Weekly Obsession #36

Posted by Sacha in Musik, Weekly Obsession | Leave a comment

Undskyld men… *blink*
Hvor blev den uge af?

Hvad pokker har egentlig optaget mig denne uge?
Altså udover vejret? Seriøst! Regn, regn, regn og så lidt regn i form af skybrud, så lidt mere regn.
Man bliver sgu lidt træt i ansigtet af al den regn, det er som om at sommeren faldt i Kristi flyvfætter, hvor jeg rendte rundt og svedte blandt LEGO-klodser på Godsbanen i Århus.
Tilbage til ugen der blev væk, udover regn så har jeg forsøgt ikke at tænke på den kommende uges opgaver, den tanke har optaget en hel del tankevirksomhed.

Jeg har også erfaret at min fod endnu ikke kan klare ujævnt underlag, efter en times kiggen på roser i Bogense, havde jeg lyst til at sætte mig ned, og timehop har været så venlig at minde mig om at både for 1 og 5 år siden havde jeg foden bundet ind – tak for at minde mig om, at jeg er klodset.

Musisk har jeg været draget af rytmer, lige fra mine rødder i folkemusikken til noget langt mere moderne.
I forhold førstnævnte er det skræmmende, hvordan jeg kan huske trin, når jeg hører musikken, eksempelvis så er det første jeg tænker når jeg hører dette stykke er: Ponyvognen! Hvilket skyldes den formation man har i første del af dansen, da man i sin to-pars kreds bevæger sig som en vogn.

Jeg har forsat en ting for Newsies – og det ligger helt i tråd med overskriften på dette indlæg, og da jeg linkede i forrige indlæg i denne serie, vil jeg undlade det her.
Til gengæld så er Herkules (som reelt burde hedde Herakles – når nu de påstår at han er græker). Zero til Hero på engelsk er et fantastisk gospelnummer, på dansk falder nummeret en del til jorden i forhold til oversættelsen.
Nu vi er ved Herkules, så er “I won’t say I’m in love” også en jeg har ledt youtube tynd for forskellige udgaver, og der er flere gode derude.

Ikke mindst er der Scott Bradlee’s “Dream a little dream about me”

 

At tage skeen i den anden hånd – en ændring af tankegangen

Posted by Sacha in mig, mig og lidt mere mig | 1 Comment

Juli var mildest talt ikke nogen fantastisk omgang, sommerdage var der ikke rigtigt nogen af, altså med undtagen på falderebet hvor få områder i lille Dannevang nåede op på 25,1 grader eller højere.

På det personlige plan præsterede jeg at træde forkert, og rive to ruder ned af et drivhus, med et forslået haleben og en forvredet ankel til følge, utroligt nok ingen rifter fra faldende glasskår.
Det skete selvfølgelig dagen inden jeg skulle være afløser på nogle opgaver på jobbet.
Godt to uger senere formår jeg at vride om IGEN, denne gang på vej fra arbejde, hvor jeg træder forkert ned fra et trappetrin og her var jeg ved at tudbrøle og ønskede vitterligt at jeg var fem og ikke fem-og-tredive så jeg tudende kunne råbe:“Bær mig!”.
I stedet måtte jeg “suck it up” og humpe ned til bilen, fordi jeg er en “strong independent woman” som kan klare sig selv.
Min ankel var, og jeg lyver ikke, når jeg siger at den var mindst dobbelt størrelse.

Nu er jeg ikke den der har lettest ved at forholde mig i ro, slet ikke når jeg rent faktisk skal.
Det hjælper ikke når venner skriver/siger: “Pas nu på!”, det har den stik modsatte virkning og jeg bliver Rasmus Modsat, for jeg kan godt.
Det siger kroppen altså fra overfor på et eller andet tidspunkt.
Så selvmedlidenhed har jeg haft en hel del af, også af den ufortjente af slagsen – fordi jeg blev Sacha fem år, der ikke ville lytte og derfor måtte føle konsekvenserne.

Så dan Juli blev til August og jeg på den første aften i måneden lå på kanten af et angstanfald (jeg fik det afværget i løbet af natten). Det var her jeg besluttede at ændre min tankegang for august.
Ikke mere selvmedlidenhed og selvynk – det er dælme svært, kan jeg hilse at sige, når der lige pludselig kommer en meddelelse om, hvad jeg skal lave den kommende uge på jobbet.

Så jeg tager skeen i den anden hånd og for at gøre august fantastisk, så bliver tøjet lige en ekstra tand fancy den kommende uge.
Satser på at samle mig mod til at trække i kjole og petticoat, måske skjortebluse med bling på kraven, måske læbestift,men ingen høje hæle!
Dernæst skal jeg komme i omdrejninger og komme i indretningsstemning.
Glæde mig til at dans begynder igen (og så vidt muligt holde foden i ro indtil da..)

Uhh… måske kigge lidt på nogle gamle kogebogslister, med efterårsopskrifter.

 

– Og måske, kun måske lytte når venner siger: “Pas nu på!”.

Livet efter et liv i flyttekasser #2

Posted by Sacha in mig, mig og lidt mere mig, tankestreg | Leave a comment

Igen i dag blev jeg spurgt: Hvordan vil du indrette lejligheden og svaret var igen: “Det ved jeg ikke, bare der er plads til min seng og sofa, så er jeg tilfreds”
Jeg har ikke set hvordan lejligheden ser ud, andet end udefra og umiddelbart ligner det lidt det jeg kommer fra, bare mindre, ældre og umiddelbart i en bedre stand.

Udover køkkenet, som faktisk er at finde langs den ene væg i stuen, så er jeg nødt til at have en praktisk ting som: Gardiner og her har soveværelset førsteprioritet, da det ligger lige ved siden af hoveddøren og apropos at sove, rettere at vågne.

Så er en af de ting jeg virkelig ser frem til er mine morgener. Jeg er A-menneske, mere udpræget om sommeren end om vinteren, men samtidigt med er jeg så absolut ikke morgenmenneske, hvilket egentligt er lidt pudsigt.
Faktisk er det at være A-menneske noget lærte igennem de jobs jeg har haft, både avis, post og som pendler.
Morgenmenneske der i mod, det har jeg aldrig rigtigt været – ikke hvad jeg kan huske.

Jeg skal have lov til at vågne helt ud i fingerspidserne, og gøre klar til en ny dag mentalt, så selvom jeg sagtens kan vågne lidt over fem og være frisk, så er jeg ikke god til andre mennesker før klokken otte. Sociale medier er okay, men ude i den virkelige verden er jeg ikke, jeg skal lige lade op først.
Jeg er eminent til himmelvendte øjne, når jeg cykler afsted om morgenen.
Åh ja, og ingen nyhedsudsendelser – hellere ikke radio, skal helst ikke nå at blive i dårligt humør, inden dagen er gået i gang.

Til gengæld så er jeg (som regel vågen og hurtig i spyttet) når klokken rammer otte og den første tår kaffe rammer ganen.

Det at blive udsat for at leve i flyttekasser i et par måneder, viser en hvad det er man sætter pris på i hverdagen (og weekenderne for den sags skyld også)

Weekly Obsession #35

Posted by Sacha in Musical, Musik, Weekly Obsession | Leave a comment

Puuuuuuuuuuuuuuuust *host*

Den kategori nåede da godt nok at støve til, men det er da klart på tide at få den afstøvet og taget i brug igen.

For der er bare de der små ting, som jeg har lyst til at grifle om, men som mjahh… ikke rigtigt bliver til noget, blandt andet hvad det er der strømmer igennem mine hørebøffer af ganske udmærket kvalitet fra Tiger (eller hvad det er de nu hedder) til 80kr.
Til prisen gør de det de skal: De lukker lyd ude, gør det muligt at skrue knap så højt op for musikken og de kan bæres når jeg løber, eller da jeg løb og når jeg forhåbentlig kommer til det igen.

Anywho…!

Musik, muzak, musica eller hvad man nu foretrækker at kalde det.
Jeg er glad for youtube og de mange videoer der findes der.

Så på det seneste, dvs. i uge 30 fik jeg trykket repeat på adskellige videoer og lærte nye at kende – som jeg helt sikkert kommer til at trykke repeat på i de kommende uger.

Den første, som også er den nyeste er: Cheerleader (OMI) sunget og fortolket af et noget af castet fra Newsies på Broadway.
Nok ikke det mest rene man kommer til at høre, fra nogen som synger i 8 forestillinger om ugen, når de er på scenen i en Musical på Broadway.
Jeg kan altså ikke lade være med at smile, når jeg hører den – ergo: Musik der kan vende ens mandagshumør (og jeg er bare ikke fan af mandage).

Nu vi er ved Newsies, så er Sieze the day altså fantastisk – og dansenummeret er f*cking fantastic.

Ladies Choice fra filmversionen af Hairspray, gør det også svært at holde fødderne i ro, noget jeg sådan set burde gøre (vredet rundt på anklen to gange på 14 dage…)

Treblemakers fra PP2 med Lollipop gør ikke meget ved Mikas udgave, men den måde denne version er blevet skåret på, gør at den ryger under bæltestedet, når man ser videoen. Lytter man til musikken er det knap så slemt.

Sidst men ikke mindst for denne runde er der “That Wicky Wacky Hula Hula Honka Wonka Honolulu Hawaiian Honey of Mine” med Sutton Foster, Christian Borle og Megan McGinnis. Den er svær ikke at ramme replay adskillige gange i træk!

Livet efter et liv i flyttekasser

Posted by Sacha in Bolig, Mad, mig, mig og lidt mere mig | Leave a comment

Som jeg skrev her, så lever jeg lidt i flyttekasser og det kan være pænt frustrerende til tider.
Det at vide at ens fjernbetjening ligger et eller andet sted, i en eller anden åndssvag kasse, at ens køkkengrej er sat ind i et skab (fordi det fylder mindre sådan) og ens tøj er opbevaret flere forskellige steder.
Åh ja, og mit LEGO er opbevaret i syv millioner forskellige kasser, så ingen fri byg til mig.

Nu er indskuddet betalt og der er kun en lille måned til at jeg kan hente nøgler og flytte ind.
Det er så også nu, at jeg skal begynde at tænke på indretning *suk* og praktiske ting som jeg kommer til at mangle, er: Gardiner, nyt betræk til sofaen (tak kat), basisvarer til køkkenet, en eller anden form for ovn samt kattebakke og toiletbørste.

Det føles lidt som da jeg flyttede hjemmefra i 2003, der var der også alle de der små praktiske ting der skulle vinges af.
Mht. køkken så tyder det på at størrelsen på det er som det i min tidligere ungdomsbolig, hvor der ikke var selvstændigt køkken, men to kogeplader, et lille køleskab og ingen ovn eller fryser.
Den muligvis manglende ovn, er en bekymring jeg først tager, når jeg ser lejligheden.

Men så er det sjove indkøb, der hvor man starter fra nul i sit køkken, efter at have tømt det fuldstændigt.
For hvad er basisvarer i et køkken? For det er ikke nødvendigvis det samme for alle og igennem årerne har jeg fundet ud af hvad der er mine.

Sachas basislager (køkkenskabet)

  • Hvedemel
  • Sukker (alm)
  • Havregryn
  • Kakaopulver
  • Kaffebønner
  • Te
  • Pasta
  • Ris
  • Nudler
  • Rispapir*
  • Linser*
  • Bønner*
  • Knækbrød
  • Tun
  • Makrel
  • Tomatpuré
  • Dåsetomat
  • Origano
  • Merian
  • Timian
  • Basilikum
  • Karry
  • Paprika
  • Chilleflager
  • Muskatnød
  • Vanilje
  • Knorr’s saucer
  • Salt
  • Peber
  • Olie
  • Boullionterning

De stjernemarkerede, er noget der ligger i en køkkenflyttekasse og skal derfor ikke købes.

Af denne liste kan man klare sig igennem på en dag, hvor man ikke orker i supermarkedet, og man kan klare sig med blot mælk og smør fra køleskabet, eller har man slået bunden ud af økonomien – og de tomme flasker afleveret (minus voksenpoint), så kan man alligevel klare sig igennem, på bedste SU-vis, nogle af os har været der, og overlevet.

Der er nok en ting på listen her, som kan dele vandende: Knorr’s saucer, men det er nu en ganske udmærket ting sammen med pasta/ris/nudler og linser (de skal ikke opblødes).

 

Nu vil jeg prøve at svinge mig op til, at sige: “Woohoo.. indretning”, måske jeg skal tage et par ture i Ikea, for rigtig at komme i stemning?

 

Naturen er fantastisk – test af nyt objektiv

Posted by Sacha in Foto, Hobby | 2 Comments

Først på sommeren var jeg med min far ude at købe brugt kamera, samme slags som mit.
Jeg var overbevist om at dette kamera blev solgt af en teenager, som havde overstået “alle-bloggere-har-sådan-et-fasen” og jeg havde ret.
Så han gjorde en ekstrem god handel med det kamera.
Men kunne han nøjes med det medfølgende objektiv?
Nej, så jeg var endnu engang med som teknisk support (det er som om rollerne er blevet vendt om nu), da han skulle have dette objektiv, som jeg selvfølgelig har fået lov at lege med efterfølgende.
Der er tale om en Tamron 18-200mm og hold nu op, hvor er det lækkert!
Selvfølgelig skal man lige lære det nye objektiv at kende, de første par billeder der blev skudt, blev let slørede, men det er indtil at finindstillingen ligger i fingrene.
Med et kan jeg komme tættere på naturen – helt tæt på.

Få fornemmelsen af kornet der vipper i vinden.
210717Fyn5

Komme tæt på roser, på en en fyldig klatrerose uden kradsmærker på kroppen.
210717Fyn6

Komme helt tæt på regndråber på rosenblade, uden at ligge helt nede i rosen.210717Fyn7

Zoome ind på de få kirsebær det er blevet til i år – tak til den sene nattefrost for det absurd ringe udbytte af kirsebær og æbler.210717Fyn8

Komme helt tæt på dyrene på Hindsgavl (Middelfart for dem ikke lokalkendte), uden at stå lige ved siden af dem.250717Fyn10

Sidst men ikke mindst, jeg kan komme helt tæt på fuglene på fodertårnene på behørig afstand –  nu burde det være muligt at fange dem tæt på – de små skiderikker.180717Fyn4

Selvfølgelig har jeg også brugt det til at komme helt tæt på LEGO-figurer 😉

Faking it – makeup

Posted by Sacha in Krigsmaling, kvinde, Samfund, tankestreg | Leave a comment

Forrige indlæg fik mig til at tænke.

Hvis man skal acceptere sig selv 100%, så er spanx, BH’er med fyld, og makeup jo snyd, for der hjælper man jo ting på vej, som ikke ville være der uden denne lille hjælp.

Tag nu bare makeup, det er utroligt hvor meget makeup kan ændre udseendet på en.
Man kan lægge en hulens masse skygger og fuske sig til en anden ansigtsform, fjerne alle små “fejl” i ansigtet ved hjælp af en masse produkter og give sig selv bambivipper, ved at lime falske vipper på.
Ændre på både bryn og læbers form ved at tegne dem op.

Når det kommer til makeup, så har jeg undret mig over at vi kvinder roser hinanden nærmest det øjeblik der kommer et enkelt strøg mascara på, hvorved vi indirekte fortæller hinanden, at vi er grimme som vi er.

Hvor tit har man ikke hørt: “hvor ser du dog træt ud”, hvis man efter et par dage med blot en anelse mascara, ikke har noget på.

Naturlig skønhed er noget der er malet på, ikke som vi ser ud med nøgne ansigter.
Samtidigt er der også uskrevne regler for hvor meget krigsmaling man kan tillade sig at kalke sig til med, uanset om det er hverdag eller fest og der er også lige aldersfaktoren.

Jeg synes makeup er et fantastisk koncept, men samtidigt så kan det polerede ydre også betyde at nogen ikke kan forlade hjemmet, uden at have krigsmaling på også selvom turen kun går ned i supermarkedet for en liter mælk.

Gymnasiefesterne står tydeligt i min hukommelse, her var jeg i festudvalget (simpelthen fordi så var jeg nødt til at komme til festerne) og her så jeg hvordan nogle af pigerne i festudvalget nærmest ikke var til at kende igen, efter de havde været i gang med hele arsenalet.
Hvor jeg selv “kun” havde haft gang i skygge, flydende liner og mascara.
Jeg var dybt fascineret over hvordan fregner pludselig forsvandt, og glatte ansigter stod tilbage, uden den mindste “fejl”.

Da jeg for et par år siden legede med falske vipper for første gang, så var det noget af det underligste jeg havde udsat mig selv for.
For sådan et par vipper og briller er ikke noget match.
Bedre blev det ikke, da jeg ved højlys dag var med tog på vej til en 30 års fødselsdag (med Bondtema – derfor vipperne), for så meget makeup lørdag mellem 12 og 15 giver nogle blikke. Der er helt sikkert været et par stykker der har tænkt “Walk of Shame” – jeg ville selv have tænkt tanken, hvis det var mig der mødte en der så ud som mig.
Så er vi tilbage ved hvornår man har for meget makeup på, for grænsen er hårfin for almindeligt dødelige der ikke står på en scene med stærkt lys til at lyse en op.

Denne søndag fandt jeg de sørgelige rester af min makeup frem, det meste trænger til en udskiftning.
Jeg havde ikke ret meget andet at foretage mig, da der i stueetagen lå unge mennesker med en god promille og sov.
Okay, jeg kunne have lavet noget mere fornuftigt.. sidespring.

Jeg forsøgte mig med noget 1920’er-ish makeup, fordi jeg læste et sted hvordan man lettere kan forme amorbuen, hvis man nu ikke skulle være så heldig at være udstyret med en tydelig en selv.
Det betød at jeg havde fire lag på læberne.
Først foundation, så en læbeblyant, så en læbestift og tilsidst en flydende læbestift/lipstain. Resultatet blev ikke helt perfekt, men okay af et første forsøg.
Spørgsmålet er så om, jeg tør gå udenfor huset med så meget farve på læberne (igen, hvad er for meget makeup?).
Øjnene skulle have været mere smokey og uden den lille vinge, men hey – det er kun 1920’er-ish.
160717Ego1

Og så lige: Au natural inkl. fedtet hår.

160717Ego2

 

En sommerklassiker: Kropssynet

Posted by Sacha in kvinde, Samfund, tankestreg | Leave a comment

Hver sommer dukker det op: Kropssynet.
Uanset om det er memes med: “how to get a bikinibody – put on a bikini” eller om det er artikler om andelen af primært yngre menneskers utilfredshed med egen krop og ønsket om at lægge sig under kniven.

Måske er tingene blevet værre i dag, hvor vi nemt kan blive bombarderet med billeder via de sociale medier, og ikke som forholdsvis få år siden, kun igennem magasiner, musik og film.
Det er helt sikkert ikke lettere at være teenager i dag.
I forvejen er det ikke en fest at være teenager fordi hormonerne raser og kroppen undergår en forandring, og det er hverken sjovt at være hende der udvikler sig først eller hende der er sidst.

Jeg tilhørte første gruppe og jeg kan tydeligt huske det, især fordi jeg gerne ville blive i børnetøjsafdelingen som 14 årig, hvor andre sukkede over at de forsat måtte nøjes med selvsamme afdeling.

Tilbage til nutiden.

Det er foruroligende at usikkerheden over egen krop er så stor, at omkring en tredjedel af de unge kvinder overvejer at lægge sig under kniven.
Det er altså ikke et easy fix.
For hvad bliver det næste, når læberne ikke er fyldige nok?
– og nej, lykken er ikke en stor barm! og lige et par ekstra udråbstegn !!!
Selvom man ind imellem kan få den opfattelse, takket været de forskellige medier, realityshows og hvad der ellers er.

Det er enormt svært ikke at sammenligne sig med andre, eller finde fejl hos sig selv.
Faktisk er det utrolig nemt at finde fejl ved sig selv, uanset om man ligger rigtigt på BMI-skalaen eller ligger udenfor det grønne område.
Jeg kan nemt komme med en lang liste over ting ved mig selv jeg, som jeg ikke bryder mig om og den eksisterede også da jeg vejede 20-25kg mindre end jeg gør i dag.

Jeg læste her for nylig at ASOS har besluttet ikke at fjerne strækmærker og lignende “skavanker” i efterbehandlingen af billederne, hvilket jeg bifalder – hvis det da er rigtigt.
For hvis der er noget jeg har hørt kvinder sukke/bande over, da jeg trådte ind i et online forum som 22 årig, så var det strækmærker og det var både blandt teenagepiger, mine jævnaldrende og dem som var ældre.
Denne temmelig naturlige ting, ser langt om længe ud til at blive sat fri og ikke poleret væk på alle billeder.

Så selvom jeg har haft det fint med mine strækmærker hele vejen fra de første, som kom i 16-18 års alderen. Hvilket er der hvor 90% af mine dukkede op.
Så er jeg klar over at sådan har langt fra alle det, ellers ville det næppe være nødvendigt at lave det lille stunt som ASOS gør.

En ting jeg lige vil slå fast, for når der tales om at hylde kroppen, sker det gerne i et bias, hvor man hylder et givent BMI – og peger fingre af det BMI man finder i magasiner og modeverdenen.
Undskyld, men det er lige så sygt.
Usikkerhed over egen krop har ikke et dyt med vægt at gøre,og jeg vil på ingen måde være med til at dele kvinder op i, hvem der er rigtige og hvem der er forkerte.

Når vi som voksne kvinder omtaler os selv negativt, fortæller hvordan man skal klæde sig for at skjule de forkerte ting, så sender vi et billede ned ad om at der findes rigtige og forkerte kroppe – og disse modetips, ligger side om side med de kropspositive historier.
Tal lige om modsatrettede signaler.
– og så kan der laves lige så mange fine kampagner for statslige midler, hvis det hele kun er skåltaler, men ikke noget der bliver praktiseret.

Så skal vi ikke prøve at ændre på det?

Når man en sjælden gang er heldig…

Posted by Sacha in mig, mig og lidt mere mig, tankestreg | Leave a comment

Der er den gamle klassiker, som de fleste (mindre gode) tabere i spil hører:
“Den der ikke har held i spil, har held i kærlighed”.
Det er her man ruller øjne, måske er ved at kaste lidt op – for det er bare en hamrende irriterende sætning.
Sidst jeg fik den svarede jeg rimelig hurtigt tilbage med: “Jeg er i sort uheld på begge fronter”, fordi jeg er ret så træt af sætningen og er knap så god en taber.

Hvor fa’en vil jeg så hen med den indledning.
Jo, for i dag da jeg var ude at fotografere LEGO, så fandt jeg et genialt sted, hvor jeg dog skulle balancere lidt.
Men for at få bedre fodfæste, ville jeg træde ned på jorden igen.
Ned kom jeg, også i den grad, for jeg trådte ned i en hulning i jorden, godt kamufleret af græs og så vred jeg om på foden og baldrede måsen ind i metalrammen og glasset på drivhuset, som stod lige bag ved mig.
Jeg baldrede ruden på drivhuset – men til alt held og det her er vitterligt held.
Jeg ved ikke hvordan, men jeg undgik at få glasskår i ryggen, til trods for at jeg væltede ind i glasset – eller senere rystede jeg et lille bitte stykke glas ud af mine shorts.
Men anklen, den fik sig et vrid og mit haleben et ordenligt gok.

Jeg synes forsat det er utroligt, at jeg slap så billigt – selvom vridet i anklen gør at jeg næppe kommer ud at løbe de næste par uger, og halebenet gør at jeg næppe skal op på en cykel de første par dage.

At sove i nat bliver en udfordring, for foden har bedst af at jeg sover på ryggen, og halebenet har det bedst af at jeg sover på maven…

Men igen, jeg forstår vist at bruge mit held på de vigtige ting – nemlig mit hylster.

4.000 opslag på Instagram senere

Posted by Sacha in tankestreg | 5 Comments

"Title of your masterpiece" - you mean: 4000 post on Instagram since 29 th February 2012? Oh... I must not do statistics - must resist!

Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om 4000 opslag er vanvittigt, eller det modsatte.
Det startede den 29. februar 2012, og her kunne man så gå i statistik-mode og regne på hvor mange billeder det er pr. dag og så er man tilbage i en snak man ind imellem har omkring blogs.
Hvor mange opslag er i orden, og skal man holde igen med opslag eller skal man bare fyre løs?

Først kan jeg trække 547 billeder fra, som er mine daglige LEGO365-billeder.
Derudover er der yderligere billeder af LEGO, fra events, “bag scenen” aka spisebordet fyldt med LEGO, LEGO-byggeri.
Så er der billeder af mad, af svingende billedkvalitet.
Årstidsbilleder, lige fra sommerens krebsefarve, efterårets pis-øs-regnvejr, og vinterens få dage med sne man lige kan ane, samt jul,nytår,fødselsdag.
Nå ja, og så et opslag der fortæller at jeg nåede 2000 opslag – det gjorde jeg 10. august 2014, hvilket fortæller mig at jeg nåede de første 2000 opslag hurtigere end de 4000.

Jep, jeg sidder og bladre mine opslag igennem, mens jeg skriver dette og det er faktisk sjovt.

Det er lidt som at bladre i et klassisk fotoalbum, bortset fra at på IG er de værste billeder (som regel) er ikke-eksisterende.

Det sjove ved instagram, er hvor forskellige folks konti er. Nogle har nogle ekstremt stramme/rene linjer. Andres konti minder mest af alt om et kludetæppe.
Mit tilhører det sidste, jeg er bare ikke god til det der pæne koordinerede noget, faktisk laver jeg bevidst underlige opslag, hvis jeg synes det er blevet for pænt/koordineret at se på.

Selvom facebook har gjort sit til at ødelægge Instagram, så kunne jeg ikke forestille mig at stoppe med at bruge tjeneste lige med det første, og jeg er da også langt større fan af Instagram end jeg er af Twitter og Snapchat.
Så jeg lever med at Instagram, vælger at poste billeder/videoer i en stor rodebunke med vidt forskellige “tidsstempler” på.
Jeg har fundet ud af, at hvis jeg tjekker nok gange ind på ønskede profiler jeg følger, så dukker de også op i mit feed forholdsvis kort tid efter de er postet.

Nå men nu er turen mod de næste 1.000 billeder/videoer gået i gang – har allerede postet yderligere to opslag, da der lige pludselig sad et sort egern udenfor køkkenvinduet og guffede kerner/nødder.