Da gammeldanser blev nydanser

Posted by Sacha in Hobby, mig, mig og lidt mere mig, tankestreg, Tapdance, Træning | Leave a comment

Det er sgu lidt vildt, en hel sæson er snart gået og jeg har “klasket” metalplader i gulvet i en hel sæson.
Hvilket har givet mig en masse at tænke over, især i forhold til det at være nydanser.
For der er ting man undre sig over, måske tager for givet når man har danset i mange år og jeg tror det er uanset hvilken stilart der sidder på rygraden og man kan i søvne.

Har med al sandsynlighed nævnt det før, men jeg dansede folkedans fra jeg var 4 til jeg var 24 år, og har i den forbindelse lært min andel af nydansere op og har derfor undret mig en del over både fodstillinger og kropsholdninger.
Jeg har undret mig over hvorfor chassé og hurretrin skulle være så svære, og hvorfor nydansere havde en forkærlighed til store skridt og bevægelser.

Ikke mindst kom jeg her for nylig til at tænke på hvor mange dansetimer der rent faktisk ligger i benene på mig, og at jeg et enkelt år som teenager brugt mellem 3 og 7 timer om ugen på at danse, på tre forskellige hold.
– og der er forsat danse, indenfor folkedansen som jeg ikke er helt sikker på.

Så det at kaste sig over en for mig ny stilart, har været sundt. Det at være nybegynder igen, at opdage at man selv gør alle de der nybegynderting så som at kæmpe med balance, tyngdepunktet og lære nye trin, som så kan danses på flere måder alt efter rytmen i musikken.
Ikke mindst at skulle lægge indgroede vaner og trin på hylden, har været svært til tider – meget svært endda. Eksempelvis har jeg kæmpet med chassé, hvilket kan lyde grinagtigt. Men et chassé i folkedans og et i tapdance er ikke det samme, der er en my forskel på betoningen af de enkelte deltrin, og en kæmpe forskel på udførelsen af selve trinnet. Det ene kan kaldes for slæv-sko og i det andet løftes fødderne.
Jeg er faktisk ikke helt sikker på om jeg har fået tap-chasséet ind på rygraden endnu, fordi det andet sidder så godt fast.

Men det allersværeste, har været at anerkende at er tempoet er noget helt andet.
At gå fra at kunne tage trin/danse i lyntempo til at danse i snegletempo og være ved at skvatte over egne ben, når det går lidt hurtigere end sneglefart.
Samt at hovedet er hurtigere end fødderne.
Men det er samtidigt en motiverende faktor, fordi jeg vil kunne bevæge mig hurtigere end en snegl, og kunne de lidt mere avancerede trin/kombinationer

Jeg vil bevæge kunne bevæge fødderne hurtigere i tap, fordi jeg ved jeg kan bevæge dem lynhurtigt i folkedans – så jeg kan det, nu handler det om at få timer i benene og trinnene ind på rygsøjlen, så jeg nærmest kan det i søvne.
Bevares, jeg ved godt at jeg ikke kan sammenligne 20 års dans med 1 år, når man ikke danser mange timer dagligt.

Hvor fa’en vil jeg egentlig hen med denne lange smøre? Jo, man bliver aldrig for gammel til at kaste ud i nye eventyr. Bevares man bliver næppe professionel trompetist af at starte som voksen, eller den nye Messi af at begynde til fodbold i 30’erne (som er pensionsalderen indenfor sport..)
Men hellere kaste sig ud i det, end at gå og ærgre sig hver evigt eneste dag.

Nå ja, så blev jeg en smule starstruck i dag – så endnu en snas af en livekoncert med PMJ på deres Facebookside og jeg skrev:

“This is what makes me wanna keep getting better at tap”

Trods de mange mange svar på opslaget med liveoptagelsen fik jeg følgende kommentar, det er ingenting, men nøj… blev sgu lidt rørt af det. Svaret:

“That’s the spirit!”

Så nu skal der kilometer af dans i benene, og det bliver både i form af “soft shoe tapping” og med tapshoes på tapboard – førstnævnte vil give alle et billigt grin og sidstnævnte vil mine naboer sikkert bande over, især når det har det med at ske et sted mellem 22.30 og midnat…

Så hvad venter du på, få gjort alvor af drømmen og meld dig til når den nye sæson starter til august/september – Just do it!

Weekly Obsession #12

Posted by Sacha in Weekly Obsession | Leave a comment

Så ramte sommeren Danmark, lidt vildt hvordan jeg på få dage gik fra at have vinterjakke og handsker på om morgenen til at rende rundt i bare tæer, ikke mindst det at dyppe tæerne i havvand.

  • At fylde 34 – at være i midten af 30’erne er ikke så slemt.
  • Det gjorde ikke ondt at blive ældre, tog 10km på cykel (2*5km), 3,5km løbetræning og dans mens der blev lavet aftensmad. Det var den 9. maj.
  • Den manglende overgang fra kulde til varme, har givet mig nogle varme – knap så søvnfyldte nætter.
  • Kaffe er Gud! Selv et A-menneske har brug for koffein om morgenen til at blive menneskelig.
  • Solskoldning, hvornår lærer jeg det – min kulør er gået fra spøgelse til jordbæris
  • Nye sandaler = vabler på vinterbløde fødder, men sandalerne er rigtig fine, fødderne skal bare hærdes.
  • Musicals, som i: Jeg skal fortolke Musicals i form af LEGO-fotos, det sætter de små grå på arbejde.
  • Tanken om at sommervejret afløses af lidt køligere temperaturer og.. regn.
  • Tager lidt for mange billeder af mig selv, men hvis jeg skal lære ikke at hade at få taget billeder må jeg være narcissist.
  • Jeg har hørt en Bieber sang, som jeg rent faktisk godt kan lide. Det kom efter jeg hørte den blive fremført live i en vintageudgave og selv originalen med Bieber synes jeg rigtig godt om.

Når en der har et had-kærligheds forhold til lister laver lister

Posted by Sacha in mig, mig og lidt mere mig | Leave a comment

Jeg har griflet lidt om mit syn på lister mere end en enkelt gang og jeg forsætter med at grifle om det.

For jeg elsker at lave lister, uanset om det er huskelister, inspirationslister eller hvad der nu kan laves lister over.
Tilsvarende er jeg lige så dårlig til at følge disse lister, fordi de føles som en spændetrøje og så er der mine hade lister. De der damebladslister der fortæller hvad man bør eller ikke bør gøre.

Så hvad med at lave en alternativ liste, som måske (måske ikke) vil føles mindre som en spændetrøje.

Jeg bør i det kommende år:

  • Gå ned i vægt, samme mål jeg havde da jeg var 29 *ahem*
  • Få en piercing mere i øret.
  • Lære at lave wings og drawbacks (tapdance)
  • Lære at lave wienerdej aka leve op til tilnavnet kagemonstret
  • Støve løbeskoene af, og forsøge at løbe af sted og ikke! danse af sted.
  • Købe nye regnbukser, hverken piratstilen eller “anton du har ravned dine bukser” stilen holder en tør i en god omgang regn.

Så er der nogle flere ting, men de hører til på en skal aka spændetrøjsliste, hvilket vægt også burde være, men hvis jeg nu tricker øverste etage til at tro at det er bør og ikke skal, så kan den sikkert luskes igennem.

 

Weekly Obsession #11

Posted by Sacha in Musik, Weekly Obsession | Leave a comment

Der er uger hvor “obsession” har været lidt som at gribe om et hårstrå, og så er der denne uge, hvor det vist mere end rigeligt lever op til at være ” an obsession”, og det burde endda være skrevet med Caps-lock og stor skrifttype.

For jeg var sidste lørdag til koncert med Postmodern Jukebox, en koncert jeg har glædet mig til længe, faktisk glædede jeg mig endnu mere til den koncert, end jeg gjorde da jeg skulle se Bruno Mars i Forum for et par år siden. Jeg frygtede lidt at jeg måske havde fået skabt for høje forventninger til koncerten, men men men… det havde jeg på ingen måde.
Vi havde aftalt at vi skulle helt op foran scenen, blandt andet pga. tapperen der var med (ja, jeg var der med mine tapladies), dog endte vi med at stå i modsatte side mod midten.

Jeg blev blæst omkuld af både musikere, sangere og tapperen. Nåede flere gange at måtte trække vejret ekstra dybt, simpelthen fordi jeg fik kuldegys i hele kroppen.
Der var så meget energi på den scene, det virkede som om at de havde det fedt sammen og deres interaktion med publikum.
Jeg kunne ikke lade være med at kigge på Bassisten og Pianisten, især sidstnævnte kiggede jeg meget på, fordi hans fingers dans henover tangenterne mindede mig om en ældre klaverspillende dame, som jeg oplevede flere gange op igennem 90’erne og det var vildt at opleve den samme form for dans henover tangenterne.
Og nej, det var ikke Scott Bradlee der sad ved tangenterne (til de som kender til PMJ).

Det som gjorde tingene lige en tand mere nærværende, var da en som havde vundet billetter fik lov at komme på scenen, hvorefter han friede til kæresten. Kropssprog og ansigtsmimik på bandet medlemmer var vil, indtil flere hev telefonen frem og fotografere det. En af sangerinderne, som skulle på lige bagefter kom ud på scenen med våde øjne, der blev tørret af med hænderne.

Den samme sangerinde havde fået øvet sig på lidt dansk, som hun indledte sangen Thriftshop med og det tog kegler blandt publikum.

Da vi nærmede os slutningen af koncerten formåede jeg at stikke tapperen en lille LEGO-figur på vegne af os tre lokale tappere. Hvilket på det tidspunkt var vildt.
Men det blev bedre endnu, for hovedparten af bandmedlemmerne kom ud blandt publikum, inden de gik ind til at møde de få som havde købt Meet and Greet.

Blandt andet fik vi mødt omtalte sangerinde, som siger til mig: “Oh.. You are tiny” – fordi jeg smed mine stiletter, inden foto da det viste sig at hun er lige så lav som mig.
Hun var simpelthen noget af det sødeste og behagelige at tale med.

Så kom turen til pianisten, som fortæller os at havde bemærket os – det er der tankerne flyver igennem hovedet på en og man tænker: “Åh åh…” Men samtidigt fedt at få bekræftet at de ikke kun skuer ud over scenekanten, men rent faktisk ser publikum.

Og igen, håndkys og spørgen til vores navne fra et trejde bandmedlem – igen, følelsen af nærvær.

For mig vækkede det minder om mine teenageår, og natdans til folkedansestævner.

Koncerten efterlod mig med et øre til øre smil, som har været den sidste uges tid og det er lige her hvor jeg godt kunne ønske at der fandtes en replay-knap, så man kunne tage hele turen en gang til, for så fantastisk var det.

Så når de kommer til Danmark igen, uanset om det er i 2017 eller 2018, så skal jeg høre dem også selvom at det sandsynligvis er helt andre musikere og sangere, fordi det var så godt.

Link? Så skidt da: Postmodern Jukebox,og lad være med at spørge hvilket nummer jeg synes bedst om, for de er alle godt lavet.

 

SATC-alderen

Posted by Sacha in Samfund, tankestreg | Leave a comment

SATC, en serie der bød på nytænkning tilbage i slutningen af sidste årtusinde og et par år ind i det nuværende.
En serie der helt sikkert har fået nogle til at snerpe munden lidt ekstra sammen, grundet series fire kvinders handlinger.
Til trods for at Danmark (sammen med vores skandinaviske søskende) har været langt fremme i skoene i forhold til kvindesyn og kvinders frihed, så serien fik ikke øjenbrynene løftet helt så højt da den kom frem.

Det er ikke mange år siden at jeg så serien første gang, længe efter sidste afsnit var rullet over skærmen – jeg fik “skoæsken” i julegave da jeg lå lige på kanten af 30’erne og dermed ramte SATC-alderen.

Som jeg er kommet ind i 30’erne så er der flere og flere elementer der vækker genklang, det vi kan kalde omverdenens forventninger og billeder på hvordan man bør være, opfører sig osv.
Selv i et land som Danmark, hvor kønnene er utroligt lige, rammes kvinder af hvordan man bør være på et givent alderstrin.
Eksempelvis fik jeg at vide at jeg hverken lignede eller opførte mig som en i 30’erne – det første vidste jeg godt og det “problem” har jeg haft i mange mange år. Nummer to, det med opførslen var ny for mig.
Men når jeg tænker over det, så kommer det ikke bag på mig – for det er okay for en mand at være lidt af en drengerøv, mens kvinder skal være.. ja, jeg har ikke noget ord for det udover at det er det diametralt modsatte af drengerøv.
Det er bare et område, og ja det er nede i detaljerne – men det irriterer mig, at jeg ikke må være mig.

Et andet eksempel, og det er her hvor man har garanti for at jeg ryger op i det røde felt, og begynder at tælle til 1000 (ofte med en maske klæbet godt fast).
Kirsten Gifteknive, de der uopfordrede Kirsten Gifteknive (af begge køn) som er desperate på ens vegne, fordi de antager at det er det eneste der kværner rundt i hovedet på en, og man gider ikke diskutere at det så er det står ufattelig langt nede på ens liste, sådan cirka nede omkring: “A snowballs chance in Hell”  – så er det vist skåret ud i pap.
Jeg har endda været ude for, at jeg lovede et aftryk af mine ene hånd på kinden hvis man rørte mig.

Noget andet der er tankevækkende, er at der er langt mellem snapsene på film/tv/scenen når det gælder stærke kvindelige karakterer. Det er forsat lettere at se de hjælpeløse kvinder, de bløde moderlige typer og jeg er ærlig talt ved at kaste op. Når der endelig dukker en karakter op som er stærk og selvstændig, så befinder karakteren sig helt over i den modsatte grøft og det bliver lidt for karikeret – hvilket SATC også lider under.

Det er nu nogle kvinder begynder at sige: “Det er også mændenes skyld!”, og her er mit svar til dem: “NEJ!”
Det er os kvinder selv der er nogle røvhuller, ja undskyld mit franske, men det er os der flår hinanden ned og fortæller hvordan man bør være.

Mit bedste eksempel er da jeg havde en bluse med en almindelig udskæring, dvs. den var ikke nedringet – men fordi jeg tilhører dem der stor forrest i køen på det punkt, så skal der ikke meget til før end, at der er bare det mindste udsyn til kavalergang – og her udtalte en kvinde at jeg var for nedringet og det kunne være forstyrrende overfor mændene (og nej, det var ikke i jobsammenhæng). Jeg var ærlig talt målløs, skulle jeg være mere tildækket skulle jeg være iklædt en bluse der slutter tæt til i halsen.

Jeg har tidligere berørt “kvinde, er kvinde værst”, men emnet er vigtigt for mig og det er blevet vigtigere for mig, som jeg er kommet ind i 30’erne, for det er som om at det er her at det er mest tydeligt.

Hvorfor ikke bruge energien til noget konstruktivt, i stedet for at pille hinanden ned.

– og nej, jeg er på ingen måder hellig, men jeg forsøger virkeligt at have en konstruktiv tilgang, fordi disse ændringer starter hos os selv, som enkelte individer.

Weekly Obsession #10

Posted by Sacha in Foto, Hobby, LEGO, Netflix, Weekly Obsession | Leave a comment

Bum bum… Så fløj der hele to uger afsted, men det er der en rigtig god grund til da jeg i forrige uge brugte det meste af min fritid på LEGO, i det jeg skulle færdiggøre min MOC, der skulle med til klodsfest.

LEGO har fyldt meget de seneste to uger, men det største har været noget helt andet.
Jeg har kæmpet med eksamensangst, præstationsangst og præsentationsangst; førstnævnte slap jeg af med i forbindelse med et eksamensangsforløb, men de siamesiske tvillinger præstationsangst og præsentationsangt ville ikke rigtigt slippe, så dem har jeg haft fornøjelsen af med mellemrum, ofte har jeg kunne holde dem på afstand ved at mentaltræne og gøre plads til dem, og jeg har slået mig selv i hovedet så mange gange, fordi det har været frustrerende at øverste etage har låst og flugtinstinktet er slået til.
Men i forbindelse med mit stepdans, som er på en danseskole har man som bekendt en opvisningsdag og længe har jeg været helt ude at svømme ved tanken om at skulle stå midt på et gulv og danse foran mange mennesker, og det blev ikke bedre da vi tre fik tildelt 8 takter – solo!
En dag da hjernen igen slog knuder, gav de andre mig et kærligt los (et af de helt store) og det var den nøgle der skulle til.
For da vi ramte hallen og stod og ventede på at det skulle være vores tur, hvor musikken befandt sig på min telefon – som var tilsluttet anlægget.
Så var det som cirkushesten der lugtede savsmuld – for sandheden er at jeg som barn og teenager har danset for mange mennesker, har danset foran mange kritiske mennesker hvor vi kun var to par på scenen, har danset foran et snurrende kamera.
Så det at gå på gulvet med kun en lille smule sommerfugle i maven, den der følelse af at give tegn til at musikken skulle startes og så være på og have en fest de lidt over 2 minutter vi dansede. Det at danse igennem fejl, og utakt uden at blive slået ud.
Det var fedt, det var så fedt at jeg nærmest var svævende flere dage efter og jeg kunne sagtens have taget en opvisning mere dagen efter.

Dette smittede også af på mit LEGO-byggeri, for jeg var ikke nervøs for at vise det frem.
Jeg vidste at mit byggeri forsat er på rookiestadiet, men jeg var og er forsat stolt af det.
I konkurrencen havde jeg ikke en chance, men jeg fik feedback og ny inspiration.

Obsession som overskriften er på denne serie, oversættes til besættelse på dansk og er sådan set ikke videre positivt ladet, men jeg har valgt at twiste det til noget positivt.
Netop fordi jeg i mange år har kæmpet med en hjerne der har det med at lege kluddermor, og forsat gør det.

Jeg har været mentalt i kulkælderen, faktisk er store dele af 2015 gemt i en tåge for mig – hvis man er en af de heldige der har haft old og i den forbindelse har hørt om Ate, eller rullegardinet Ate som hun blev beskrevet af min oldlærer, så er det sådan 2015 har været for mig.
Så det at beslutte sig for at anskue verden mere lyserødt har været en kæmpe beslutning, vi er knap en tredjedel inde i 2016 og allerede nu overgår den de forgående år.

Disse Weekly Obsession indlæg kan godt virke lidt overfladiske, men det er min ventil.
Det er der hvor jeg vil have lov til at være ekstremt navlebeskuende (noget jeg har skulle lære at omfavne) og vise hvad der kværner rundt inde i skalden på mig.
Uanset om det er dybere tanker (måske pænt pakket ind), eller musik og film/tv.
Der er 10 dage til at jeg rammer midten af 30’erne og selvom jeg har panikket lidt over det, så glæder jeg mig til at fylde 34.

For jeg har oplevet teenagere på tæt hold, og særligt et møde gjorde at jeg er glad for at det er nogle år siden, for at sige det mildt, at jeg selv var teenager på kanten til 20’erne og voksenlivet.

Tilbage til LEGO, for det har som nævnt fyldt meget og det fylder forsat en del på mit spisebord, i det at der er en del elementer der nu skal sorteres og lægges i rette æske til en anden god gang.
Til Klodsfest (det hedder vores årlige samling, hvilket også inkludere en publikumsdag) tog jeg en hel del billeder, så det som en oplagt mulighed at teste kameraet i en hals elendige gule belysning.
Ikke alle billeder er lagt ind på Flickr endnu, i det ting tager tid når man kun har netforbindelse via mobilt bredbånd, for når der uploades et billede, så er det eneste internetforbindelsen kan klare.

230416Klodsfest2
Jeg besluttede mig for at min figur skulle ind på de fleste layouts, som en rigtig turist.
Her på besøg et sted i ridder/borguniverset – hvilket endte med at slå det klassiske bylayout i størrelse (godt hjulpet på vej af mandefald blandt bybyggerne).

250416Klodsfest12
Her photobombed af sigfig’en tilhørende “borg-bagmanden” – en sigfig står for signaturfigur, hvilket vil sige: en selv i LEGO, og den behøver ikke at ligne en, det skal blot repræsentere en.

250416Klodsfest9
Var også lige et smut forbi et kvindecykelløb (meget apropos snakken om kønsopdelt svømning).
På filmsiden så har netflix netop lagt de to film Friends with Benefits samt No Strings Attached, som begge er fra 2011 og har samme emne som omdrejningspunkt – det man med en pæn betegnelse kalder for “venner med fordele”. Det er interessant hvordan samme emne kan give to i mine øjne så forskellige film – dog uden de store overraskende slutninger.
Jeg er mest til Friends with Benefits, da den på en eller anden måde er mere let i det, hvor hovedpersonerne ikke har behovet for støttehjul til at få handlingen til at køre.
Hvor imod No Strings Attached i min optik kun er seværdig pga diverse sidekicks, herunder Jake Johnsons karakter (skuespilleren er bedre kendt som Nick Miller fra New Girl). Det er alle sidekaraktererne der er de interessante, som gør at filmen ikke falder igennem som komedie, med nogle få ændringer kunne den helt sikkert have fungeret som et romantisk drama i stedet for romantisk komedie.

Se filmene selv, og bedøm selv – hvilken en af dem I synes fungerer bedst.

På musikfronten så er det desværre de samme numre som forsat rumsterer i baghovedet.
Men mon ikke der sker en lille rotation indenfor den næste uge?

Det var denne udgave af Weekly Obsession – en mere alvorlig og knap så lyserød udgave, selvom jeg har gjort et ihærdigt forsøg at få bare lidt lyserød ind.

Lidt om Odense og odenseanere

Posted by Sacha in Danmark Rundt, Odense | Leave a comment

I weekenden fik en deltager i et radioprogram glemt at tænke før vedkommende talte, hvilket betød at Fyn blev omtalt i mindre pæne vendinger uden begrundelse.

Noget der sjovt nok fik Fynboerne op ad stolen, for at forsvare vores lille grønne ø.
For nok kan vi tale rigtig skidt om vores ø, vores nabobyer og endda egen by og dem der bor der, men når andre gør det samme, uden begrundelse, som rammes vores stolthed.

Jeg hørte ikke programmet, da jeg var opslugt af en bunke LEGO-klodser og Netflix, men de mange knap så sjove jokes der findes om Fyn har jeg hørt en hel del gange.
Men det der fik mig til at tænke over de små ting der fortæller noget om hvor vi kommer fra i landet, var da jeg på Instagram så et sted nævnt som: “Rådhuspladsen Odense”, hvilket odenseanere (og sikkert også en hel del fynboer, som ikke er odenseanere) ved at det hedder det ikke… No hard feelings, men en odenseaner vil smile overbærende af dig, hvis du siger det og måske rette dig.

Så tænkte jeg at en lille Guide til Odense og odenseanere ville være på sin plads, jeg er ikke indfødt odenseaner, men det er mine forældre (jeg er dog fynbo).

  1. Flakhaven, det er navnet på pladsen foran Rådhuset.
  2. Hvis nogen spørger om I en sommerdag skal mødes i Mosen, så hentydes der til Munke Mose, men det kan også i hvilke tilfælde henvise til bydelen Vollsmose.
  3. Kongens Have er området der forbinder Banegården med Centrum, her er der underholdning i løbet af sommeren, hvor af nogle er gratis.
  4. Tusindårskoven, som er hvor blandt andet Tinderbox afholdes ligger nogle km. fra Banegården.
  5. Centrum eller gågaden, og hverken Strøget eller Midtbyen.
  6. Striwerne, henviser til byens Superligahold, men sig aldrig byens hold – hvis der er en 9’er eller 13’er (supporter af hhv. B1909 og B1913) tilstede vil masken sandsynligvis stivne.
  7. Skovsøen, et sted man tager ud når vejret er godt for at spise (dyre) isvafler.
  8. HC. Andersen er over alt, hvilket der er delte meninger om.
  9. Harry Potter Festivallen finder sted i efterårsferien, hvilket vil sige børn med kapper og pinde i hånden er at finde i gadebilledet i centrum, og Vintapperstræde er forvandlet til Diagonalstræde.
  10. Æggekage blev indtil i sommers indtaget på Carlslund ude i Fruens Bøge.
  11. Tarteletfestival, her vil jyder nok øffe en smule – men det er en stor begivenhed.
  12. Rustenborg = Universitetet. Et øgenavn for universitetet pga. udsmykningen.
  13. Teknikum, stedet der indtil sidste år uddannede ingeniører og som blev til Teknisk Fakultet inden de byggede nyt ved Rustenborg, fra næste år rykker bla. de sygeplejeskestuderende ind.
  14. Dalum Landbrugsskole, som i virkeligheden ligger i Hjallese (folk er før kørt forkert).
  15. Vollsmose, anden bydel i Odense – måske den mest kendte.
  16. Lufthavnen ligger i Beldringe og ikke i Bellinge (førstenævnte ligger vist nok i Odense Kommune og ikke Nordfyn – det ligger lige på grænsen). Bellinge ligger sydfor motorvejen.
  17. Bolbro, her afslører fordelingen af trykket om man er odenseaner, på samme måde som man bliver afsløret i at komme udefra når man udtaler Jægersborg (område i Gentofte)
  18. Spisesteder og en festlig aften i byen? Der må jeg give fortabt, jeg ved hvor man gik hen da jeg var i gymnasiealderen, hvilket er nogle år siden… 😉

Det her er ting som jeg for alvor lærte at kende, da jeg selv flyttede til Odense første gang tilbage i 2003, selvom et par af punkterne først er kommet til senere.

Vi er et lille land, men alligevel er det lykkedes os at have de der små ting der adskiller os, hvilket jeg ser som en charme.

Weekly Obsession #9

Posted by Sacha in Musical, Musik, Netflix, Weekly Obsession | Leave a comment

Nu tager vi lige ja-hatten på, for den seneste uge er fløjet afsted som en anden F-18’er (eller det er vist et dårligt eksempel..), så jeg har langt fra nået de ting som jeg havde planlagt.

  • Alder, når de i radioen spiller Saturday Night med Whigfield og taler om at den strøg ind på hitlisten i 1994, og at hun lige har fejret sin 46. fødselsdag – altså 22 år siden, hvilket jo var i går!?
  • P4 er egentlig en ganske okay kanal, de spiller jo musik man genkender – også ny musik – Meghan Trainor har også fundet vej til den kanal. Hvornår blev P3 lige sat i bås med Voice og andre kanaler med larm?
  • Sidste uges nummer hænger forsat fast i hovedet, det er blevet spillet i repeat, originalen fra 2002 med Sutton Foster er fantastisk, men det er udgaven fra Twisted Broadway fra 2013 også AUS pendant til Broadway Backwards, og nej det er ikke fordi at der er et indbygget tap-nummer i, at det er godt – det er godt fordi den hænger fast i øregangen.
  • Broadway Backwards anno 2016 har flere fantastisk perler, nu vil jeg lige trække tiden for at se om de hænger ved, hvilket de med al sandsynlighed gør, og så vil jeg gerne have dem i baghånden til næste uge.
  • Planter, jeg nedstirrer mine små spirer – som netop i dag er begyndt at titte frem, men grundet en kat kan jeg ikke afgøre om det er skovjordbær eller Thai Basillikum (de røg på gulvet)
  • Netflix har lige fået tilføjet første sæson af Jane the Virgin”, som har et syret plot. 23 årig kvinde blive ved en fejl insemineret, i stedet for at få et tjek. Derudover er flere utro, et frieri, et forsøg på at blive insemineret med mandens sæd uden at han ved det og det er kun pilotafsnittet. Det lyder som en handling der ville give amerikanske advokater dollartegn i øjnene, hvis det skete i virkeligheden.
    Ud fra de første to afsnit, så fungerer serien rigtig godt, trods sit plot – og som en ekstra lille ting, så foregår noget af dialogen på spansk. Den er twisted, men det er ikke værre end at se en adventure/fantasy serie.

Grashopper Pie

Posted by Sacha in Dessert, Dessert - kage, Mad, Opskrift, USA | 2 Comments

Jeg kan ikke huske hvornår jeg første gang stødte på Grashopper Pie, om det var i tv, eller et sted ude på det store internet er mig lidt uklart, men en ting er sikker: Jeg var helvedes nysgerrig.

280316GrashoppersPie1

Årsag?
Fyldet de fleste steder indeholder skumfiduser – det er vist så amerikansk som det overhovedet kan blive.
Hvis man på et eller andet tidspunkt har været i staterne, så er man sandsynligvis stødt på farvede popcorn, slik i alverdens sjove farver, samt kanelslik.
Det mest mærkelige jeg oplevede den sommer for efterhånden mange år siden *mimre* er salatbaren på en af de mere lødige steder, her fandt man blandt pastasalater, coleslaws og andet vippet ind i dressing en frugtsalat med flødeskum og skumfiduser, det står forsat klart for mig at jeg sætter tænderne i en hvinende sød salat til forret.

Og et hastigt skridt ind i fremtiden til Påsken, hvor jeg kastede mig ud i en Grashopper Pie. Anledningen var den at min bror skulle holde påskefrokost sammen med nogle venner og han spillede på alle de rigtige tangenter for at få søster til at bage kage.
Hey! Med ros kommer man langt, med rigtig meget ros kommer man længere.

Så jeg kastede mig ud i en Grashopper Pie, hvor jeg endte med at måtte lave fyldet om, fordi det pludselig begyndte at skille og panikken begyndte at brede sig, fordi jeg havde gjort som opskriften foreskrev – ind imellem skal man simpelthen ignorere forskrifterne og trække på egen erfaring.
Grashopper Pie eller andet hvor man arbejder med smeltede skumfiduser er et godt sted at starte, hvis man er lidt usikker på at arbejde med husplas/gelatine, det er noget mere taknemlig end gelatine, men ikke mere end at det kan “gå i kage” for et erfarent kagemonster (pun intended).

Grashopper Pie filling gone wrong
Jeg, er ikke bange for at vise hvordan det ser ud når der opstår en fejl i køkkenet, fejl er læring.

Fra How not to do, til opskriften, som rækker til ca. 10 personer.

Kiksebund

  • 270 g Oreos inkl. creme
  • 150 g smør, smeltet

Fyld

  • 180 g Hvide Marshmellows (brug en ordentlig kvalitet)
  • 1,75 dl mælk (let eller sød)
  • 0,25 -1 tsk Pebermynteessens (afhængig af hvor koncentreret det er)
  • et nip grøn frugtfarve – brug pastafarve.*
  • 7 dl piskefløde (3 dl til fyldet, 4 dl til pynt)

Fremgangsmåde

  • Blend kiksene til fine krummer og bland dem sammen med det smeltede smør, til massen har samlet sig.
  • Kom kiksemassen i en form (diamenter 23 cm, evt med løs bund) og tryk det ud i formen, sæt det evt. i køleskabet 10 min inden den trykkes helt fast, afkølingen gør det mere medgørligt. Lad det stå på køl i 40 min inden fyldet kommes i.
  • *Lav fyldet ved at smelte marshmellows i en gryde sammen med mælk, og lad det smelte ved lav varme. Tag det af blusset og rør farve og essens i, lad det køle af – tålmodighed er vigtigt her, det skal køles ned til lidt over stuetemperatur.
  • Pisk 3dl fløde til blødt skum og tag 1-2 spsk skum og rør det ud i marshmellowblandingen, herefter vendes denne blanding i flødeskummet.
  • Hæld fyldet ud over kiksebunden og glat toppen, stil det på køl i 1-2 timer.
  • Inden servering piskes 4dl fløde til blødt skum, som lægges på kagen og pynt evt kagen med chokolade eller knuste oreos.

*Bruges der flydende farve så tilsættes dette fra start, for at sikre at farven bliver fordelt i massen.
280316GrashoppersPie2

Weekly Obsession #8

Posted by Sacha in Musical, Musik, Netflix, Weekly Obsession | Leave a comment

Det var så den første uge af april og hold nu op hvor sker der meget udenfor, det er nærmest en farveeksplosion. Vi går fra brun i forskellige nuancer til alskens udgaver af grøn, gul, blå og hvid.

Koger jeg seneste uge ned til punktform, så bliver det til:

    • Fik forårskuller og slæbte to tomatplanter hjem fra Bilka, selvom det endnu er for koldt på altanen – de bor nu midlertidigt i stuevinduet – og jeg overvejer endnu en plante…)
    • Udvidede haven i vindueskarmen med Thaibasilikum og skovjordbærplantefrø
    • Leder forsat efter myntefrø, måske en bredbladet persille?
    • Har haft fornøjelsen af to morgener i træk at vågne op efter den slags drømme, der føles virkelige på den positive måde – og så vågner man op til den rigtige virkelighed, det føles sgu lidt som spand vand i hovedet når det sker to dage i træk.
    • Genset de to første sæsoner af “Call the Midwife” og set de to efterfølgende på Netflix, og jeg synes at de to første sæsoner er de bedste, selvom alle fire sæsoner der er på Netflix er seværdige (den femte sæson er kun lige afsluttet i england, så den må vi vente lidt på)
    • Er begyndt at se den nyeste originale Netflixserie: “The Ranch”, serien er lidt svær at beskrive. Den forsøger lidt at spille på flere heste på en gang (for at blive indenfor temaet). Den forsøger at holde sig fra fordomme om folk fra Midwesten og alligevel falder serien i fælden, men serien er når der skal kobles fra, den kræver ikke så meget hjerneaktivitet, som “Call the Midwife”.
    • Så er der musikken, der er to numre som hjemsøger min hjerne, den ene er det nummer vi skal tappe til, og det andet er pudsigt nok også et nummer med et (tap)dancebreak. Jeg har hørt “Forget about the boy” fra “Thoroughly Modern Millie” i Broadway Backwards’ udgave +10 gange siden jeg opdagede den version onsdag aften! Inden da er andre udgaver, herunder også originalen, blevet spillet flittig.