut ikke hypen omkring ham.
Jeg er i mindretal her, jeg ved det.

Skulle du spørge: Hvem så?
Så er mit svar: Me too know, and you not to find out 😉 – pjat, men det er en anden snak.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme igennem sommeren uden mine tapladies, for hold nu op hvor kan vi grine sammen og bakke hinanden op, når man synes man er absurd dårlig til et trin/trinkombination.

700 flyttekasser senere

Posted by Sacha in mig, mig og lidt mere mig | Leave a comment

Jeg har den seneste halvanden måned rendt rundt i et flyttehelvede.
– og siden jeg flyttede sidst, for seks år siden, så har jeg lykkelig glemt hvor meget jeg hader at putte mit liv i flyttekasser.

Så jeg har sagt ting, som jeg normalt ikke ville sige, så som:

  • Jeg har alt for mange bøger (inklusiv tegneserier)
  • Jeg har alt for meget LEGO
  • Jeg har alt for meget tøj
  • Jeg har alt for meget garn
  • Jeg har alt for meget køkkengrej

Tøjdelen er nok den eneste jeg erkender at jeg har for meget af, blandt andet fandt jeg en t-shirtkjole som jeg ikke har kunne finde i tre år, og en masse enlige sokker, som lå og hyggede sig bagerst på allernederste hylde i klædeskabet, sammen med 12 år gamle jeans som jeg kunne passe da jeg vejede 20kg mindre for fem år siden. Nu ryger de ud – hellere købe nye, i samme størrelse en dag ude i fremtiden.

Men det er imponerende hvordan jeg har kunne blive ved med at pakke ting i flyttekasser, i starten havde jeg en idé om hvad de forskellige kasser rummer – det har jeg ikke længere. Det bliver et rent kinderæg at åbne papkasserne.
Noget siger mig, at jeg nok kommer til at rydde op med hård hånd, til den tid – for så har jeg kunne summe lidt over om jeg har savnet tingene eller ej.

Det mest pudsige ved denne flytning er, at der gik længere tid end først regnet med.
I sin tid regnede jeg med at det kun var for et enkelt år, og så var jeg tilbage på Sjælland…
Sådan skulle det så ikke gå.

Det er ikke fordi jeg ikke kan lide Odense, Odense er fantastisk – men jeg troede ikke at jeg ville blive hængende.

Ting der er fornuftige at lave omkring midnat en tirsdag aften..

Posted by Sacha in Bloggen, mig, mig og lidt mere mig | Leave a comment

Sove, er vist det eneste rigtige svar.

Men hvad kunne man lave i stedet for?

Jo, man kunne:

  • hive sin blog ud af tornerosestøvet (hermed gjort)
  • Redigere billeder.
  • Støve facebooksiden af.
  • Overveje hvor få timers søvn man får, fordi man vågner kort tid efter solopgang pga. friske fugle og sollys. Godt man er A-menneske (hvilket ikke er det samme som morgenmenneske!!, yderst vigtig detalje)
  • Overveje at indgå et væddemål med sig selv om, hvor mange kopper kaffe der skal til for at holde mig vågen, men uden at blive hyper af koffein.
  • Overveje det tetris, det er at få flyttet møbler fra lejligheden, som skal opmagasineres for sommeren.
  • spekulerer over hvorfor skidtet på min skærm fik det til at ligne jeg skrev kolon og ikke kun punktum.
  • Spekulere på al den røvkedelige rengøring der følger med at skulle flytte.
  • Savne den fysikbog fra første semester der ligger nederst i en flyttekasse – og den savnes fordi.. det er en længere historie.
  • Blive mindet om, at mailadressen her på kanalen lige skal undersøges om den er blevet deaktiveret på en eller anden måde.
  • Rent faktisk gå i seng.

Den forsvundne Post-It.

Posted by Sacha in Bloggen, Foto, Hobby | 3 Comments

280317Fairytalewater

At skrive blog-idéer ned på en post-it lyder som en god idé det øjeblik man gør det.
At skrive idéerne ned er en god idé og på en post-it er en super idé, for den kan man klistre på bagsiden af sin telefon, eller et af de mange kundeklubkort der bor i pungen.

Men når det så falder af, så er idéen måske ikke helt så god i praksis, som det er i teorien.

Så hvad pokker var det skrev på den post-it?

Der var vist noget med musik, noget med en telefon, vist også noget med LEGO, noget med fotografering, måske ebay og det er som om at der er noget mere.

Billedet? Jeg havde bare lyst til at vise første forsøg med lang lukketid, for at få det der eventyragtige udtryk i vand der løber.

Ting jeg har (gen)lært på det seneste:

Posted by Sacha in tankestreg | Leave a comment
  • At Nem-ID ikke nødvendigvis henviser til det der papkort, det kan lige så godt henvise til et certifikat – jeg følte mig meget blank i det øjeblik.
  • At “vi mangler naturvidenskabelige og tekniske folk” er en anden betegnelse for: Vi mangler nye medarbejdere med 5-10 års erfaring og et ringbind fuld af certifikater, eller det vidste jeg jo godt – jeg har blot været i benægtelses mode.
  • At høje hæle kræver gelé-indlæg under forfødderne.
  • At købe læbestift er raket videnskab og Matasdamer ikke er til nogen hjælp
  • At udvalget af beskyttelsesskærme til telefoner er gigantisk.
  • At man kan købe telefoncovers til ca.10 kr inkl. porto fra Kina
  • At se et af de covers til 20kr på Ebay koster 80-90kr i en biks som Glitter
  • At kvinde er kvinde værst
  • Hvordan man tjekker hvor meget ledig plads der er tilbage på en iPhone, det tog mig så kun 5 år…
  • At man åbenbart kan lære et vold svær steptrin på et halvt år, pt. har jeg været et år om at nå der til at jeg åbenbart kan lave trinnet ved barren, men ikke på gulvet.
  • At katten har to hovedpuder, og du som katteejer har nul.
  • At man kan vågne om morgenen uden stemme og pludselig 6 timer senere med et fingerknips har stemmen igen (næsten da).
  • At jeg har et had/kærlighedsforhold til lister…

LEGO365 March: Women and girls

Posted by Sacha in Foto, Hobby, In english, LEGO, LEGO365, Samfund | Leave a comment

010317LEGO365 426-365

For years I have said: Women are their own worst enemy,  and by that I mean we treat each other horrible.
Some men might catcall, be jerks and so own, but how women treats other women, that reach another level, it can get very very ugly.

The worst part is when a man is being a real jerk, and women stand by him and tell other women to suck it up.
I rarely get offended, but when I do, I’m so angry that I shake and starts counting to 100 (10 won’t do it).
Recently someone posted one of those memes that compares LEGO with boobs, well… and that is one of those memes that I don’t find funny anymore.

I know Women don’t play with toys, play computergames and so on – that is something that men do.
I have been active in youth politics and though women are the minority here, I have only experienced jerks a few times, but they have been told to behave by fellow men.
I have met women who treated other women as a threat – but that mostly happends with alcohol in the blood.

But when I entered the world of AFOL’s I got told to cover up, because I showed too much cleavage and I distracted the men in the room (My top wasn’t low-cut at all).
And then we are back to the meme, where someone (a woman) basically told me to suck it up.
But I don’t want to be viewed as boobs with legs.

Then a couple days later I overheard a couple of girls in H&M, where one of them said: Are you sure your father will allow you to wear that shirt, it reveals too much (it didn’t reveal a thing – it was a shirt for workwear).

Then I knew March should be all about women and girls, not in a political way because women can be quite nasty to each other and I haven’t even mentioned slander.
Men do that too, but the way we women do it – I’m no saint, I have done it myself and I try hard not to do it, because it is not funny to hear rumours about yourself.

This has not much to do with LEGO, but it shows how I get ideas for my themes.

060317LEGO365 431-365