Dance like nobody is watching

Posted by Sacha in tankestreg | 3 Comments

260116Snapselfie

Kassen med “tro på dig selv” er ikke den kasse der hos mig er mest fyldt, langt fra.
Det skyldes en blanding af mange ting, herunder adskillige verbale slag igennem årene, og hører man/oplever man en ting tilstrækkelig mange gange, så begynder man også at tro på at det er sandheden.
Ros bliver noget man tænker: “wait for it…”, fordi det ofte har været indpakningen på endnu et verbalt slag.
Man udvikler lidt et klovnegen, for at give folk noget at grine af for at have kontrollen – bare en gang imellem.

Jeg er virkelig usikker når det kommer til mit skriftsprog, fordi det naturligt er billedrigt og utrolig rodet, det er en forlængelse af hvordan der ser ud inde i mit hoved.
Men det sprog harmonerer virkelig skidt med det akademiske sprog og slet ikke det naturvidenskabelige-tekniske sprog, som bedst kan beskrives som effektivt.
For hold op hvor har jeg måtte lægge øre til mit meget lidt akademiske sprog alt for mange gange, hvilket jeg igennem årene forsøgte at nærme mig.
Ud på arbejdsmarkedet med storetåen, hvor mit sprog pludselig er for akademisk og for effektivt i den eksterne kommunikation.

“Velkommen i sprogkarrusellen, når du står af er du fuldstændigt rundforvirret!”

Læg dertil adskillige jobsøgningskurser oven i, hvor der også bliver talt om sproget.
Når man i forvejen er lidt usikker på sig selv, med en tro på sig selv, som man kun kan se igennem en lup, så giver man ikke slip af den simple grund at man er rædselsslagen for at falde meget dybt.

Jeg oprettede min første blog i efteråret 2006 af to grunde: Den ene var at jeg udelukkende kendte mænd som skrev på nettet og to, mit skriftsprog havde behov for en legeplads.
Her 9 år senere er jeg forsat usikker på mit skriftsprog, og har kasseret en hel del indlæg fordi usikkerheden har stået og råbt af mig.
Af samme grund ligger der en hel del kladder under kategorien ‘kemitimen’, fordi jeg er bange for at dumme mig/gøre mig selv til grin/udstille mig selv (mere end jeg gør i forvejen).

Jeg plejer at sige at jeg er langt bedre til at tale, af en eller anden tosset grund kommer min indre brugtvognsforhandler frem ( I kid you not!), det er frøken bossypants der ruller sig ud, så meget at jeg ind imellem bliver flov over det og sandheden er nok at jeg ikke en gang er den mest hardcore brugtvognsforhandler, men blot en en killing med sylespidse tænder. Jeg kan indtage en rolle, tage en maske på og spille skuespil når jeg taler, fordi jeg har nogen at spille bold op ad.
Men der er lige et enkelt tilfælde hvor brugtvognsforhandleren ligger syg, og det er ved jobsamtaler, der er det vikaren der træder til og det er enten brugtvognsforhandleren uden filter eller tændstikmanden – hvilket uanset hvem der er vikar, så er det ikke noget kønt syn og jobbet glider ud mellem hænderne på mig.
I øvrigt, det gælder kun de rigtige jobsamtaler, ikke tilskudsjobssamtalerne (tankevækkende?).
Med andre ord, usikkerheden og troen på mig selv er det der fylder, og hold op hvor er det irriterende!
Det hjælper ikke at slå sig selv i hovedet med det, selvom det er så pokkers nemt, for det kommer man ikke op ad sumpen ved.

Det der hjælper (tror jeg) er at turde stille sig ud midt i rummet, danse som om ingen ser det (uden at have inhaleret et par glas vin) , uanset hvor kønt det end er.

Det er med hånden på hjertet mit ønske for 2016, jeg skal finde troen på mig selv og især på skrift, det er der jeg føler mig allermest sårbar, det er der vores kommunikation foregår i 2016.

Og nu er rammer usikkerheden mig, tør jeg trykke ‘publish’?  og eftersom dette kan læse af andre end mig, så står jeg der midt på gulvet og lader som om ingen ser mig danse.

3 Responses to Dance like nobody is watching

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.