Tanker om et index og tur ned af mindernes allé

Kagemonsteret slår til igen!

Cheesecakebrownie

Ingen opskrift i denne omgang, men det er netop den manglende orden i indlæg der har fået tagget ‘opskrift’ der er sagens kerne.
For efter fire år, så er der kommet en del opskrifter til min online opskriftsamling, den der skulle gøre det lettere for mig at genfinde opskrifter, frem for at bladre febrilsk igennem 2…,7…,11 forskellige kogebøger. Så jeg satte mig ned med mine analoge redskaber (pen og papir) og skrev indholdet ned på samtlige indlæg der har ‘opskrift’ klæbet på sig.
Her fandt jeg blandt andet ud af, at jeg i øjeblikket er i gang med at opfinde den dybe tallerken, altså bakset med en opskrift jeg allerede har tastet ind.

Så et ordenligt index er vist helt på sin plads, nu kommer så udfordringen at få et index, som jeg er tilfreds med – mest af alt fordi bloggens udseende generelt godt kunne trænge til en opfriskning.

Det sjove ved at kigge tilbage i arkiverne er at se hvordan jeg har udviklet mig på disse fire år, selvom indlæggene blot er nogle små glimt, så sætter de tankerne i gang om hvordan jeg har rykket mig på madfronten, i det jeg er både mere nysgerrig og langt mindre kræsen.

Sidstnævnte kan muligvis skyldes at jeg har taget tingene i eget tempo, ingen der tvinger noget i halsen på mig, dog har jeg forsat nogle ting jeg nødigt rør, nogle er prøvet af og det er ikke mig, andre ting skal der tages tilløb til og måske jeg tør disse ting en dag?

Men først et index.

Nu hvor jeg har været så ond at poste et billede af en cheesecakebrownie, så må det vel være på sin plads at lave netop denne igen, så jeg kan få den ind i min online opskriftsamling (som du der måtte komme forbi er velkommen til at kigge i).

Posted in Mad | Leave a comment

Fordi singler er dummere end vådt bølgepap

Der er fokus på mad og har været det meget meget meget længe, og det er svært ikke at blive bare lidt træt mellem ørerne.

For ikke så længe siden skrev en DR-journalist om seks gode råd til singler, til hvordan man sparer penge på mad, fordi singler åbenbart bruger mere på mad end folk der ikke bor alene.

  • Råd nummer 1:Undgå butikker med mængderabat
    Eller man kan bare lade være med at benytte sig af dem.
  • Råd nummer 2:Køb efter vægt
    Ja gerne, men bare ikke rigtig nogen rigtig mulighed, andet end ved vindruer, løg og nye kartofler (groft sagt)

  • Råd nummer 3:Find en tilbudsmakker
    Skulle man ikke lige undgå mængderabatter?

  • Råd nummer 4:Frosne grøntsager kan være en fordel
    Hvorfor det er en fordel, kan jeg ikke lure… (ud af argumentet i linket) Fordelen er vel ikke større end for hustande med mere end en.

  • Råd nummer 5:Find kogebøger om dåser og singler
    !!! ingen yderligere kommentarer! Eller… det sidste kommer jeg til efter billedet

  • Råd nummer 6:Undgå madspild
    Det råd gælder vel i grunden alle, og ikke kun singler?

250914_swampie

I gennem årerne har jeg hørt/læst en del om hvad menuen på når halvdelen af et par har aftensmad alene: En rugbrødsmad.
Gerne fortalt på en måde, som om at det ikke er værd at lave mad til kun en.
– og hver evig eneste gang har jeg tænkt: “Hvis jeg kun skulle svinge mig op til en rugbrødsmad hver aften, så ville jeg gå til af sult og kedsomhed”
Det er som om at man ikke kan lave mad til kun en person – retter der ikke kan skaleres ned eller fryses, hvilket er retter der umiddelbart kan snævres ind til at høre under kategorien: Kager!
Men ellers kan alt andet laves til en, hvis man altså har en fryser.

Personligt har jeg lavet både lasagne og pizza i en miniovn mange gange i min studietid, det var heldagsprojekter – til gengæld var der lette løsninger i fryseren til glæde for min økonomi.

Nu er det nogle år siden at jeg gik fra stud. til cand.scient og jeg har de sidste par år leget med tanken om ‘dinner for one’ indslag.
Der har været nogle stykker hist og pist, men det har primært været ting i den lette ende og ikke deciderede  aftensmåltider.

Så var der svaret på punkt nummer 5. I min “lille” samling af kogebøger finder man nogle kogebøger udgivet af Netto for et årti siden, disse kogebøger har den fordel af de tager udgangspunkt i 1 portion (med enkelte undtagelser). Ikke fordi bøgerne er slidt af brug, for det er de langt fra, men de har tjent som en inspiration og reminder om at ‘dinner for one‘ ikke behøver at være kedelige rugbrødsmadder.

Så hvor vil jeg egentlig hen med denne smører, ud over at få luft?
Jo, mon ikke jeg skulle bruge det som et kærligt los i r*ven til kaste mig ud i dinner for one?

 

Posted in Mad, Samfund, tankestreg | Leave a comment

Brystbashing

Har muligvis lige opfundet et nyt ord, men jeg faldt over en artikel omkring bryster, og jeg var flad af grin over hvor pinagtig ringe det er skrevet.
Jeg har set morsommere – oprigtigt morsomme indlæg omkring bryster uanset om der har været fokus på de små eller de store (og Google er for en sjælden gang skyld ikke nogen hjælp).
Jeg kan ikke helt bedømme om det er bloggeren, eller den danske oversættelse der er mest tåkrummende.

Der er et af punkterne der skriger til himlen, i det der påstås at en D-skål vejer mellem 7 og 10 kg… jeg gentager: 7-10kg!!
– og jeg tjekkede så om der skulle være gået noget galt i omregningen fra pund til kilogram, den passer sådan cirka.
Kan afsløre, sådan rent uvidenskabeligt at vægten er omkring 1/10 af hvad der påstås, for hvor meget vil en barm større end en D så ikke veje?

Helt generelt, så er det et stykke skriv der beviser at statistik kan tilpasses, så det matcher ens hypotese(r).

Der er flere (ufrivilligt) morsomme påstande, hvor jeg tænker: WTF?!
Jeg kunne forsætte med at hive det ene punkt efter det andet frem og granske det.

Hvis skribenten mål var at forsøge at være morsom, og komme med opmuntrende kommentarer til kvinder med lille barm, så har hun ramt helt ved siden af.
Som sagt har jeg set indlæg der har været væsentligt morsommere og opmuntrende for denne målgruppe.

Det eneste sted hvor der er en grad af sandhed, er i forhold til brystcancer, for det er lettere at opdage  hos en kvinde med små bryster, desværre halter formuleringen.

Men læs indlægget selv, det er i samme liga som skinny/fat shaming og alt andet end om accept af kroppen.

 

 

Posted in Samfund | Leave a comment

Grøntsagssuppe med linser

Jeg har tilsyneladende en svaghed for mindre pænt mad, hvor udseendet ikke hænger sammen smagen.

For 100 år og en madpakke siden lavende jeg denne linsesuppe, som har oprindelse i en opskrift af Louisa Lorang. Planen var denne gang at lave opskriften som den står i kogebogen, men undertegnede glemte at nærlæse opskriften, så igen måtte der improviseres lidt.

250914_suppe

Suppen rækker til 2-3 personer, afhængig af sult og tilbehør (brød, ris, pasta, salat,  kød).

  • 1 dl røde linser
  • 3 dl vand
  • 2 gulerødder (ca. 300 g)
  • 1 rød peberfrugt
  • 2-3 fed hvidløg
  • et skvæt olie til stegning
  • ½ mild chili – skåret i grove stykker og evt med nogle af kernerne tilbage.
  • 3-3,5 dl vand (denne gang til suppen)
  • ½ dåse kokosmælk
  • saften af 1 lime
  • salt og peber

Skyl linserne godt og kog dem i en gryde med de første 3 dl vand, gryden skal være stor nok til også at kunne rumme grøntsagerne.
Linserne koges til de er møre, hvilket tager 15-20 min.

I mellemtiden skæres gulerødder, peberfrugt og hvidløg ud i mindre bidder og de ristes på en pande eller gryde sammen med chilien.
Grøntsagerne skal blot ristes og ikke tage alt for meget farve.

hæld grøntsagerne op i gryden med linserne.
Tilsæt det andet hold vand og lad det koge sammen indtil grøntsagerne er møre.

Blend suppen godt med en stavblender.

Tilsæt kokosmælk og limesaft, lade suppen varme igennem i et par minutter og smag til med salt og peber.

Servér!

 

 

Posted in Mad | Tagged | 1 Comment

Da helvede frøs til – nu med fitnessmedlemskab #3

Nu har jeg skrevet lidt om det at tage springet om et fitnessmedlemskab, og det store skridt det er at melde sig til første holdtime, og oplevelsen i den forbindelse.

Nu har jeg været medlem i et par uger, prøvet tre forskellige holdtimer og den samme aktivitet i to centre.
Udover det har jeg været tæt på at ryge i fælden: “Ih… er det også aflyst, nå men så kan jeg jo ikke træne”.
Pænt dårlig undskyldning, når man bor i Odense og der er mere end et center at vælge imellem.

Da det hold jeg oprindeligt havde på om onsdagen, på mysterisk vis ikke længere figurerer på holdlisten for onsdag, måtte jeg finde på noget andet.

Så jeg kastede mig over zumba i et andet center, et center der er lidt mere fancy indrettet end det nærmeste center.

Kogt ned så var det ikke nogen succes, fik motioneret trommehinderne mere, end jeg fik pulsen op! Musikken var meget meget høj, så jeg kæmpede for at være med, mens jeg forsøgte at abstrahere fra den øregangsflænsende musik – det var så højt at instruktørens talen i mikrofon lød som en mumlen.
Bestemt ikke noget hit, men instruktøren havde en fest.

Efter denne knap så vellykkede time, besluttede jeg mig for at prøve Pilates (Intro) af i et tredje center. Selvom det var første time og nogle utrolig tekniske øvelser, så gik jeg derfra med ømme (mave)muskler og et smil på læben.

 

 

Posted in Aha, Træning | Leave a comment

Roser er mere end røde

Man bliver ikke verdensmester på en dag, der skal træning, træning og meget mere træning til.
Det samme gælder vel i grunden også for fotografering, der skal øvelse til, lære hvad et kamera kan og forstå at tage billeder i alt slags lys (eller mangel på samme), og fange forskellige slags teksturer, osv.

Roser er en af de ting, som er frygtelig besværlig (i mine øjne) at fotografere, som i virkelig besværlig.
Det er svært at fange hvordan det menneskelig øje fanger nuancerne.

Så da jeg først på sommeren var hjemme forbi mine forældre, så tog jeg runde i deres forhave med kameraet, hvor jeg forsøgte at fange nuancerne på flere af roserne – med stor vægt på: Forsøgte.

150914_Bacarole

150914_rosenhoved

150914_rosenknop

150914_to_tonet

Posted in Aha | Leave a comment

“I want a chimichanga!”

En tur på Google fortæller mig at Chimichanga kan smides i puljen af Tex-mex retter, som på klassisk vis er en dybtstegt tortilla indeholdende kød(sauce), serveret med cheddar, creme fraiche og salat (evt. ris).

Tak Google.

140914_Chimichanga

Og sådan ser det ud i en kødfri version

Første indslag i madplanen for uge 32, ( I ved den plan jeg lagde for adskillige uger siden…) er netop Chimichanga, og kødfri udgave fundet i en kogebog af Louisa Lorang (vild med grønt).
Her arbejdes med bønner, hvilket kræver lidt forberedelse.
Så start med at sætte bønnerne i rigeligt vand aftenen i forvejen og inden bønnerne koges skylles de i rigeligt vand, af nogle omgange og bønner der skiller sig ud pilles fra.

Jeg har tilpasset opskriften til to portioner (= to måltider til en)

Bønne-delen

  • 1 dl Pintobønner (udblødt natten over)
  • ½ løg skåret i både
  • 1 hvidløg, grofthakket
  • ½ chili, befriet for kerner groft snittet
  • 1/4 dl madolie*
  • ½ tsk stødt spidskommen*
  • ½ tsk stødt koriander*
  • salt
  • vand

Samling/servering af chimichanga

  • 2 hvedemelstortillas
  • 75 g cheddar (revet)
  • Madolie til stegning
  • Iceberg, snittet
  • salsa (det fra tex-mex hylden)
  • creme fraiche eller lignende (jeg bruger fromage frais)

Hæld de skyllede bønner i en gryde sammen med løg, hvidløg og chili, hæld vand på og sørg for at der er rigeligt med vand.
Lad det koge i 1 time og 15 min. evt. mere indtil bønnerne er møre.
Hæld vandet fra gryden og over i en kande.
Mos bønneblandningen groft og tilsæt evt lidt af kogelagen.

Hvis man laver til 1 person/portion tages halvdelen af bønnemosen fra og overhældes med lidt kogelage, det skal ikke svømme, blot være fugtigt. Put det i en beholder og sæt det på køl til næste dag.

Hvis man kun laver til en portion, bør man muligvis halvere mængden af det stjernemarkerede.

Varm olien op på en pande og steg bønnerne, tilsæt evt. lidt af kogelagen og smag til med spidskommen, koriander og mere salt end du umiddelbart tror.

Nu er det tid til at samle din chimichanga.

Tag en tortilla og fordel den stegte bønneblanding på halvdelen, drys osten over og fold den anden halvdel over.

Tag den varme pande fra før, tør den evt. med lidt køkkenrulle for bønnerester.
Hæld olie på og varm op.
Når olien er varm vippes tortillaen over på panden, hvor den steges på begge sider.

Server den rygende varm på en tallerken med snittet iceberg, salsa og fraiche og evt mere ost.

Efter min smag er der for lidt grønt fyld ved siden af i forhold til mæthedsfølelsen, så en god fyldig salat vil ikke skade her.

 

Posted in Mad | Tagged | Leave a comment

Da helvede frøs til – nu med fitnessmedlemskab #2

  • Tilløbet er taget – tjek!
  • Sko købt – tjek!
  • Hængelås til skabet købt og personificeret – tjek og tjek!
  • App downloadet – tjek!

Nu hvor dankortet blev flået, forslået og forpustet, så var det på tide at få taget det næste svære skridt, nemlig det at melde sig til første time.

Så jeg beslutter mig for at klæde om hjemmefra, smider skoene i tasken og hængelåsen på min nøglesnor og begiver mig af sted i god tid for at få udleveret medlemskortet og at styr på andre praktiske ting.
Det viste sig at god tid, kun lige var til tiden, da en foran mig i køen på ingen måde havde travlt. Hvilket triggede undertegnedes “tids-tics”. For da det endelig blev min tur havde jeg kun fem minutter at løbe på.
Hvilket blev brugt på at få taget billede med et webcam, skrevet mit kundenummer på kortet og få peget i retning af hvor indtjekningsterminalerne befandt sig, sidstnævnte fordi printeren til ene af terminalerne valgte ikke at virke.

Nu kun med tre minutter til luk af tjek-ind, og spørgsmålet meldte sig: “Kan jeg finde ud af det?”
Ja, det var tryk på holdet og så håbe på at printeren ville spytte en lap papir ud, hvor efter næste spørgsmål meldte sig: “Hvad fa’en skal man bruge det til?”

Næste skridt var at finde omklædningen for at skifte sko, og et skab til sætte mine ting.

Omklædning: Done!

Hvor fa’en er så holdsalen? Jeg kan kun se et stort rum med diverse maskiner, med mennesker på nogle af dem.
Jeg spørger en kvinde om vej, og det viser sig at man skal skråt igennem maskinrummet for at finde holdsalen.
Jeg følte mig så meget som en der var faldet ned fra månen, da jeg passerede maskinerne.

Fremme ved holdsalen træder jeg ind i et rum, hvor der er grønne vinkler på gulvet,  udstyr på to af væggene, vinduer på den tredje væg, og langs den anden store væg er der spejle fra gulv til loft!

Oh! Horror!

Langsomt dukker der flere kvinder op, og instruktøren beder om papirlapperne (ahh.. det er det de skal bruges til)

Tid til Zumba og instruktøren fortæller at hun er ny og at hun ikke taler, men giver tegn, heldigvis spørger hun om der er nye og en anden stikker også poten i vejret (pænt lettet over dette).

Inden vi går i gang siger hun at hun har husket at indlægge flere vandpauser -“vandpauser? Sådan noget har jeg aldrig oplevet at have behov for før”.

En, to, tre og vi er i gang.
Jeg vælger at fokusere på instruktørens neonorange sko, for at få en idé om trinnene – men fordi hun er den tavse type, så ryger jeg ud af takt konstant fordi jeg ikke kan se når hun med armene giver tegn til ændring af retning og antal gange i den retning.

Fokus er på fødderne, så mine arme dingler rundt, som to stykker slattent spaghetti – kønt kan det ikke påståes at være.

Med et forstår jeg hvorfor der er indlagt vandpause, sveden står af mig, som var jeg et springvand.
Pludselig er de 55 minutter meget meget lang tid, med 15 minutter tilbage af timen holder jeg jævntligt øje med tiden, for den manglende væske kan efterhånden mærkes – da kroppen går ned i gear.

Pludselig er de 55 minutter gået og jeg er tørstig, har taget bad i mig selv og kan mærke det øverste af mine lår.

Turen fra holdsalen og til omklædningen går tilbage igennem maskinrummet, nu med flere mennesker… Ser frem til den dag jeg er blevet vant til det.

Hvad lærte jeg så?

  • Husk en vandflaske
  • Ret snørebåndet på skoene
  • Lad arme være arme – det kommer nok

Næste skridt er at prøve andre hold af, og jeg fik flere forslag på Instagram, som jeg nu skal kigge nærmere på – med flere centre inden for en overskuelig afstand er der rigeligt at vælge imellem.

Posted in Aha, mig, mig og lidt mere mig, Sport | Leave a comment

Da helvede frøs til – nu med fitnessmedlemskab #1

Jeg har aldrig rigtig set mig som typen der gik i fitnesscenter, det har været de der mænd med blæk op og ned af armene, som vandre rundt som bar de et bundt baguette under hver arm, og kvinder iklædt makeup, fikst klædt og flere størrelser mindre end mig.
Ikke mindst et sted hvor egoet er i højsæde.

Kort sagt, det diametrale af den sport jeg dyrkede i lige godt 20 år, nemlig folkedans – hvor det vitterligt er kom som du er, og hvor det sociale (forhåbentlig forsat) er i højsæde.
Hvor det eneste “krav” er et par sko, som ikke er med gummisål.

Så hvorfor begynder jeg så ikke til folkedans igen, det ville jo være det logiske?
Efter 8 års pause ville jeg gerne i gang igen og håbede på at stepdans alternativt Irsk step kunne findes i Odense, eller på Fyn.
Heldet følger ikke altid de tossede, for nærmeste stepdansehold ligger i Roskilde, hvilket med lidt hovedregning ville blive en anelse dyrt at pendle til.
Så et alternativ skulle findes, og her viste dans, i et fitnesscenter, sig at være den billigste løsning, frem for timer på en af byens danseskoler.

Så efter et par ugers tilløb, frøs helvede til og jeg blev medlem af et fitnesscenter.

Så følg med i en fitnesscenternewbies oplevelser.

Posted in Aha, mig, mig og lidt mere mig | 2 Comments

Challenge accepted!!

Okay, mine planer om fast budget hver uge i August, er røget lidt af sporet, primært fordi jeg kun planlagde for en uge, dernæst glemte at tage højde for diverse ting som kan slå en af sporet, hvilket i mit tilfælde er: Helt sikkert slår mig af sporet!

Jeg følte mig provokeret af en udtalelse af Adam Price, men en artikel i Politiken og ikke mindst kommentarsporet på Facebook, får mig til at ryste på hovedet.
En klog mand (her er et sæt gåseøjne, som man kan vælge at sætte om klog, hvis man lyster:””) fra en bank gik i gang med lidt talgymnastik, hvor der blev taget højde for både de officielle kostanbefalinger og prislisten for et onlinesupermarked.
Det som provokerer mig i kommentarfeltet, er når jeg læser at sund mad mindst koster 40-50kr om dagen, og der sættes lighedstegn mellem økologi og sund.
Hvor ikke økologisk mad får følgende mærkater: Giftig og selvdøde kyllinger – Bare for at nævne to eksempler.

Det er udtalelser i tråd med hvad jeg hørte i den debat fra Folkemødet, og det bekræfter min påstand at fødevare nu er blevet den nye slagmark, der hvor man kan vise sit overskud, pudse glorien og fortælle at dem der på den ene eller anden måde ikke køber hovedsagligt økologisk, enten er nogle (økonomiske) stakler, eller er nogle (onde) ignoranter.

Åh… Hvor er det dejligt at man skal svømme lidt i sin egen selvfedme ikke?

Så jeg tager det op som en udfordring, hvor lidt kan man klare sig for? Er de 15-20kr rigtigt eller skal man op på 40-50kr?

Nøgleord: Madplan

 

 

PS. Jeg har så været igennem denne udfordring før, nemlig dengang jeg var studerende.

Posted in Mad | Leave a comment