1. Januar 2018

Posted by Sacha in LEGO365, tankestreg | Leave a comment

Happy New Year - Year 3

Nyt år, fyldt med 365 rene sider, okay 364 rene sider. Den første side er overstreget og måske fyldt med de våde tømmermænd såvel som de moralske tømmermænd.

Et hvert take-away sted med respekt for sig selv står klar til at tage imod ramte danskere, inden de går amok i fitnesscentre og slankekure 2. januar.
Der er lidt den sidste nadver over det.

Det er sjovt hvordan December og Januar på papiret er hinandens modsætninger, selvom de er naboer på kalenderen.
Vi laver nytårsforsætter i massevis, som vi alligevel har brugt inden vi når februar (for langt de fleste).
Vi ønsker at gøre op med decembers overflod, ved at love bod i Januar – det er som om vores gamle kristne rødder stadig har et tag i os, med tanken om bod og bedring.

I dag tager jeg hul på år tre af legobilleder, hvilket er lidt vildt.
Faktisk er disse billeder det eneste nytårsforsæt jeg nogensinde har overholdt, alt andet er gledet ud i sandet.

I dag er jeg ramt, ikke af tømmermænd, men af træthed. I seng længe efter min normale sengetid og vækket igen få timer senere af vækkeuret, som ikke ved at denne mandag, ikke er en almindelig mandag, men nytårsdag.
Når man så er A-menneske, så er det at sove længe nået nær en umulighed.

Med Turélls berømte ord: “Mest af alt holder jeg af hverdagen” vil jeg byde 2018 velkommen.

 

Pejlemærker

Posted by Sacha in Aha, Bloggen, Foto, LEGO, LEGO365, tankestreg | 1 Comment

Der er en tradition for at man omkring nytår skuer i begge retninger, både på det forgangne år og det kommende.

For et par uger siden skrev Jeanette om det at have et ord som guide for året, og en refleksion over ordet for 2017, hvilket fik mig til at tænke på en lignende mental øvelse jeg havde i 2016.
Her havde jeg ikke et ord, men jeg skulle i starten tænke/skrive tre gode ting ned dagligt, og efter et par uger blev det bare til et juhu, og jeg begyndte derefter at tælle hvor længe siden min seneste såkaldte “kulkælderdag” fandt sted, den måde at tænke på, gjorde mig mere og mere positiv.
Disse tanker slæbte jeg ubevidst ind i 2017, og først da jeg læste Jeanettes ord, kom jeg igen tanke om det.

Så da SiP tilføjede en lille bonus udfordring, til fotoudfordringen, så tænkte jeg: “Hvorfor ikke?”
Udfordringen går i al sin enkelthed ud på, at man udvælger fem ord/værdier, hverken fire eller syv, men fem ord ud af en liste på 52.
Det er et meget lille antal man skal komme koge det ind til.

Jeg synes det er vildt interessant, for hvorfor vælger man lige præcis de fem ord/værdier?
Så, jeg vil gå i tænkeboks året ud, tygge lidt på tingene og så vende tilbage med mine fem ord/værdier for 2018.

– og jeg synes idéen er så interessant, det det kunne være sjovt hvis andre også ville lege med, også selvom de ikke fotograferer legetøj.
Kunne du tænke dig at være med?

Kig evt. forbi Stuckinplastic og læs mere om det (der er linket til indlægget oppe i SiP).

365 gange to plus en

Posted by Sacha in Bloggen, Foto, LEGO365, tankestreg | 2 Comments

Det er sgu lidt vanvittigt.

Selve konceptet med et billede pr dag igennem et helt år er vanvittigt, når man skærer konceptet til og siger det skal handle om LEGO, så bliver det lige en tand mere tosset og endnu mere tosset bliver det, når man laver en regel om at det skal tages med DSLR’et og ikke telefonen (andet end i yderste nødstilfælde).
Så har man givet sig selv en spændetrøjet på og tvunget sig selv til at være kreativ.
Det er tosset nok at gennemføre sådan et billedmarathon over et år, men når man liiige tager et år mere, fordi man simpelthen ikke fik nok første år.

231217LEGO365 723-365

Nu er andet år næsten gået og… jeg tager sgu et år mere.

Jep, det rabler vist, og beslutningen blev faktisk allerede taget tilbage i slutningen af august, efter at have boet i en flyttekasse i et par måneder, hvor jeg ikke havde samme mulighed for at køre temaer, men måtte bruge hvad jeg havde for hånden og billederne blev derfor drevet af eksperimenter og spontanitet.

Blandt andet nåede jeg at blive træt af at skyde billeder i vandpytter, for de nåede knap nok at tørre ud inden, en ny skylle væltede ind over landet.
Men jeg fik da leget lidt med refleksionen fra vand.

Da jeg endelig så småt blev genforenet med mine ting, skulle jeg lære min nye lejlighed at kende og finde det bedste sted at fotografere indendørs.
Det tager overraskende lang tid at finde det rigtige spot, og når det rette spot er på spisebordet, kræver det lidt rykken rundt med tingene.

Det blev også året hvor jeg fik printet mine billeder ud, og fik dem udstillet.
At se sine LEGO-billeder på print er en fed fornemmelse, og den blev ikke mindre fed da jeg fik blæst et billede op i A4.
Det sjove ved at fotografere noget så småt, er at ting der fungerer med det blotte øje ikke nødvendigvis kan gengives med et kamera.
Samtidigt med kan jeg se den udvikling, som jeg har gennemgået som fotograf, men samtidigt har jeg været meget bevidst om også at udgive de billeder jeg har været knap så tilfredse med, fordi det for mig lige så meget handler om processen, som det handler om resultatet.

071117LEGO365 670-365

Nu er der snart ikke mere tilbage af 2017, har dog lige et par billeder der skal skydes, tre til mig selv og et til min LEGOfanforening.
Så mens jeg skal planlægge de sidste fire billeder for det gamle år, er jeg gået i gang med planlægningen for det nye, og her dukkede der en lille sjov udfordring op over hos Stuck in Plastic, som er en af de “toyphotography communities” jeg følger (måske er en del af?).

240917LEGO365 634-365

Udfordringen går kort sagt ud på at der er 52 uger med hver deres ord, som man bruger til ugens billede, der er intet krav om at det skal være nyt, bare billedet matcher ordet.

Nu hvor det er tredje år, jeg går i gang med, så er det fedt med lidt at lade sig udfordre på, måske flette det sammen med temaet jeg ellers kører den pågældende uge.
Ordet kan også fungerer som en støtte de uger, hvor kreativiteten halter lidt.
Der vil være ord som er lettere at arbejde med end andre, men alting skal ikke være let.

190717LEGO365 568-365

En magisk aften med musik, og lidt om at turde

Posted by Sacha in Bloggen, Foto, Odense, Reklame | 2 Comments

[REKLAME]

For et årti siden var der en der sagde til mig: “Hvad er det værste der kan ske?“, når jeg mumlede lidt om at tale med nye mennesker, eller at indtage et rum.
Jeg forsøgte dengang at tage ordet til mig, noget der er svært for en som i bund og grund er hamrende introvert.
Det hang dog ikke ved, for samme sætning, dukkede igen op for et par år siden i arbejdssammenhæng, hvor jeg blev bedt om at lære at indtage rummet og ikke kun kravle langs panelerne.

Det seneste år har jeg igen arbejdet med den sætning, og kastet mig ud i det ukendte igen og igen.
Det er lige skræmmende hver gang, og da der dukkede en invitation op, om at høre Odense Symfoniorkester med Fynske Influencers, gik jeg mentalt 17 millioner gange rundt om mig selv, for turde jeg?
Så det var nervepirrende at dukke op nede ved Møntergården alt for tidligt, og jeg følte mig som en elefant i en glasbutik, for ville jeg passe ind?
Jeg havde dog advaret om at jeg tog en lille håndfuld LEGO med, for det er hvad jeg bruger når jeg prøver at fortælle en historie på Instagram.

Folk kom derefter trippende, nogle virkede lige så usikre som jeg og andre virkede langt mere afslappede.

Endelig blev døren åbnet ind til Kirkesalen, som for en bogelsker er et magisk sted med høje reoler fyldt med bøger langs den ene væg.
Som vi kom ind fik vi stukket et langstilket glas med bobler i hånden.

201217FynskeInfluencers1

201217FynskeInfluencers2

Herefter fik vi en kort præsentation af, hvad et symfoniorkester er og det var yderst pædagogisk, hvor jeg blev fik genopfrisket gammel viden og præsenteret for ny (med mindre jeg var mentalt fraværende da det blev forklaret i 1.G tilbage i Ruder Konges tid).
Som kommunikationsmedarbejderen forklarede, så er forskellen på et symfoniorkester og på en Rasmus Seebach koncert at hvor Seebach spiller de samme sange på en ny scene ved hver koncert, så spiller symfoniorkestret på den samme scene, men en ny koncert hver uge – sådan groft sagt.
Herefter var der Instagramvenlig hapsere, som udover at være utroligt pænt også smagte godt.
Blandt andet smagte jeg Confit de Canard for første gang og fik en helt igennem fantastisk brownie med kirsebær (jeg skal helt klart lege lidt med brownieopskrifter!).

201217FynskeInfluencers3

201217FynskeInfluencers4

Tiden fløj simpelthen afsted, og det var tid til at bevæge os over mod koncerthuset.
Jeg har en forkærlighed for akustisk musik, det kan noget som elektriske instrumenter ikke kan.
Så genhøret med et symfoniorkester var gåsehudsfremkaldende, og de numre hvor det fynske kammerkor var på, var ubeskriveligt. Kunne ikke lade være med at lytte efter hvor mange stemmegrupper der var i gang, for der var sopranerne som skærer igennem, og alterne så lå lige under og støttede sopranerne. I den anden ende brummede basserne og lod tenorerne blødgøre bassernes brummen.

Jeg kunne ikke lade være med at kigge på musikerne, for nogle lod til at føle musikken og være i et med deres instrumenter, virkelig fascinerende at kigge på.
Aftenens vært, en tenor med en helt igennem fantastisk stemme, fik introducerede de forskellige musikstykker og sange med humor og et glimt i øjet.

201217FynskeInfluencers5

Nakkehårene rejste sig for alvor og hjertet slog en galop under fællessangene, for hold op hvor lød det smukt, tænk sig at få lov at synge sammen med et helt symfoniorkester, især på sidste vers når messingblæserne stemmede i.

201217FynskeInfluencers6

201217FynskeInfluencers7

Som med et trylleslag var aftenen forbi, og det var på tide at tage hjem.
Men jeg havde det som Eliza efter ballet, jeg var slet ikke træt.

Nu ved jeg godt at der står reklame i toppen, og man kunne tro at jeg kun ville skrive rosende ord pga. det, men jeg har mange gange overvejet at tage ind for at høre en koncert.
Men koncerten mindede mig om dengang jeg sammen med mit gymnasiekor, og alle andre (?) fynske gymnasiekort sang Carmina Burana med Odense Symfoniorkester dengang årtusindet var dugfrisk.

Vi er en tid hvor musikken vi eksponeres for er lette popsange, og filmmusik er der hvor symfoniorkestre leverer underlægningsmusikken, prøv selv næste gang at lytte til underlægningsmusikken og se om du kan gætte på hvilke instrumenter der anvendes.

Jeg er dybt taknemmelig for at opleve lidt julemagi en mørk onsdag lige før jul.

It twas the night before… winter solstice

Posted by Sacha in Aha, Bloggen, tankestreg | Leave a comment

Hvor  fa’en blev december af, det er som om at jeg kun lige blinkede med øjnene og så siger kalenderen den 21. december om mindre end en halv time (og er helt sikkert den 21. december når du læser dette).
Jeg har tre julekalendere, en med (Kinder)chokolade og to med LEGO, okay tre med LEGO, hvis jeg medregner 24 i 1.
I følge dem burde det være mellem den 5. og 12. – chokoladen er den jeg er længst fremme med… *ahem*.
Men vi skriver altså den 21. december lige om lidt, årets korteste dag og uden at blive for tekniske så falder solhvervet 17.28 dansk tid og for skavboerne (dem i Skagen), så betyder det at natten er 17 timer og 28 minutter lang og for dem i Kjøwenhawnstrup er natten “kun” 16 timer og 59 minutter og på Fyn siges det at natten er vor egen.
Tak til de kloge hoveder hos DMI.

Utroligt at man i tanken starter et sted, men lige tager nogle kringelkrogede veje mod målet.
For i dag trodsede jeg mit introverte jeg, og alt det som normalt kræver tilløb, jeg mødtes med en del kvinder som også er en del af fynske influencers, eventet skal jeg nok vende tilbage til i sit helt eget indlæg.
Men det at mødes med mennesker man er bumpet ind i på de sociale medier, ude i den virkelige verden er fantastisk.
Det gav mig ny inspiration til kanalen her, for indrømmet, så har jeg forsømt stedet her og brugt mest krudt på Instagram.
Måske fordi jeg har blogget i (for?) mange år, lige siden dengang det var lidt kikset, henover modebloggernes indtog og til nu, hvor hypen har lagt sig og en blog er blevet hverdag.
Så kan man (jeg) godt føle at man (jeg) har været hele vejen rundt, hvilket ikke er helt sandt.
At mødes med disse mennesker, som i øvrigt er vildt søde, gav mig noget gejst – for hvad kan jeg bidrage med?
Hvad jeg blev inspireret til opsummeret: Hvem er jeg og hvad står jeg for?

Man bliver så pokkers filosofisk efter et par glas vin på en (knap så) højhellig onsdag, aftenen før årets korteste dag/længste nat her på den nordlige halvkugle.

Fields of Light – en lysintallation i Eventyrhaven

Posted by Sacha in Foto, Odense, tankestreg | 3 Comments

I 1867 markerede man at H.C. Andersen blev æresborger i byen med et fakkeloptog, 150 år senere fejres det med lysintallationen Fields of Light af Bruce Munro i Eventyrhaven.

Jeg var forbi Eventyrhaven et par dage før, hvor jeg så de satte de ufatteligt mange lys op, og i dagslys er det ikke lige frem et kønt synt – mildest talt.
For der ligner det en masse knappenåle i overstørrelse  der er strøet over hele Eventyrhaven.
Men i mørket er det en helt andet, og helt igennem imponerende oplevelse.

For de af os som forsøgte at komme ned i Eventyrhaven onsdag aften krævede det en enorm portion tålmodighed, fordi mange andre havde fået samme tanke.
Hvilket betød at en del af os, var endt på den forkerte side af snoren, og nogle valgte endda at vade igennem intallationen, hvilket betød at ledninger blev revet fra hinanden.
Det må have kommet bag på arrangørerne at der var så mange første aften, for ellers havde de forhåbentlig gjort indhegningen knap så usynlig i mørket.

Normalt er jeg ikke den store fan af mange mennesker på et lille sted, men nu havde jeg kameraet på mig og jeg fandt tålmodigheden frem, for efter nogen tid tyndede det ud i menneskemængden og det blev lettere at få billederne af lysene uden at slås med blitzen fra smartphones.
For mig lignede det små lysene knappenåls hoveder når man går tæt på, og når man ser det lidt længere fra ligner det små udsnit af vores nervesystem.

En af de ting der virkelig imponerede mig, var hvor tæt Odenseanerne var på Kronprinsen da han gik tilbage mod Rådhuset, efter at have set kunstværket.
Hvilket for mig var betryggende, med tanke på al den vold vi hører om igennem medierne.

Hvis man ikke har fået set det, men skulle have lysten til det, så kan det ses frem til 18. februar 2018.

HCA150

HCA150

HCA150

HCA150

HCA150

HCA150 – “Sammen lå de i en skuffe”

Posted by Sacha in Foto, Odense, tankestreg | 2 Comments

Hvor ofte har man ikke tænkt: “Der kommer nok noget lignende på et tidspunkt”, som en undskyldning for ikke at gribe en mulighed eller oplevelse.
Hvilket egentlig er en dum undskyldning, for hvem siger at der kommer en lignende oplevelse eller mulighed?

Så da jeg i onsdags havde muligheden for at overvære fejringen af 150 året for dagen hvor H.C. Andersen blev æresborger i byen, greb jeg chancen.
For begivenhederne begyndte kl. 16, et tidspunkt som jeg kun havde fri på grundet mine nuværende arbejdstider i mit nuværende job.

Da jeg samtidigt med ikke har den store erfaring i at tage billeder i mørke/svag belysning var det en oplagt mulighed at få nogle billeder ind på rygraden.

Jeg havde hørt lidt om showet fra et par af danserne, og så blev det endnu mere oplagt.

Eventyret der blev udført i dans, er eventyret om Toppen og Bolden eller Kjærestefolk som det retteligt hedder.

Det var virkelig smukt udført, at se forskellige stilarter spille sammen i en fortælling, er imponerende.
Mellem dansen var der et gospelkor og en gruppe “trommere” som gav deres twist til hele showet.
Det hele sluttede af med at Kronprinsen tændte lysinstallationen i Eventyrhaven.

Billederne? Jo, da jeg fik dem overført til computeren, flaksede en sommerfuglefarm i maven, for billederne blev langt bedre end håbet – hvilket siger en hel del, for jeg er ekstrem selvkritisk når det kommer til mine billeder.

Det eneste jeg reelt skulle have gjort anderledes, var at placere mig lidt længere ind mod midten, for jeg kæmpede konstant med pæle der skar danserne over.
HCA150

HCA150

HCA150

HCA150

HCA150

Mens vi venter…

Posted by Sacha in Aha, Bloggen, Jul, tankestreg | Leave a comment

Så gik der lige små to måneder med larmende tavshed, og det er ikke fordi jeg ikke har villet skrive.
Jeg har stirret på min side mange gange, har et ton af idéer til indlæg.
Men når man rammer ind i tre ugers sløjhed der bare ikke vil slippe, så er der ikke meget energi tilbage.
Den energi der er, bruges på at holde en oppe, så man ikke rammer Drømmeland og Ole Lukøje allerede klokken 19.
Hvilket igen betyder at der opstår en hulens masse hængepartier, som man halser efter og her blev bloggen prioriteret lavest, af flere grunde.
En af dem skal jeg nok komme ind på nærmere, om ikke andet engang i starten af 2018.

Jeg har endda forsømt mine LEGO-billeder, så lige nu har jeg end ikke fået skudt de sidste to billeder tilhørende november og jeg nåede at komme 10-14 dage bagud.

Nu sidder jeg så her, den 30. november klokken langt over sengetid og lader fingrene danse over tastaturet og med en stor lyst til at sætte en masse indlægskladder i gang.

Det er sgu lidt et positivt problem: For mange idéer og for lidt tid.

Måske jeg snart burde skrive et ordentligt indlæg om min LEGO-hobby på dansk, og hvor meget tid jeg i snit bruger på den om ugen.
Lad mig sige det sådan: Jeg var ved at falde ned af stolen, da jeg udførte en hurtig hovedregning.

Men lige om lidt er det December = julekalendertid (og jeg aner ikke hvor alle mine julekalendere på dvd gemmer sig).
291117LEGO365 696-365

Sugar sugar honey honey

Posted by Sacha in Samfund | 2 Comments

Der er dage hvor man sætter sig foran computeren, med alle intentioner om at være produktiv, men kommer i tanke om at der rent faktisk kommer noget i tv, som man gerne vil se.
Hvilket sker rimelig sjældent her i min lille skotøjsæske.
På Instagram blev jeg mindet om at sæsonen for sukker, sved og tårer gik i gang her til aften, som den kagegris jeg er, måtte jeg selvfølgelig kigge med.
At se dem bage snitter, gav mig lyst til selv at bage snitter.

Anyways…

Da programmet var slut ville jeg lige se hvad de andre DR-kanaler havde på programmet, fordi der sjældent er noget interessant.
Her faldt mit blik på et program på DR3 om sugardating, hvilket lød lidt interessant.
Især fordi vedkommende programmet handler om, for år tilbage var en af de større danske bloggere.

Sugardating er kontroversielt, det er en af de ting der ligger i en gråzone.
Er det en mere eksklusiv form for prostitution, eller er det bare dating med lidt mere uden at det ryger ud i kategorien “friends with benefits”.
Min første indskydelse er det første, men vil gerne have et åbent sind og se bliver jeg klogere af programmet og på hvad det egentlig går ud på, og hvorfor man gør det.
Der er i alt tre afsnit, og efter første afsnit blev jeg ikke klogere, men det satte en del tanker i gang hos mig, som jeg håber at få besvaret.

For det første: Der findes åbenbart et helt forum tilegnet sugardating, hvilket jeg synes er helt vildt.
Dernæst er der kvinder der sugardater, og hvad får de ud af det? Både materielt og mentalt.
Men også: Hvem er de mænd som er sugardaddies, hvorfor gør de det og hvad får de ud af det?

I programmet får vi næppe svaret på det sidste, selvom det er lige så interessant.

Jeg skal helt klart se de næste to afsnit, for emnet er i min optik vildt interessant, da det som sagt befinder sig i en gråzone, og det ville være fedt at kunne debattere emnet på et sagligt grundlag.

Har man ikke set programmet, så set det.
Jeg vil ikke røbe for meget, men jeg nåede at tabe underkæben ved programmets afslutning, hvor jeg virkelig forsøgte at have et åbent sind, jeg forsøgte virkelig.

Det er jo bare billeder af LEGO…

Posted by Sacha in Aha, Foto, Hobby, LEGO, tankestreg | Leave a comment

Jeg skrev egentligt dette i en statusopdatering på facebook, selvom det muligvis mere hører hjemme her.

“Jeg bliver lige overrasket hver gang, nogen reagerer mere end almindeligt positivt på at jeg fotograferer LEGO.
Jeg gætter på at jeg ikke er eneste AFOL, som har LEGO over alt..
Teknikeren spørger om jeg sælger LEGO, hvor til jeg svarer at jeg fotograferer det, hvorefter jeg viste en bid af det jeg har skudt ind til videre.
Begejstringen over især Benny med lyskæden gjorde, at jeg tilbød at han da godt måtte få det til baggrund på telefonen.
Billedet var ikke mere end overført, før det var blevet lagt på som baggrund.

Jeg blev lidt stolt, men også temmelig benovet over det.
For jeg fotograferer jo bare, jeg bygger jo ikke store imponerende MOC’s.”

Jeg tilhører en meget lille gruppe AFOL’s (Adult Fans Of LEGO), som primært fotograferer LEGO, fremfor at bygge med det.
Hvilket betyder at sparring med andre som tilhører denne niche, primært foregår online og på engelsk, hvilket gør det til en anelse ensom affære at arbejde med LEGO på denne måde, fordi man ikke får samme feedback, som man gør når man stiller op med et imponerende byggeri (kaldet MOC = My Own Creation), samtidigt med er det svært at sparre med nogen ansigt til ansigt, fordi vi er spredt ud over det meste af verden.

Så da jeg i weekenden tog forbi en stor LEGO-udstilling som gæst, anede jeg ikke at jeg ville gå derfra med adskillelige projekter og idéer i baghovedet, det var lidt surrealistisk – for når man tilhører en lille niche indenfor en hobby, så havner man let i et hjørne.
Så da jeg i dag oplevede at en vildt fremmed, reagerede på det jeg laver, blev jeg overrasket.
For er det jeg laver interessant, det er jo bare billeder?
Det er en kunstform, og som med al anden kunst er smag forskellig, så jeg har altid paraderne oppe, når jeg fortæller at jeg fotograferer LEGO, for ofte minder folks ansigts udtryk mere om at jeg har sagt til dem: “Jeg blender fisk for at udtrykke min kunst”.

Det er jo bare billeder af LEGO…

 

250917LEGO365 635-365