Afslagsfredag

Posted by Sacha in Jobsøgning, Samfund, tankestreg | Leave a comment

Sidste gang jeg var en del af jobsøgningsmøllen opfandt jeg et begreb, for lettere at kunne sige pyt.
Jeg fandt på begrebet Afslagsfredag, for jeg opdagede at langt de fleste jobafslag fandt sted om fredagen og som en form for galglehumor kom begrebet til mig.
Jeg havde simpelthen brug for et latterligt udtryk til at komme videre på, fordi ærlig talt et afslag fredag, det er jo lige det man har brug for (især hvis man har været til samtale).
Jeg har stortudet fredag eftermiddag, og lørdag og søndag i forbindelse med afslag.

Så et ord måtte der til, og indtil videre har det hjulpet – jeg har stort set været i stand til at sige pyt, der var en enkelt gang hvor jeg var pissesur i forhold til et kommende afslag, men det skyltes at jeg ubevidst havde sat mig op til det job og samtalen lå en fredag – altså den samtale jeg ikke var inviteret til.

Men i dag, den 12. fredag i år 2018 måtte jeg kapitulere, to afslag blev det til, det ene på en stilling hvor jeg brugte fire dage på ansøgningen for så at opdage, at den nok var blevet besat internt pga. at der reelt kun var en dag mellem ansøgningsfrist og dagen hvor der skulle afholdes samtaler.
Og den anden stilling havde fået 113 ansøgninger, et sted hvor det ikke giver mening med så mange ansøgere, for så mange med en relevant faglig baggrund er vi ikke i den umiddelbare nærhed, og hvor (standard?)begrundelsen for afslag var: “Vi valgte en med erfaring”.

Selvom jeg er vant til afslag med den sætning, så slog den af en eller anden grund lidt hårdere i dag.

Jeg var fuldstændig drænet for energi allerede klokken 17, som om jeg havde været ude og gå en meget lang tur.

Jeg har siddet og nedstirret min computerskærm i dag, fordi med to afslag så burde jeg få skrevet en ny ansøgning, jeg vil ikke have at man skal tro at jeg ligger og fiser den af på sofaen.

Jeg kom så langt at jeg fik navngivet CV-dokumentet og skrevet stikord på min blok, det var alt.
Der er heldigvis også en lørdag og en søndag i denne uge, og mange jobopslag i min browser (heldigvis), på et eller andet tidspunkt må det da give pote.

Troværdighed

Posted by Sacha in Bloggen, Odense, Reklame, tankestreg | Leave a comment

{reklame} – forklaring følger længere nede.

I mange år var damebladende ene på markedet til at lovprise alt fra ferieophold til kartoffelskrællere, fyldt med glitrende åbenlyse annoncer for produkter til den skjulte reklame i modeserier og Must-have “artiklerne”.
Et af mine yndlings eksempler er modeserierne som var rene reklamesøjler med priser ud over hvad den gennemsnitlige forbruger i målgruppen har råd til på sin SU, og det uden at modeserierne havde noget ekstra over sig.
Dette er jeg 110% sikker på forsat er tilfældet, for de dameblade der endnu eksisterer her i landet.
Eller hvad med køkkenting, der er ingen begrænsninger for hvordan man kan lovprise eksempelvis en skrællekniv, hvis bare mærket er fancy nok til at kunne blive forhandlet i Illum.

Så kom indtoget af bloggere, og dermed flyttede reklamerne også ind, de traditionelle medier var ikke længere ene om at fortælle om diverse produkters fortræffeligheder.
Som årene er gået er reglerne for reklame for SoME-folket blevet strammet til det absurde, selv det mindste skal markeres med et “reklame”, mens de go’e gamle dameblade nærmest går fri.
Bevares jeg har set et annonce her og der på instagram, men ikke i bladene, for hvis det var tilfældet ville der skulle stå reklame/annonce på nærmest samtlige sider i bladene.

Selvom jeg indimellem bliver træt af at se det samme produkt hos 10 bloggere på en gang (måske en overdrivelse… men you get it), og de behøver faktisk ikke skrive reklame, for som læser har jeg godt luret at når en masse bloggere på en gang er vilde med et nyt måltidskasse koncept, så er der nok indgået en aftale med firmaet bag – det var lige det eksempel jeg kunne komme på.
Så tungnemme er de færreste læsere, at de ikke har regnet den ud, jeg er ikke ude efter bloggere – jeg er ude efter de tossede regler.

I øvrigt er disse reklame regler underholdende på den tragiske måde, hvis man “får” et produkt fra en virksomhed, skal der i realiteten svares skat, hvilket gør at bloggeren betaler for at være reklamesøjle – fanme smart regnet ud af virksomhederne, de slipper sandsynligvis noget billigere end hvis de skulle hoste op med reel betaling.

I sidste ende synes jeg at bloggere og andet godtfolk overordnet set er mere troværdige end de traditionelle dameblade, men bliver forsat bekæmpet af de traditionelle kanaler.
Der vil altid være nogle brodne kar, de er alle steder.

Tankerne om troværdighed dukkede op igen, da vi sad og snakkede om reklame vs ikke-reklame til eventet med Fynske Influencers i lørdags og fordi jeg var til dette event står der reklame aller øverst – tak til latterlige regler – altså better safe than sorry.

Jeg er helt klart for at høre om events, produkter og idéer i øjenhøjde, for det gør det lettere for mig som forbruger at sortere de ting fra, som jeg ikke har interesse i.
Hvis en blogger er begejstret for alt hvad vedkommende får mellem hænderne, selv hvis et firma sendte hæmoridecreme (tænkt eksempel… håber jeg), så vil jeg naturligt falde fra, fordi jeg også gerne vil høre, hvis man er mindre begejstret for et produkt, med en begrundelse, som firmaet bag  kan bruge til noget konstruktivt.

Jeg tror ikke på at alt er fan-tas-tisk uanset om jeg læser om det på en blog eller i et dameblad, på førstnævnte har man heldigvis en mulighed for at være kritisk, hvilket jeg synes at man skal udnytte.
Hvilket Jeanette gjorde for ikke så længe siden, og Miriam samt Pudderdåserne gør med jævne mellemrum, hvilket indimellem må give nogle slag, for det er hvad der sker når man stryger i kat mod hårene, men det giver også nogle troværdighedspoint hos mig, selv ved ting jeg måtte være vild med, som en Influencer ikke er lige så begejstret for.

Fanme en lang smøre jeg er ude i her, så hvad er min pointe? Jo, jeg er træt af de uens forhold for traditionelle medier og så Influencers, samt man kan sagtens tillade sig at være kritisk som influencers.

Når der ikke er nok timer i døgnet.

Posted by Sacha in Bloggen, mig, mig og lidt mere mig, tankestreg | 2 Comments

At være jobsøgende er et fuldtidsjob, og det er selvom det ikke er et 8-16 job, hvor man trasker ind på et kontor og bænker sig bag sin skærm, med en kop kaffe i hånden.
For når man ikke trawler jobsider igennem, så kigger man på sit brutto-CV, tidligere ansøgninger, osv.
– og det kommer let til også at inddrage lørdag og søndag, fordi man har svært ved ikke også at tænke jobsøgning, når man burde holde fri.

Når man så har nogle fritidsinteresser der også skal passes, så er det svært ikke at tænke: “Det er vigtigere at få skrevet den her ansøgning end at ….”

Så nu er jeg der hvor jeg også er håbløst bagud med mine fritidsinteresser, dvs. bagud med mine fotos, mine planlagte byggerier indenfor LEGO og bagud med kanalen her.

Kort sagt: Nu indehaver af kronisk dårlig samvittighed.

Åh Februar…

Posted by Sacha in mig, mig og lidt mere mig, tankestreg | Leave a comment

Mig og februar er ikke lige frem de bedste venner, og hvert år leder jeg efter noget der kan distrahere mig fra mit lave energiniveau.
Det er der hvor vinteren bruger sine sidste krafter, og ja – vinteren falder gerne i Februar, hvilket var en af de ting jeg lærte som postbud.
Normalt så falder mit lavpunkt, hvor jeg længtes efter lys og de første forårstegn den 14. februar, midt i måneden og samtidigt lidt underholdende, med tanke på at alle butikker går amok i rødt, lyserødt og hjerter den dag.
Så hvert år prøver jeg at komme på nye ting der kan distrahere mig fra mit indre batteri der står og blinker rødt og desperat forsøger at få mig til at lade mig selv op.

I år lagde februar hårdt ud, nærmest fra dag et, og det blev ikke bedre da jeg virkelig satte næsen op efter et job, rettere JOBBET! I ved, jobbet man er 110% overbevist om at man er et match til.
Jeg forsøgte virkelig at sætte forventningerne ned, hvilket var svært da jeg begyndte at drømme om det og hvordan jeg ville håndtere det.
Så da afslaget kom, rettere det er ikke kommet endnu.
Men det indirekte afslag der kom, i og med at jeg ikke blev indkaldt til samtale, og dagen hvor samtalen skulle finde sted var jeg tudefærdig.
Hvis man har prøvet at være jobsøgende, ved man hvor hårdt det kan være.
Heldigvis havde jeg planlagt ferie i uge 7 og 8, med planer hvilket betød at jeg havde noget der kunne distrahere mig selv fra mine tanker, og lave noget der kunne smide nogle point ind på selvtillidskontoen.

Her hvor hverdagen er gået i gang igen, sidder jeg endnu engang med et stillingsopslag af typen, hvor jeg matcher – ikke 110%, men ved fra tidligere jobsamtaler med lignende indhold at jeg på nogle faglige parametre rammer plet, desværre ligger jobbet i København, hvilket vil sige at der pga. udflytningshalløjet vil være en million milliard ansøgere (overdrivelse fremmer forståelsen), så jeg skal være det skarpere, for overhovedet at håbe på at ramme ja-bunken.

I øvrigt, så hjalp det at distrahere mig selv, for der hvor jeg normalt ville ramme bunden energimæssigt, blev jeg ramt af så mange indtryk at mit energiniveau blev boostet.

At jeg så også på falderebet af februar oplevede et selvtillidsboost til dans, hvor det endte med en solo time til mig, hvor jeg næsten ramte hastigheden på koreografien, nåede endda at komme foran, hvilket er imponerende når dansen går ekstremt hurtigt.

Jeg er der hvor marts bare kan komme an, hvilket er en fed fornemmelse.

Lidt om fornuft og sociale medier

Posted by Sacha in kvinde, Odense, tankestreg | Leave a comment

Forleden læste jeg (igen) en artikel på Facebook fra et af damebladene om, hvad man skal inden man fylder 30.
*sigh*

Jeg kommenterede og forholdte mig i ro, selvom jeg havde lyst til at skrive noget mindre pænt, for verden går ikke under bare fordi man fylder 30, og sjovt nok ses disse råd altid kvinder, vi lider forsat under hvordan man som kvinde bør opføre sig, her 20 år efter at SACT havde præmiere har visse ting åbenbart ikke ændret sig.

Jeg havde virkelig lyst til at skrive: “SKID HUL I DE REGLER”, jep skrevet med caps-lock, det var hvad jeg havde lyst til at skrive.

Fornuften

Nå til fornuften, jeg kom i tanke om ovenstående da jeg rendte rundt og var (delvis) fornuftig i dag.
For det første undlod jeg at købe hårfarve, rettere afblegning og pastelfarvet midlertidig hårfarve.
Kom i tanke om at det nok ikke var smart at eksperimentere et par dage inden jeg skal ud og være repræsentativ…
Dernæst undlod jeg at købe de lyserøde/laksefarvede løbesko, og valgte i stedet de pæne (og praktiske) blå, der er tale om skoene der skal afløse mine neongule (lettere slidte) løbesko.

Så var der ikke mere i posen med fornuft, for jeg købte en bakke spanske jordbær og brugte temmelig lang tid på at gramse mig frem til LEGO figurer i blindbags…

Hurra for de sociale medier

Det er på ingen måde en hemmelighed at jeg skyder LEGO-billeder, og at processen er lige så vigtig for mig, som motivet.
Så da jeg i dag lærte at flamingo er yderst velegnet som reflektor, blev jeg glad for: “Hey! Hvorfor havde jeg ikke tænkt over det”, det må alt andet lige være noget lettere at jonglere med, end et A4-papir pakket ind i staniol.
Tak til Sara Bau og Grødgrisen Anna for det tip.
Lidt senere lærte jeg at mit halvspiste æble har en funktion, som gør det muligt at optage video skærmprint.
Så endnu en gang har de sociale medier bevist at de bringer folk sammen.
Der er sgu for mange derude som rynker på næsen over det, som ikke formår at udnytte de muligheder, som sociale medier giver en, blandt andet muligheden for at “møde” andre med samme hobby, eller hjælpe en fremmed på samme måde som man ville hjælpe en nabo.
De sociale medier gør verden mindre, hvis man vil møde verden med åbne øjne og et åbent sind.

I øvrigt hvorfor er der “regler” for hvordan man skal være som kvinde efter de 30, når det er sødt når mænd over 30 har en “drenget charme”.
I don’t get it.

 

Søndagsoverspringshandlinger

Posted by Sacha in Bloggen, Odense, tankestreg | Leave a comment

Facebook 280118

Sådan skrev jeg for et par timer siden på min (private) facebookprofil, for i dag har jeg endnu engang været i selskab med fynske bloggere og instagrammere.
Jeg er yderst taknemmelig for at få lov at være med i det selskab, selvom kanalen her er mikroskopisk og min IG-konto stikker i en helt anden retning end andre her på ø’en.

Jeg endnu engang at tage fra et arrangement med masser af inspiration og langt mindre dårlig samvittighed, fordi jeg er ikke den eneste med en hulens masse indlæg liggende som kladde.

Ikke mindst fik jeg opklaret et spørgsmål angående Instagram og Facebook, hvilket betød at jeg langt om længe fik nosset mig sammen til at få genoplivet mailadressen der står her på siden, og når jeg siger nosset sig sammen, så mener jeg det seriøst.
For tilbage i juni 2017 blev jeg gjort opmærksom på at den ikke virkede.
Det havde den positive sidegevinst, at jeg fik rettet op på hotmails latterlige indstilling, som splittede min indbakke op i to.
Jeg fik det samlet på ny, så det kan godt betale sig at bruge lidt tid på ens mail (hvis man har en hotmail/outlook) en gang imellem.

Hvorfor skulle adressen genoplives? Jo, jeg skulle have ændret min IG-konto til en virksomhedskonto, for at få den til at tale sammen med min Facebookside og jeg har ikke den store lyst til at smække min private mailadresse ud på min IG-konto.
Nu har jeg endelig to sidekanaler der taler sammen, så jeg slipper for at skrive det samme to gange, når jeg poster mine LEGO-billeder og Hurra for det!

Dagens tema til debat drejede sig om følgere, engagement og vejen der til.
For få at få følgere og engagement, så kræver det at man selv engagerer sig og giver noget ud selv.
For: “There is no such thing as free lunch”

PS: Bolledejen er sat til hævning i køleskabet.

18. Januar 2018: At finde sig til rette

Posted by Sacha in Jobsøgning, Samfund, tankestreg | Leave a comment

Som jobsøgende har man reelt al den tid til rådighed man vil have, man kan arbejde med jobsøgning 24/7, lægge arbejdsdagen hvornår det passer en, så længe man overholder de regler der er.
Regler der på den ene side er blevet mere forenklet end de var i 2010 og på den anden side mere krøllede.
Der er lidt gyngerne og karrusellen over det, men det går efter min mening den rigtige vej.

Fordi man har fuld bestemmelse over arbejdstid, så skal man finde en indre selvdisciplin frem, for hvis man skal kontakte en virksomhed, så er man nødt til at være klar ved telefonen mens kontaktpersonerne burde være på jobbet.

For mig har det især krævet tilvending at at holde mig til en normal arbejdsuge, fordi jeg bliver så opslugt af det jeg sidder og arbejder på, så der er dage hvor jeg har siddet og nørklet med enten CV’et eller ansøgningen frem til klokken 22, og jeg gør det fordi jeg kan.
Det er en af de ting, som jeg arbejder på – at få arbejdsugen ned på max 40 timer, og at holde weekenden fri, dvs. holde lørdagen fri, da min ugentlige dates med jobnet og joblog finder sted søndag.

Hvordan er status så på min jobsøgning?
Der har allerede nu været to opslag, hvor kontaktpersonerne er nogen jeg er rendt forbi igennem årene, og min indre kylling gjorde at jeg kun fik ringet på det ene af opslagene.
Men skal jeg vende den om, så er en ud af to, bedre end slet ikke at ringe.

I dag fik jeg endelig sendt ansøgningen til det job, jeg rent faktisk ringede på, efter at have brugt det meste af ugen på at nørkle med CV og ansøgning.
Da jeg endelig fik ramt ‘send’, fik jeg så mange sommerfugle i maven, at jeg fik voldsom kvalme.
Fordi nu er det ude af mine hænder, og jeg kan ikke gøre andet end at vente på jobopslaget udløber og jeg skal glemme ansøgningen og komme videre til den næste.

Åh.. det her er et af disse opslag, som bare måtte ud som tankerne kom kravlende, simpelthen for at give plads til nye tanker, omhandlende den næste ansøgning, det næste blogindlæg, det næste billede.
Åh.. alle de ting man burde have tid til, hvis man arbejdede max 40 timer om ugen.

Uge 1: Creativity

Posted by Sacha in Hobby, LEGO, tankestreg | Leave a comment

Udover tredje år med min lego365-udfordring, som dog er kommet lidt skævt fra start, sagde jeg også ja til at deltage i StuckinPlastic’s 52 ugers udfordring, med nyt emne hver uge.
Hvilket jeg har skrevet lidt om.

En ting er at skyde billedet, måske redigere lidt i det og poste det på Instagram, noget andet er de tanker der lægger bag.
For når man har fået udstukket et bestemt ord at arbejde med, så er det naturligt at tænke lidt over ordet og hvordan man kan visualiserer det.
Nogle af ordene på listen finder jeg noget lettere at arbejde med end andre, for eksempel var jeg glad for at “Creativity” var første ord.
Man kan gå rigtig mange veje med sådan et ord, skal man grave lidt i sig selv, eller skal man tage de observerende briller på og betragte andre?
I samme post skrev jeg lidt om at koge 52 ord ind til fem, noget jeg endnu ikke har været i stand til.
Jeg blev ved med at kredse rundt om begrænsning og mig selv, og den bedste måde at få gjort op med den begrænsning, var at skyde et billede med min sigfig (signaturfigur) og med nogle af de ting, som jeg har rodet rundt med igennem tiden.
Symaskinen som repræsentant for håndarbejde,computeren som repræsentant for de sociale medier, kameraet – giver vidst sig selv, læbestiften henviser til både makeup, men også mine mange tegninger og kruseduller.
Tilsidst er der tøjet: Jeg er kemiker af baggrund og har en gang haft tylskørt og neonfarvede strømpebukser på til et par laboratorietimer, min kittel var faktisk så lang at jeg mindede lidt om en blotter med neonfarvede ben.
Nå ja, legodelen giver vist helt sig selv.

Creativity

Nogle vil sikkert mene at jeg skulle stifte bekendtskab med begrænsningens kunst, for man kan ikke være god til alting.
Men jeg kender alt til begrænsningens kunst, men det eneste sted jeg ikke vil lade mig begrænse, er når det gælder kreativitet.

Et alternativ til kopnudler: Laks og Avokado i skål

Posted by Sacha in Mad, tankestreg | Leave a comment

Det er let at falde over de lette løsninger, især når man render rundt i supermarkedet og er småsulten.
Forleden da jeg kiggede ugens tilbudsaviser igennem, falder jeg over et billede i nettoreklamen med en henvisning til deres hjemmeside.
Dovenskaben længe leve, for jeg gad ikke slå op på nettet, selvom både computer og telefon var lige ved siden af.
Billedet viste en simpel udgave af sushibowl og jeg kunne slet ikke slå billedet ud af hovedet, da jeg en time senere stod i netto, men da jeg stod i netto med posen med ris i hånden, orkede jeg end ikke i tanken at risene skulle koges.
Så jeg faldt over nudlerne.
Laksen i skiver blev byttet ud med en røget peberlaks.

Hjemme igen, smed jeg nudlerne i en omgang kogende letsaltet vand.
Mens det hyggede sig, kunne jeg passende skive avokadoen (som for en sjælden gang ramte plet) og røre en dressing sammen af en rest pulverdip, samt løsne nogle “flager” af laksen.
Da nudlerne var kogt, var det blot at samle hele herligheden og drysse lidt (af den gigantiske pose med) sesam over til sidst.

An IG-friendly Bowl of food.

Således opnåede jeg en skål med mad, som for en sjælden gangs skyld var instagram værdigt, meget godt at man ikke kan se at skålen har fodboldprint på ydersiden og fodboldbaneprint under maden…

Det er ikke sidste gang jeg har ladet dovenskaben overfalde mig i denne form, måske jeg næste gang skulle tilsætte lidt mere grønt af hensyn til de famøse 600 gram om dagen.

 

2. Januar 2018: Gensynet med dagpengeland

Posted by Sacha in Jobsøgning, tankestreg | 3 Comments

Historikken

Jeg har blogget i en menneskealder, eller sådan føles det.
Men der er en ting, jeg ikke rigtigt har skrevet om, og det er tilværelsen som jobsøgende, det tiltrods at jeg blev færdiguddannet da finanskrisen kradsede dybt og det derfor var ualmindelig svært at komme ind på arbejdsmarkedet som nyuddannet.
Siden jeg blev færdiguddannet har jeg været igennem to projektansættelser, adskillige tilskudsjobs, været på diverse jobsøgningsforløb, hos både jobcentret og anden aktør.
Jeg har endda været der, hvor jeg måtte klare mig for min opsparing.

Nu er jeg her igen, efter endt projektansættelse i en stilling langt fra mit eget fagområde.
At være i sådan en ansættelse lærer en, hvad ens generelle faglige og personlige kompetencer er.
Samtidigt er det vigtigt at se på hvad man tager med fra sådan et job, så det ikke bare bliver fyld og tidsspilde på et CV.

Forberedelsesfasen
Allerede i slutningen af november tog jeg kontakt til A-kassen, for at høre om jeg havde optjent de famøse 1924 timer, noget der var vigtig for mig at vide, da min tidligere ansættelse bestod af 6 mdr. projektansættelse, en forlængelse på 3 mdr. og endelig en 1 årig projektansættelse som sidste forlængelse, og ingen af dem var 37 timer/ugen.
Ærlig talt, så tror jeg ikke at sagsbehandleren havde oplevet en kommende arbejdsløs, forberede sig på tiden efter endt projektansættelse.

Lige før jul tog jeg igen kontakt til A-kassen, for at blive meldt til workshops inden jeg ramte systemet. Tænk nu, hvis de var blevet overtegnet inden årsskiftet!
Igen, blev sagsbehandleren vist overrasket over en der forsøgte at forberede sig på dagpengeland.
Men det lykkedes, og jeg fik tre workshops ind i kalenderen.

Genindtræden i dagpengeland
Da klokken skiftede til 00:00 1. januar 2018 da vidste jeg at nu var der ingen vej uden om, kontrakten var udløbet og der skulle udfyldes elektroniske blanketter hos både jobnet og A-kassen, sidstnævnte kunne jeg ikke rigtigt gøre noget ved før i dag, da der var udfordringer i systemet.
Men nu er alt udfyldt, og jeg har fået tilmeldt mig det jeg skal.
Det mest positive ved genindtræden i dagpengeland, er antallet af stillinger jeg har liggende i en fane i browseren, det er den længste liste jeg har haft i meget lang tid, så jeg er fortrøstningsfuld.

Nu kommer turen til opdatering af CV og ansøgningsskabeloner, forstået på den måde at jeg har et overordnet layout i begge dele, for at undgå at teksten laver sjove indrykninger, når jeg skriver CV og ansøgning til et job, at slås med sjove indrykninger er en ting jeg ikke orker at bruge energi på.

Hvorfor så denne lange smøre, hvor jeg dykker ned i noget enormt følsomt og privat.
Jo, nu har jeg prøvet turen før og ved hvor hårdt det til tider kan være, fordi du som jobsøgende uden job, er en klump ler (som kemiker kan jeg hurtigt finde frem til hvad sådan noget ler består af).

Nogle synes det er synd for dig
Andre tror du er en universalnøgle.
Du er uden identitet, da du ikke har et job.
du skal forklare dig selv rigtig mange gange.
Nogle er overbevidst om at du er doven.

Men du lærer også noget.
At strukturere din hverdag.
At holde dig opdateret på den krøllede lovgivning, for egen skyld.
Du kan få lov at definere hvem du er.
Du er en klump ler, men ikke en universalnøgle.
Du lærer at lukke ørerne.
Du kan lægge en masse planer, for livet er det der sker, når du har lagt andre planer.

Jeg har besluttet at tage ja-hatten på denne gang, sådan en ordentlig Yvonne-på-Mallorca-solhat
At ryste på hovedet af systemet, elektronikken kan drille og lovgivningen er en omgang kluddermor.
At jeg ikke er uduelig, bare fordi jeg ikke er i arbejde – lige nu, og det gælder også dig, som hellere ikke er i job, du er ikke uduelig, og du er ikke alene.

Jeg vil skrive lidt om mine oplevelser, for at fortælle andre at de ikke er alene i verden, selvom man godt kan få den følelse ind imellem.